Morbific fik æren af at åbne Kill-Town Death Fest 2026.
Både finnerne og publikum skal lige i gang, men langsomt begynder døden at stinke.

Ungarske Rothadás glemte, at det var deres egen debut.

Skepticism lukker Kill-Town Death Fest med hvide roser, sorte jakkesæt og funeral doom så højtidelig, at Pumpehuset for en stund føles som et gravkapel. Teatralsk til sokkeholderne.

Tyranny spiller så langsomt og så tungt, at tiden opløses af kutteklædt mysticisme. På Kill-Town Death Fest bliver finsk funeral doom til en 52 minutter lang meditation over vibrationer, stilstand og tilintetgørelse.

Massacre tog os smukt tilbage til begyndelsen og spillede Mantas-materiale med kraft og kærlighed. Kam Lee kan heldigvis også fortælle historien. Men han skal holde sig fra “humoren”.

Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.

Der er slet ingen tvivl. Det her er med længder årets bedste koncert på Kill-Town Death Fest 2026 indtil videre.

‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.

Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.

Det er okay at være lidt en dinosaur på scenen, så længe T-rex-armene kan nå de rigtige strenge og holde det tight. 40 år inde klarer Atomic Aggressor stadig den del. 

Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.

Seraphic Entombment begraver Pumpehuset i langsom dødsdoom, hvor tiden trækkes ud, luften bliver tung, og lydmuren langsomt lukker sig om publikum.

Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud. 

Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.

Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.

David Ellefsons ego strålede i Metal Church, der spillede fedt, men trak tiden ud med ligegyldig fyld. Armored Saint debuterede endelig i Danmark, men gav et indblik i, at de aldrig har formået at skrive de virkelig gode numre. 

Biohazard havde taget vennerne i Sworn Enemy med under armen til en omgang gammeldags New York-hardcore midt i det, der i gamle dage hed industriferien. Det blev en festlig og rowdy aften fyldt med urenergi. 

Det er over 30 år siden, at både Vader og Kataklysm første gang gæstede Pumpehuset. Tre årtier senere stod de igen på samme scene og cementerede hårdt, at de stadig er relevante at høre på.

Toldermania blev til en ualmindelig veloplagt aften med en bredde i de musikalske indslag, som gør arrangementet ære. 

Kranie mod kranie – Caustic Wound leverede den optimale pause.