To varianter af fed død
Populær
Immolation og Broken Hope leverede hver især glimrende og ikke mindst veloplagte koncerter, da de slog turnepakken et smut forbi Pumpehuset i torsdags.
Koncertstart var på Pumpehusets webside annonceret til 19.45, som så blev til kl. 20, hvilket i og for sig stadig var tidligt efter danske vilkår - specielt når der nu kun var oplyst om to spillende bands. Det var dog ikke, fordi Immolation og co. i huj og hast skulle hurtigt videre, for der var nemlig et tredje band på plakaten.
Det var de unge franskmænd i Sweetest Devilry, der så meget uerfarne ud på scenen og ikke rigtigt virkede, som om de havde i sinde at forsøge at imponere publikum. En opvarmertjans er altid svær, men man kunne nu godt prøve at spille sin chance.
Stilen var ellers interessant nok. En omgang relativt teknisk dødsmetal med mange interessante riffs med masser af melodi og soli - det hele dog bygget oven på en art Children of Bodom-fundament. Men bassisten stirrede mest ned i gulvet eller på bassen, og kun guitaristen yderst på scenen virkede udadvendt. Forsanger/guitarist Jeff Beguigne var kun aktiv overfor publikum mellem numrene, som han udførte i en sær positur med samlede ben, let foroverbøjet og med en guitar, der ikke overholdt pik/pick-up reglen: guitarens pickupper må simpelthen ikke befinde sig over pikken, medmindre man er i gang med at kaste rundt med guitaren. Hvad lavede hans guitar dog helt oppe midt på maven?
(karakter: 2)
En veloplagt dansk debut
Det var første gang, at Broken Hope spillede på dansk grund, så det var absolut på tide at se kvintetten herhjemme. Specielt når bandet spillede en så levende og tændt koncert. Bandet er i gang med andet kapitel efter genopstandelsen for nylig, der bød på nyt fra bandet i 2013 med 'Omen of Disease', den første udgivelse siden 1999.
Der blev servereret en omgang dødsmetal med bassen helt i front i en ret diskant lyd, som i flere tilfælde overdøvede guitarerne. Men når man havde vænnet sig til lydbilledet, så var det faktisk en ret interessant lyd, og så må det i tillæg siges, at Shaun Glass på bassen i den grad også var en underholdende musiker med karisma.
Vokalen fra Damian Leski (også i Gorgasm) var et konstant og kontant angreb på publikum, men det var et growl, som nok delte vandene lidt. Et lidt hult brøl, der godt kunne have brugt lidt mere rullen og gurglen for at give det en mere ond dybde. I længden blev det i hvert fald en kende ensformigt, selvom den frembragte lyd isoleret set var imponerende.
Broken Hope spillede et alsidigt sæt, og selvom flere idéer synes at gå igen, så var variationerne i tempo og groove aldeles velegnede til at sætte gang i sådan en torsdag aften. Og når det så blev leveret så levende og tændt fra gutterne på scenen, så blev man undervejs "bange" for, om de ville spille Immolation af banen.
(karakter: 3-4)
Stærk lektion i dødsmetal
Helt så galt gik det nu ikke. Immolation og Broken Hope viste sig at supplere hinanden rigtig godt med dødsmetal, som var ret indbyrdes forskellig. Broken Hope var til dels den glade klovn i klassen, mens Immolation virkeder mere "alvorlige" og klassisk dødsmetal-onde, selvom der var masser af smil fra den sympatiske og utroligt langhårede frontmand Ross Dolan.
Bassens lyd var nu mindre hardcorediskant-fremtrædende men i stedet en solid, dyb, fingerspillet bas, mens growlet blev mere artikuleret, dybt og varieret. Trommerne blev lidt mere typiske for dødsmetalgenren - eller i hvert fald lilletrommen, som nu gav det her klassiske, diskante "smæk", så blastbeatene skar tydeligt igennem lydmuren.
Lyden var rigtig fed oppe foran, men det forlød, at den mudrede lidt sammen længere tilbage i rummet, men så var det jo også bare mere fornuftigt at trække frem til festen foran. Og fest var der i den grad. Guitarist Robert Vigna var en stor del af det, som han stod der og lignede et mix mellem en gal videnskabsmand og en besat præst i kraft af de evige, store armbevægelser og den stærke mimik. Særdeles underholdende, og han missede ikke en tone imens.
Immolation kom virkelig godt ud over scenekanten med et sæt, som var fermt varieret og hele tiden holdt sit publikum til ilden. Det var et langt sæt, som måske alligevel lige blev langt nok, for den ellers høje intensitet dalede lidt hen mod slutningen, og måske fangede bandet det selv, for sidste nummer blev annonceret som 'All That Awaits Us', men listen røbede endnu et nummer, 'Those Left Behind'. Skribenten må indrømme, at kendskabet til Immolation før koncerten var begrænset, så det er muligt, at bandet fik flettet sidstnævnte ind alligevel. Men én ting er sikkert: bandet gjorde det så godt, at de i høj grad inspirerede til at få tjekket amerikanernes bagkatalog ud snarest, så næste gang må der herfra ikke være tvivl om afslutningsnummeret!
(karakter: 4)