Selvplagiat
‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.
Oblivion
In Darkness
Unbreakable
Glenwood
Lionheart
Death Can Take Me
War Machine
A Nameless Hymn
Forevermore
Man kan ikke negligere Lorna Shores indvirkning på den moderne, ekstreme metal. Siden bandet fandt ro i det nuværende line-up, har kvintetten erobret verden. Vi har fået et utal af koncerter i Danmark, der kun er blevet stærkere og større for hver gang. Det har været forfriskende og inspirerende at følge bandets succes, groet på en bund af kompetencer og stærk, indlevende sangskrivning. I en sådan grad, at de fleste nok vil pege på ’Pain Remains’, hvis man skulle angive en enkelt plade, der har eleveret deathcoren til, hvor vi har den i dag.
Den status får ’I Feel The Everblack Festering Within Me’ næppe. Ikke at pladen er dårlig, og kvintetten er da heller ikke blevet mindre kompetente, men udgivelsen bringer absolut intet nyt med sig. Hverken musikalsk eller lyrisk. For at sige det pænt, er den resultatet af ti kompositioner, vi efterhånden har hørt til ukendelighed. Glædeligt for dem, der bare ikke kan få nok af Will Ramos’ stadig vanvittigt dygtige vokalføring, Adam De Miccos konsekvent overdrevne guitar-onani og Austin Archeys velkendte tæven på de dobbelte stortrommer. Det hele krydret med det vanlige, storladne kor og introer, der resonerer mere eller mindre med kerneindholdet af numrene.
Synes man derimod, at man efterhånden har hørt det hele før, så buldrer ’I Feel The Everblack Festering Within Me’ en smule hult.
Førstesinglen ’Oblivion’ var ikke ligefrem overbevisende. Et solidt nummer, men intet, der nærmede sig tidligere førstesingler som ’Sun//Eater’ eller for den sags skyld ’To The Hellfire’, der efterhånden har udviklet sig til en nyklassiker i deathcore-sammenhæng. De efterfølgende singler var af tilsvarende kvalitet.
Det samme gør sig gældende for pladen i fuld længde. Lorna Shore åbner ballet med pomp og pragt i form af ’Prison of Flesh’, den bedste af de tre forudgående singler. ’Oblivion’ følger trofast trop, før vi får ’In Darkness’. Det første nye nummer fortsætter fint i forlængelse af de foregående, men det er samtidig nummeret, hvor man begynder at mærke gentagelsen og den knap så stærke sangskrivning, der udfordrer pladen i at fastholde interessen.
Herefter bliver man sjældent fanget af det musikalske univers. ’Lionheart’ lykkes momentvis med at lyde af mere end en gentagelse, mens ’War Machine’ naturligvis skaber opmærksomhed med sit doom/Metallica-riff-homage. Er det decideret interessant? Nej, men det giver pladen et element af mere end blot det samme.
Nuvel, der er nuancer og detaljer, der ved flere gennemlytninger skaber værdi. Men det er typisk i det sekundære indhold. ’Oblivion’ står eksempelvis stærkere i form af den twangede country-guitar-association og de massive referencer til 60’er-westerns. Naturligvis, fristes man til at sige, indarbejder bandet ikke den lyd tydeligt i selve nummeret, bortset fra momentvise callbacks, bliver det begravet i lyden fra de primære instrumenter. En gennemgående tendens i Lorna Shores tilgang til sangskrivning. I det hele taget står de ellers fine musikalske indslag (intro og outroer) hyppigt alene på pladen – ude af kontekst og uden at man rigtig forstår, hvorfor vi pludselig skal iføres cowboyhat og seksløber. Sådan er det desværre ofte, når vi ikke taler om det vanlige kor.
Generelt set rejser ’I Feel The Everblack Festering Within Me’ flere spørgsmål, end pladen besvarer. Det største og mest presserende er: hvorfor? Hvorfor er kompositionerne ikke stærkere? Hvorfor kopierer et af genrens mest markante bands sig selv i den grad? Men primært og altoverskyggende: hvorfor skal vi egentlig lytte til pladen? Man kan godt tillade sig at forvente mere af genrens mest populære band.