Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Satanisk perfektion

Populær
Updated
Satanisk perfektion
Satanisk perfektion
Satanisk perfektion

Spanske Domains leverer en original, overbevisende og ondsindet dødsmetaldebut.

Kunstner
Titel
Sinister Ceremonies
Dato
01-01-2014
Trackliste
1. Domains 05:49
2. Mastery 05:53
3. Through Infernal Damnation 03:35
4. Raped by Darkness 05:31
5. Hopeless 00:50 instrumental
6. Eucharist of Relevance 03:29
7. Crowned at Dusk 05:37
8. Towards Pleroma 03:36
9. Labyrinth of Incense 04:43 instrumental
10. Sinister Ceremonies 04:15
Forfatter
Karakter
5

’Sinister Ceremonies’ er en velvalgt titel til denne debut, for der er noget ildevarslende og ceremonielt og rituelt over albummet fra spanierne, der har været aktive siden 2005, men altså først udgiver et album nu efter et demo i 2009. Den lange ventetid er nu ikke et resultat af mangel på talent, men snarere en usædvanlig grad af gennemarbejdethed.

I interviews gør bandet meget ud af deres tilhørsforhold til left hand path-satanisme. Pladeselskabet, der også debuterer, finske The Sinister Flame, som er født ud af magasinet af samme navn, gør også meget ud af den sataniske overbygning. Man bliver med andre ord ikke signet der uden at have partibogen i orden. Uanset om de mener det alvorligt eller ej: Det lyder, som om de mener det alvorligt med den Luciferianske ånd. Der synes at være en stræben efter mørket på dette album, som er sjældent ambitiøs i en dødsmetalgenre, som egentlig kan være stivnet. Det er interessant, at mange af de senere års mest kunstnerisk succesfulde døds- og black metal-bands har haft denne spirituelle overbygning – tænk på Necros Christos, Portal, Teitanblood, Cultes des Ghoules, Dødsengel og mange andre.

Måske skal man alligevel stile efter en pagt med Satan? Eller i hvert fald lyde, som om man har indgået bemeldte pagt. I hvert fald synes det i disse år, som om nogle af de bands, der tager metallens åndelige potentiale alvorligt, også har nogle af de mest egensindige musikalske udtryk.

En ny kombination af gamle elementer

Domains’ originale udtryk skyldes ikke genreblandinger eller progressivitet som sådan. Men de klassiske dødsmetalliske landskaber, som det tidlige Morbid Angel,  Immolation, det tidlige Pestilence og Asphyx og blander det med en vibe af okkult black metal. Byggeklodserne er sat sammen på en ny og frisk måde. Bassen er tung og doomy og trommerne ildevarslende og satanisk buldrende. Nu og da dukker mellemøstlige skalaer op, andre steder er der en dyster, psykedelisk atmosfære. Growlet er dybt, og den spanske accent på growlet giver albummet en ekstra forstyrrende effekt.

Albummets største stjerne er dog guitararbejdet, der er varieret, fængende og stemningsfuldt. Guitarsoloerne er inspirerede og mindeværdige og bidrager med noget til sangene (og hvor tit sker det lige i moderne metal?), der er en avantgardistisk tilgang, og modspillet mellem den mere melodiske og atmosfæriske guitar og den mere skummelt buldrende rytmegruppe fungerer fremragende. Tempoet er mestendels midttempo, men der er ekskurser i såvel den doomy som den hurtigere ende. Men selvom tempoet ikke varieres voldsomt, keder man sig ikke som lytter – der er hele tiden nye detaljer at lægge mærke til.

Der er en drømmeagtig, nærmest mareridtsagtig og forskruet atmosfære over albummet, som man sjældent hører så veludført. Det understøttes af de surreelle sataniske tekster, der handler om mørk transcendens – en linje som ”Souls embrace blackened eternity” (fra ’Crowned at Dusk’) kunne nærmest være en programerklæring. Er man i den rette stemning, og har man evner for selvsuggestion, kan det godt anbefales af læse teksterne, mens man hører albummet. Man kan i sagens natur også sagtens nyde albummet uden at dele bandets sataniske overbevisning. Men det er lige før, man deler den, når man har hørt albummet til ende.

Der går langt imellem dødsmetaludgivelser af denne kaliber. Hvis jeg havde hørt albummet helt så meget, før årslisten blev lavet, var den nok endt på min top 5 over de bedste udgivelser i 2014. Det fordrer en vis koncentration og er – heldigvis – ikke bare baggrundsmusik. Men arbejdet lønner sig.

Lyt til 'Raped by Darkness' (tilsyneladende en glimrende oplevelse, skal man tro Domains) her: