En epileptisk headbanger
Populær
Newzealænderne brænder ikke alle broer til den tekniske dødsmetal på deres femte album, men de tager dens våben med sig over i den atmosfæriske black metal.
Yield to Naught
There Are No Saviours
Shrines of Paralysis
Bow to Spite
Chasm of Fire
Extinguished Light
End the Hope
Der er et et vist mål af redeskideri over det, når Ulcerate i denne måneds Close-Up siger, at “desværre er dødsmetalscenen værdiløs. Alt for ren sound, alt for perfekte produktioner, alt for meget fokus på, hvem der spiller bedst på deres instrumenter.” Det er en vild kasten med sten for et band, der selv har bygget sig det fornemste glashus, for hvordan man end ser på det, spiller newzealænderne præcis den tekniske dødsmetal, som de har ret i for det meste forfalder til finesser, staffage og den slags distanceblænderi, der kan være nok så imponerende, men bare sjældent er noget, man har lyst til at vende tilbage til, når benovelsen har lagt sig.
Ulcerate har aldrig selv kaldt sig for et teknisk dødsmetalband, og det kan man godt forstå, når de har det sådan med subgenren. Men det giver også mening, fordi fokus hos dem ligger et andet sted. Deres tekniske formåen er ikke et endemål i sig selv, den er et middel til at opnå det, de vil med musikken. Som så er at flå den i stykker og suge lytteren med ind i centrifugen. Det er ikke, fordi jeg tror, at deres ufrivillige frænder på den scene, de ikke ønsker at være en del af, faktisk sætter sig for at spille sjælløst og sterilt som et mål i sig selv, men det er sjældent, at jeg hører så meget atmosfære i den her type musik, som Ulcerate bringer ind i den.
Lige så bandsat Auckland-trioen er på at frasige slægtsskabet med den tekniske dødsmetal, lige så beredvilligt vedkender de sig inspirationen fra specielt den franske black metal, og specielt Deathspell Omegas post-black lader sig høre i Ulcerates psykedelisk skæve akkorder, allertydeligst i det langsommere titelnummer, ‘Bow to Spite’ eller mellemspillet i ‘There Are No Saviours’. Men ligesom de bevidst undgår den tekniske dødsmetals faldgruber, lader Ulcerate sig heller ikke forlokke til de langstrakte, atmosfæriske stræk, der både er post-blackens hædersmærke og akilleshæl. Det har de simpelthen alt for travlt til.
Selv når guitar og bas for en kort stund svømmer hen, sørger trommeslageren for at holde det hele i konstant bevægelse med nogle fills og synkoperinger, der hele tiden forskyder strukturen i det, de andre spiller, og omvendt forankrer det, når de to andre giver los. Så selvom den tekniske kunnen altså ikke er bandets eksistensberettigelse, er det den, der sætter dem i stand til overhovedet at holde styr på de otte vanvidskompositioner, der udgør ‘Shrines of Paralysis’.
Det lyder udmattende, det er det også. ‘Shrines of Paralysis’ er ikke en fed gang død at kyle bajere til. At headbange til den ville ligne et epileptisk anfald. Den er hermetisk, og selv når man tvinger sig selv ind i den, mister man ofte orienteringen. Det er sådan set ikke på nogen måde rigtig rart. Belønningen kommer i form af de få øjeblikke, hvor den åbner sig en smule, lige nok til at slippe bare en smule lys ind, sådan som det sker i ‘Chasm of Fire’ eller ‘Extinguished Light’, hvor der ud gennem blastbeats og kaffemaskineafkalkningsgrowl pludselig trænger nogle rent ud thrashede melodilinjer frem. Og i den afsluttende ‘End the Hope’ samler det hele sig pludselig til noget, der kunne have været Emperor medieret gennem en gruppe newzealandske skinheads.
Men først og fremmest er ‘Shrines of Paralysis’ imponerende: imponerende for at få så meget stemning og genuin følelse ind i teknisk dødsmetal og imponerende for at få så kontrolleret et kaos bragt ind i den atmosfæriske post-black, som den altså i mindst lige så høj grad er rundet af. Og imponerende for faktisk at give én lyst til at vende tilbage til den.