Endnu et lig til metalcorekirkegården
Populær
The Agonist overlever uden Alissa White-Gluz, men på bekostning af stort set alt andet interessant.
My Vitness, Your Victim
Danse Macabre
I Endeavor
Faceless Messenger
Perpetual Notion
A Necessary Evil
Architects Hallucinate
DIsconnect Me
The Perfect Embodiment
A Gentle Disease
Follow The Crossed Line
As Above, So Below
Da Alissa White-Gluz i 2014 gjorde sig særdeles gode venner med Arch Enemy, var det store spørgsmå,l hvad der skulle ske med den canadiske kvintet The Agonist. Ville bandet stoppe, udnytte situationen og skabe noget nyt eller træde videre i samme velkendte spor? Svaret kom et lille år efter i form af 'Eye Of Providence'. På denne fjerde fuldlængdeudgivelse er vokalen overtaget af den ganske kompetente Vicky Psarakis. Der growles som forventet, men modsat tidligere udgivelser har den rene vokal denne gang et markant overtag. Musikalsk holder The Agonist stadig fat i metalcore-genren i en generelt steril og ren produktion. I kombination med at bandets kompositioner er blevet langt simplere, efterlader det lytteren med et album, der er langt lettere tilgængeligt end tidligere udspil. Sandsynligheden for, at ældre fans af bandet vil finde udviklingen skidt, er høj. Omvendt søger The Agonist tydeligt mod et mere mainstream marked og derved også nye medlemmer af The Agonist fan-familien.
Nuvel, der skal mere end gode intentioner til at skabe et godt album. Kvintetten kommer ellers ganske fint fra start, hvor Psarakis pisser territoriet af på 'Gates Of Horn And Ivory' og leverer en overbevisende vokal. I det hele taget blæser åbningsnummeret af sted på alle tangenter. Ganske fine guitarkompositioner og sangstruktur. Herved er albummets bedste nummer præsenteret. Herefter spiller kvintetten livligt løs med alle de velkendte metalcoreelementer med vekslende succes. Det bliver aldrig rigtig fedt, selvom 'I Endeavor', 'Disconnect Me' og 'Follow The Crossed Line' da har nogle velsmagende øjeblikke. Bedst går det bandet og Psarakis, når de bløde elementer og den rene vokal pakkes langt væk, hvorved The Agonist selvsagt falder fuldstændigt igennem på den irriterende 'A Gentel Disease' og den afsluttende tudehymne 'As Above, So Below'.
Samlet set kniber det med interessant materiale på 'Eye Of Providence'. Kompositionerne er hørt før i bedre versioner og fremstår i denne kontekst forholdsvis ligegyldige. Vokalarbejdet er i sig selv ganske fint, men den rene vokal får, i forlængelse af førnævnte problemer med kompositionerne, slet ikke nok spillerum og tenderer derfor til at skabe irritation hos lytteren, som pladen skrider frem. Der er ingen tvivl om, at The Agonist forsøger at rykke sig mod et større publikum. I den proces har de mistet en stor del af den charme og relevans, de havde tidligere. Konklusionen: The Agonist havde muligheden for at træde ud af tidligere rammer, tog den delvist, men desværre i den sandsynligvis værste retning. 'Eye Of Providence' ender desværre med at være endnu en gang halvligegyldig metalcore til den store 'core-kirkegård.