For fremtiden og for udviklingen
Populær
Lorna Shore har udgivet en plade i takt med tiden. På en gang Inkluderende, alsidig og spændende, uden at gå på kompromis - en udgivelse, der bryder rammerne for, hvad Deathcore er.
Into the Earth
Sun//Eater
Cursed to Die
Soulless Existence
Aoptheosis
Wrath
Pain Remains I: Dancing Like Flames
Pain Remains II: After All I've Done, I'll Disappear
Pain Remains III: In a Sea of Fire
Det er forholdsvist nemt at skrive et Lorna Shore-nummer. Først tager man en storladen intro. Det kan være akustisk guitar, neddæmpet synth eller stryger, men oftest er det et helt klassisk kirkekor og -orgel. Så skal der enten tilføjes trommer eller vokal. Oftest er det Austin Archey, der får lov til at lægge en bombastisk bund og konsekvent tromme-bombardement – og så er det ellers på tide at få Will Ramos igang.
Vokalmæssigt kan det variere lidt. Enten lægger vi ud i et black metal-skrig, ellers får vi det tunge, dybe deathcore-growl mens resten af bandet stemmer ind. Hele balladen er utroligt ørehængende. Nærmest poppet i sin sangskrivning. Men inden det ender alt for meget i vellyd og black-metal associationer, skal vi have et klassisk deathcore-drop. Ørene skal helt ned til knæhaserne og tilbage før omkvæd og orgel-arrangementer igen sætter ind. Og mon ikke det hele toppes af en solo fra guitarvirtuos Adam De Micco. Sådan er Lorna Shorts fjerde fuldlængde udgivelse blevet til – på samme vis som alt andet materiale bandet har udgivet de seneste to år.
En succes for band og for genre
Det er naturligvis en slem simplificering og en afsindig underdrivelse af, hvor spændende en plade ‘Pain Remains’ i virkeligheden er. Ikke nødvendigvis på grund af musikken. Her bunder simplificeringen i sandhed. Det ændrer nu ikke ved pladens ti kompositioner oftest er af højt niveau. ‘Pain Remains’ er en kulmination. Ikke kun på bandets udvikling men ditto for deathcoren som genre.
Det første er udelukkende bandets egen fortjeneste. De seneste år har set bandet eskalere alt, fremvist imponerende kompetencer og sans for sangskrivning, ført an af '...And I Return to Nothingness' (2021). På live-fronten har bandet ditto haft succes med at "få" de rigtige opvarmnings-gigs og festival-spots. Også selvom koncerten i Pumpehuset ikke var optimal.
Læg hertil rekrutteringen af Will Ramos, der har eleveret omtale af bandet til et helt åndsvagt niveau. Lorna Shore har taget konsekvenserne af fortiden, haft målet for øje og står i dag som en kæmpe succeshistorie for en genre, hvis andre succeshistorier daterer tilbage til midt-2000’erne. En genre, der for fem år siden fremstod som et komma i moderne metal-historie.
‘Pain Remains’ er symbol på den revitalisering genren har gennemgået/gennemgår. Det er ligeledes en plade, der skubber til grænserne for, hvad deathcore kan tillade sig. Der er ikke meget Red Chord, Job For A Cowboy eller Suicide Silence at finde. Inspirationen er indiskutabel, men der er andre bands, der fylder mere i Lorna Shores univers af inspirationskilder.
Dimmu Borgir giver sig selv, ligesom man nærmest kan høre Satyricon og Behemoth i nogle af De Miccos riff-sektioner. På samme vis kan man ikke ignorere inspirationen fra den symfoniske metal, der i høj grad giver bandets kompositioner en episk kvalitet. Så kan man naturligvis diskutere, om kvintetten overhovedet spiller Deathcore. Om udviklingen er af genren eller af bandet.
Om hønen kom før ægget eller ej, er egentlig også irrelevant. Lorna Shore, og en håndfuld af ligesindende bands, har slået det nødvendige hul. Inspireret og sat en alternativ kurs, der ikke nødvendigvis er defineret af Thy Art Is Murder, Carnifix eller tidlig Whitechapel. Der er givet intensiv førstehjælp til en genre, hvis store navne er døende, eller decideret har forladt den til fordel for andre, grønnere genre-græsmarker.
Music for the masses
Men ‘Pain Remains’ er ikke kun livsgivende hjertemassage. Det er først og fremmest en flot udgivelse. En omfavnende plade, der går flot i spænd med sin samtid. Det er en inkluderende udgivelse, der på en og samme tid er ekstrem af udtryk og utroligt melodisk og indbydende. En plade, der slå væggene mellem siloerne ned og velkommer udtryk og publikum udefra – og det er sandsynligvis ‘Pain Remains’ største styrke.
‘Welcome Back, O’ Sleeping Dreamer’ er en bombast af en svulstig åbner, der fra start sætter et højt tempo og niveau. Man bliver som lytter revet rundt i ‘Into the Earth’, bliver mindet elegant om bandets sans for storladen sangskrivning på ‘ Sun//Eater’ og får serveret masser af aggressivitet på ‘Wrath’. Og selvom midtersketionen måske giver lidt for meget plads og pusterum, fastcementerer den afsluttende ‘Pain Remains’-trio præcist hvor god en plade Lorna Shore har udgivet.
Danske Hanging the Nihilist var hurtigt ude på de sociale medier og kommentere, at det er svært at komme i nærheden af Deathcore album of the year (med ‘Prophetic Blasphemy’ - giv den et lyt). Forståeligt, ‘Pain Remains’ er ikke bare en stærk deathcore-udgivelse, det er en seriøs kandidat inden for ekstrem-metallen generelt, når det kommer til årets udgivelse.