KTDF V: Fredag

Doomy dødsmetal og gendannelser af et par dødsmetalliske semiklassikere af varierende kvalitet var på fredagsprogrammet på Kill-Town Death Fest.

Devilutions udsendte ankom lidt sent om fredagen, hvor finske Krypts var første band på programmet for mit vedkommmende.

Forinden havde amerikanske Ritual Necromancy samt svenske Bombs of Hades spillet. Særligt Bombs of Hades' d-beat-dødsmetal var der en del snak om rundt omkring på pladsen. Krypts var derimod temmelig langt fra d-beat med deres mange slæbende tritonusintervaller, der giver den tunge, slæbende dødsmetal et mere melodisk og ritualistisk præg, ligesom bandet er i stand til at slå over i et højere, mere thrashende tempo. En positiv overraskelse, der dog også blev lige monoton nok for en førstegangslytter, som koncerten skred frem.

Syng ind i mikrofonen

Angst for doomy monotoni er dog ikke noget, der præger Devilutions udsendte, der efterfølgende indfandt sig i den lille Dødsmaskingen til koncert med spanske Ataraxy (sjovt nok hed et andet band på årets festival Ataraxie, ligesom et italiensk neofolkband med forbindelser til det klassiske Misanthropy Records-band Monumentum lyder navnet Ataraxia; der er er ved at være udsolgt i afdelingen nye bandnavne…). Spansk dødsmetal er ellers – bortset fra Teitanblood – mest kendt for ualmindeligt kedelig såkaldt brutal death metal og grindcore, men heldigvis var der andre boller i suppen med Ataraxy. Et catchy groove og opbrækket klam dødsmetal i sløvt tempo og med doomy passager var, der havde episk flair, hvad vi fik. Ikke mange point for originalitet, men alligevel havde bandet en egen identitet, som ikke alle har, måske også på grund af en vis inspiration fra den finske dødsmetal. Gid sangeren dog havde lært at growle lidt tættere på mikrofonen i stedet for at havde hovedet 30-40 centimeter væk, når ikke han growlede ned til sin guitar - lidt en skam, at vokalen savnede kraft.

Amerikanske Imprecation, der har været i gang siden 1991 (med en lille pause mellem 1998 og 2009), så jeg et par numre af, men det sagde mig ærligt talt ikke noget. Øl med vennerne og anekdoter om Dahlgårds Tivoli og den slags trak på en eller anden måde mere.

Succesfuld dansk gendannelse...

Til gengæld var en førstegangskoncert med ligeledes gendannede danske Detest en stor fornøjelse. Den kan du læse mere om her.

... og en mere ærgerlig svensk...

En sandhed, man ofte prøver at få sig selv til at glemme, er, at der er visse lighedspunkter mellem svensk mere eller mindre melodisk dødsmetal og så nyere metalcorevarianter. Men ligeledes gendannede svenske Centinex, der spillede deres første reunionkoncert på KTDF i år, ville ikke lade mig glemme. Jeg husker ellers bandet som udmærket melodisk dødsmetal fra 2. division, mens senere udgivelser gik over i en mere moderne stil med en klar (og lidt poleret og steril) lyd. Her lød det også sterilt og poleret, og det virkede, som om man stod og hørte den samme sang igen og igen. Store dele af salen så dog ud til at nyde det, især når bandet spillede med lidt semibrutale muskler, men i mine ører lød stilen, der så gerne vil være moderne anno 2004, som om den var helt, helt død. Og ikke på nogen lystfuldt råddenskabsboblende måde.

Af arbejdsrelaterede årsager måtte jeg tage tidligt hjem og således misse Auroch og God Macabre. En skam, da folk dagen efter især talte varmt om sidstnævnte.