KTDF 26: Det store udbrud udebliver
Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud.
Incandescent Debris
Fogo Nas Entranhas
Pinnacle of Death
Astonishing Devastation
Fumarole Emanations
Pyres of the Altar
Volcanic Winter
Pyroclastic Flows
Portugisiske Phenocryst er noget så udsædvanligt som et dødsmetalband med geologisk afsæt. Det er ikke fordi, jeg ikke kan få øje på det metaforiske overlap: geologisk voldsomhed kan sagtens være beslægtet med lydlig voldsomhed, og der ligger en billedverden for dine fødder, hvis du vender blikket mod jorden: katastrofer, død, naturens destruktive kræfter.
Rent musikalsk ligger der formentlig også et vulkanologisk billede og venter: den langsomme opbygning under voldsomt tryk og eksplosionen ved et temposkift eller energiudladning. Bare rolig, vi skal nok komme tilbage til mere geologimetaforik. Det kan slet ikke undgås.
Bandet har været aktive siden 2020 og udgav året efter EP'en ‘Explosions’, inden debutalbummet ‘Cremation Pyre’ udkom i 2024 på svenske Blood Harvest, og det er den, jeg har varmet op til torsdagen på KTDF med. Den udmærker sig ved at bevæge sig mellem massive og langsomme passager, mere klassisk dødsmetal, atmosfæriske mellemspil og så steder, hvor riffs får lov at gå i opløsning. Med andre ord et udmærket album at have i høretelefonerne, men også en anelse indadvendt. Selvom en fenokryst er en krystal, der ligger indlejret i en magmatisk bjergart, ledes tankerne ikke ligefrem mod krystaller, der bruges til Reiku-healing eller yndige krystallamper til hyggebelysning i det holistiske hjem. Tænk i lidt voldsommere baner i stedet.
Og så, for satan, så skal jeg da ellers love for, at lyden foran den lille scene er godt skruet op. Alt på mig vibrerer, og der er ingen mulighed for at miste fornemmelsen for, hvor rytmesporet, dobbeltpedal eller blast beats ligger; det tvinges man til at opleve med hele kroppen. Jeg fristes til at krydre oplevelsen sprogligt med en sammenligning med jordskælv af en forholdsvist solid magnitude, for det er faktisk en voldsom oplevelse, som jeg må overveje, hvor længe jeg kan udholde fra den placering. Ti skridt tilbage betyder forskellen, hvor mit hjerte ikke længere behøver genoverveje at ændre sin rytme for at imødekomme de heftige tryk.
“Det får mig til at bøvse og slå prutter, fordi hele mit mave-tarmsystem bliver masseret med lyd,” konstaterer min kammerat, og det kan der måske være noget om.
Som om der er behov for flere af nogen af delene til en dødsmetalkoncert.
Der er tætpakket i den lille sal, og Phenocryst har greb om deres publikum. Vi får serveret størstedelen af numrene fra ‘Cremation Pyre’ med en tilføjelse af et par enkelte sange fra EP’en. Det hele afvikles ret meget efter bogen, men alligevel har jeg svært ved at mærke det, og jeg når aldrig en 'Pinnacle of Death', selvom den spilles.
Heldigvis lader det ikke til at være en fornemmelse, jeg deler med det brede publikum, og måske er der også bare tale om, at det til tider kan være svært at vende opmærksomhedens lys fra én ting og direkte til den næste. Måske især, hvis førstnævnte ganske enkelt var både velspillet, med god lyd og skøn stage presence og sidstnævnte pakket ind på en scene, der måske i virkeligheden er lige lille nok til, at de kan finde ud af at fylde den ud, uden det ser ud til, at de har brug for mere.
Så vidt jeg ved hedder smeltet stenmasse magma, så længe det fortsat er indkapslet, og bliver først til lava i det øjeblik, det flyder frit. Og måske er det der, vi finder Phenocrysts indkapslede krystaller i dag: Stadig uforløste, indlejret i magma, som flyder – bevares – men som ikke sættes fri i en eksplosion af lava mod en mørk septemberhimmel.
