Satans disciple i Lyngby

Satans disciple i Lyngby

Black metal-duoen Inquisition holdt for fjerde gang i år på dansk grund den misantropiske fane højt. Supporten, det ellers glimrende danske black metal-band Fjorsvartnir, gik ned med det sorte flag.

Kunstner
Spillested
Dato
26-08-2014
Trackliste
1. Force of the Floating Tomb
2. Nefarious Dismal Orations
3. Command of the Dark Crown
4. Those of the Night
5. Embraced by the Unholy Powers of Death and Destruction
6. Desolate Funeral Chant
7. We Summon the Winds of Fire (For the Burning of All Holiness)
8. Master of the Cosmological Black Cauldron
9. Astral Path to Supreme Majesties
10. Where Darkness Is Lord and Death the Beginning
11. Infinite Interstellar Genocide
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der må siges at være lidt af en bedrift, når et lille black metal-band fra den anden side af Atlanten formår at gæste Danmark hele fire gange på et halvt år. Men man forstår nu godt efterspørgslen efter Inquisition. I februar fungerede de som den perfekte opvarmning for Behemoth i København og Århus. I sidste måned gæstede de Metal Magic Festival, hvor de fik Devilutions udsendte til at konkludere, at duoen lød som alle helvedes dæmoner på én gang. 

Det må siges at være noget af præstation, men der er noget om snakken, når først de to amerikanere (der faktisk ikke er helt så meget fra Colombia, som medierne og vi selv har fokuseret på) først folder sig ud på scenen.

Påkaldte Satan!

Særligt frontmand Jason ”Dagon” Weirbachs unikke vokal får ham til at fremstå som en udsendt kriger fra Den Hornedes hær. Den ejendommelige, sammenbidte og rå måde, som han artikulerer sig på, er simpelt hen skabt til black metal-genren. Især i den syv minutter lange ’Desolate Funeral Chant’ gik hans messende og dæmoniske vokal suverænt sammen med nummerets repeterende og transcendentalt tunge guitarriffs. Eller i ’Those of Night’, hvor han med og dyster og chantende stemme påkalder mørkets kræfter i teksten ”Bring my master / summoning the ancients of doom”.

Galoperende trommer

At overvære en koncert med Inquisition er som at vidne til en sort messe. Et ritual for de indviede, der dyrker black metal-genrens mørke udtryk, misantropiske lyrik og helvedes aggressive tempo. Og der er satme fart på i Inquisition!

Det er muligt, at Jason Weirbach stod i front, men denne aften var det bandets anden part, som stjal billedet. Trommeslager Thomas ”Incubus” Stevens galoperede løs, som gjaldt det slutspurten i årets Derby. Særligt mod vejs ende tornede trommerne af sted i den nye diabolske skæring ’Master of the Cosmological Black Cauldron’ og forrige plades ’Astral Path to Supreme Majesties’. Opvisning er måske det helt rette ord, som Stevens sad der med et koncentreret blik i øjnene og tævede løs på trommerne som en anden skabning med otte tentakler.

Manglede det sidste hug

De to herrer har spillet sammen siden 1996, og det både ses og især høres. De går fra at spille i voldsomt tempo til at slutte numrene af på det præcise taktslag. De gjorde det lige fra aftenes første nummer ’Force of the Floating Tomb’ til lukkeren ’ Infinite Interstellar Genocide’ – begge hentet fra sidste års mesterlige ’Obscure Verses for the Multiverse’.

Desværre fik vi aldrig pladens titelnummer eller et sidste ekstranummer for skillingerne. En anelse selvmodsigende, når Jason Weirbach midt under koncerten proklamerede, at de allermest nød at spille foran et lille publikum på små intime steder, som Templet. Så havde en hugtand mere end 50 minutters koncert vel været på sin plads.

Supportens evner fejler intet

Det var næsten lige før, aftenens support stod lige så længe på scenen. Godt og vel 40 minutter blev det til i selskab med danske Fjorsvartnir. Bandets alter ego, frontmand/guitarrist Andreas ”Fjorgynn” Villumsen, komponerer og indspiller al musikken selv. Det er faktisk ikke til at høre på plade, og det er muligt, at hans fysiske fremtoning ikke fylder alverdens på en scene.

Men tag ikke fejl. Villumsens evner på instrumenterne fejler intet. Velsagtens derfor de gamle veteraner i Detest har hyret den 28-årig multimusiker til at håndtere bassen i deres nye og gendannede udgave.

Det er heller ikke til at tage fejl af Villumsens forkærlighed til de norske anden-generations black metal-grupper, som slog igennem for tyve år siden. Lige fra bandets old school-corpse paint til musikkens vekslen mellem det aggressive tempo og det rolige og melankolske udtryk. Fjorsvartnirs melodiske black metal synes nemlig især at hente inspiration i det tidlige Enslaved, Dimmu Borgir, Helheim og Emperor som eksempelvis i nummeret ’Legions of the North’ eller den spritnye skæring ’Krigsat’. I hvert fald to af de bedste numre, Fjorgynn og hans lejesvende leverede.

Stivnakket og støbt i cement

Men én ting er selvfølgelig talentet og musikken, én anden ting er at få det til fungere overbevisende live. Her haltede det sgu en del i længden. Der manglede simpelt hen pondus i bandet. Fremtoningen var stivnakket, og de stod som støbt i cement og lignede alt for ofte en usikker forsamling, som ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv på scenen. Som en gut kommenterede efter koncerten: ”Det ser sgu underligt ud med en bassist, der har corpse paint på og samtidig ser bange ud!”.

Gå til den for helvede

Nej, Fjorgynns besætning gjorde ikke indtryk med denne slatne seance. Tænk på den fandenivoldskhed, de drabelige aggressioner og selvtillid, genrens store ikoner har. Bands som Marduk, Mayhem og alle de øvrige. Her hvor musikken live ledsages af galskaben og det nærværende kaos, som findes i den. Her hvor de magiske momenter kommer ud over scenekanten og sender publikummet i en trance af smittende smadder. På den front kan Fjorsvartnir i den grad stadig lære af idolerne.

Sætliste: 1: A Psalm of Embedded Hate / 2: Gathering the Legions (nyt nummer) / 3: Legions of the North / 4: Levende begravet / 5: The Blood of Our People / 6: Krigsat (nyt nummer)