Den tyste intensitets sejr
Ulcerate og Fange triumferede på hver deres facon på en intens og medrivende hverdagsaften under Radars solkogte tag.
Aldrig i mit liv ville jeg have troet, at et velprøvet progdøds-orkester fra de højere undergrundslag kunne sælge mere end tre håndfulde billetter en onsdag aften i provinsen. Ikke desto mindre er det, hvad der ligner et tæt på fyldt Radar, der slår dørene op til forfest til Kristi Himmelfartsdag, og sveden indenfor er så småt begyndt at drive ned af væggene, allerede inden åbnerne fra franske Fange går på. Et band, århusianerne stiftede bekendtskab med for et par år siden, da den trommeløse kvartet ligeledes agerede opvarmning andetsteds i byen, dengang for KEN Mode, og efterlod et ret solidt aftryk. Således er det ikke kun hovednavnet fra Ulcerate, der har trukket jyderne til i aften, og Fange virker fra de første slag af lægtehammer mod stålskrog tændte og opsatte.
For Fange er en medrivende live-oplevelse. En slæbende, men uhyrlig tung og bragende sludge tilsat alskens godt fra industrialens store katalog over ting, der kan sige ”ding” på en farlig måde og med Matthias Jungbluths raspende snerren på det franske modersmål er en effektfuld mikstur, der denne aften understøttes fantastisk af en lysmand, der til fotografernes store fortrydelse rullede hele arsenalet ud. Søgende projektorer og strober på overarbejde i alle tricolorens farver understøttede bandets dundrende og blytunge lydunivers, og med den allestedsnærværende Jungbluth samt bandets intense bassist Antoine Perron, der lignede en Mad Max-statist, som netop havde stiftet sit eget hooligan-firm, som indpiskere på scenen, var Fange en oplevelse, man nemt lod sig rive med af.
Bandet lod ikke publikum få et øjeblik til at trække vejret, og de bittesmå pauser mellem numrene blev i stedet stoppet med lyde af maskineri, der faldt fra hinanden. Tilsat enkelte dødsmetalliske sekvenser, der gav minder om Fear Factorys formative år, var Fange et band, der satte det musikalske frontalangreb højere end kommunikationen med publikum. Hvilket selvsamme publikum trivedes glimrende med. Fange er muligvis et band, der kunne synes en smule ensformigt, skulle de have optrådt i en time eller mere, men onsdag aftens godt og vel 40 minutter føltes helt perfekt. Vi var i den grad varmet op.
Trommetæsk og tænksomhed
Er Fanges fortrin den konstante, uophørlige trang til at forcere voldsomheden i musikken, kan det direkte modsatte siges om Ulcerate. Nuvel, Jamie Saint Merats trommespil, der i høj grad er stjernen i showet, lægger en massiv, dundrende og insisterende bund af tordnende trommer, der er umulig at ignorere, ikke mindst fordi lydniveauerne på scenen er lagt, så Saint Merat overstråler resten af trioen. Men derudover er Ulcerate et band, hvis output i høj grad er defineret af en søgen efter klange, harmonier og de rene toner i Michael Hoggards guitarspil, snarere end godt gammeldags durk-ind-i-en-mur-død. Det er okay at føle noget her. Okay at tænke efter.
Med Hoggard placeret yderst i et hjørne på scenen og bassist Paul Kelland i det modsatte hjørne, danner Ulcerate en triangel af tomhed midt på scenen, hvor musikken får lov at blomstre uforstyrret af nogen form for optræden, bevægelse, kommentarer til publikum eller den slags forstyrrende elementer, der normalt definerer et liveshow. Åbneren 'To Flow Through Ashen Hearts' trækker over i den mere blackmetalliske 'Drawn Into the Next Void', mens Ulcerate lader det være helt op til publikum at skabe sin egen energi. Fraset Saint Merats energisk tampen er den ikke-eksisterende på scenen, der til gengæld byder på intensitet i rigt mål.
Stillestående stilskaben
Med morgendagens helligdag in mente er det meget passende, at Ulcerate fokuserer på bandets nyeste udgivelse, 'Cutting the Throat of God', der udkom sidste år. Dén plades højdepunkt, 'Further Opening the Wounds', får for alvor publikum til at leve med i en koncert, der vitterligt er en stillestående medleven for såvel bands som publikum. Man skal ville leve i musikken, der til gengæld leveres ganske blændende og stramt af den newzealandske trio, som skal have ros for at lyde som meget mere end blot tre personer bevæbnet med metaludstyr.
Mens aftenen lukkede med den pågående og noget mere traditionelt dødsmetalliske 'Stare Into Death and Be Still' stod man tilbage med en følelse af en vellykket koncert, der havde manglet så mange af de komponenter, dødsmetallen plejer at være garant for. Der var ingen leflen for publikum; dårligt nok en anerkendelse af deres tilstedeværelse. Der var ingen lette løsninger, intet show, intet gøgl. Men Ulcerates optræden var intens i al sin indelukkede enkelthed. En intensitet, det absolut ikke lykkes alle bands i genren at opbygge, uanset hvor mange tips og tricks de bringer i spil.
Sammen med Fange var Ulcerate to næsten absolutte modstykker, som med hver deres virkemidler skabte mindeværdige koncerter. En dejlig måde at mindes, at Jesus stak af igen dagen efter.