Pseudo-djent og klynkesang

Pseudo-djent og klynkesang

Architects' sjette udspil starter lovende, men overdøves hurtigt af ynkevokal og ærgerlig masterering.

Kunstner
Label
Distributør
Trackliste
Gravedigger
Naysayer
Broken Cross
The Devil Is Near
Dead Man Talking
Red Hypergiant
C.A.N.C.E.R
Colony Collapse
Castles In The Air
Youth Is Wasted On The Young
The Distant Blue
Karakter
3

At Architects' bandmedlemmer alle er veganere og engang har heddet Count The Days (læs: Verb The Noun) kommer ikke som en overraskelse, og at deres seneste materiale er mere miljøpolitisk end en ‘Recycle Or Die’-totebag heller ikke så meget. At det alligevel tog mig så lang tid at finde ud af, hvad jeg synes, var derimod mistænkeligt. Sagen er, at det nyeste udspil ‘Lost Forever//Lost Together’ egentlig starter godt og umiddelbart virker spændende, og at jeg faktisk ikke har noget imod, at bands har en politisk side.

Første nummer, 'Gravedigger', slår stærkt og gør alt, hvad metalcore skal i en helt habil udgave. Clean vokal og uptempo omkvæd, og jeg er egentlig optimistisk og forventningsfuld. Næste nummer, succesinglen ‘Naysayer’ holder styrken, men i en mindre strømlinet variant, med lidt mere variation i tempo og vokal. Jo, vi bliver da serveret breakdowns og stakkerede rytmer ad libitum, men det er også at forvente. Desværre begynder det  at halte alvorligt allerede ved tredje nummer, og så rammer monotonien som en kaskelothval i frit fald. Og det kan intet breakdown eller sample med Sea Shepherd-frontmand Paul Watson fikse.

Hovedproblemet er forsanger Sam Carters vokal, der virkelig gør det svært at lytte hele albummet igennem. Rent teknisk er der ikke meget bund i stemmen, der mest lyder, som om den hænger i flænsede stemmebånd. Dernæst hænger han fast i de samme fraseringer, der minder mig om sangeren fra bandet i ‘Pay Your Engineer’-videoen - I ved, den, hvor de ikke betaler produceren og får et dancebeat i stedet. Det bliver så trættende, og så ensformigt så hurtigt. Man får hurtigt en forkærlighed for de mere clean passager, alene fordi de er et frirum.

Volumen en masse

Det er desværre ikke kun vokalen, man savner frirum fra. Ved det instrumentale midterstykke, ‘Red Hypergiant’, gik det op for mig, hvor behageligt det ellers ikke specielt interessante nummer var efter 20 minutters lytten. ‘Lost Together’ er simpelthen masteret sådan, at selv ikke-tekniske typer som mig tænker "loudness war" - og et hurtigt Garageband-forsøg viste da også dette via et lydspor med et ret så konstant lydniveau. Det kan være, det er symptomatisk for metalcore i dag, men det gør det edderirriterende at høre på i længden.

Sammenlagt dækker vokal og lydniveau altså over de kvaliteter, ‘Lost Forever//Lost Together’ ellers består af. Hvilket egentlig er ærgerligt, da Architects bestemt ikke er det værste metalcore, man kan opdrive. Det er langt mere teknisk avanceret end den gængse metalcore, og man kan ikke komme forbi den mere djentede side af musikken. De fleste numre er også ret spændende opbygget, endda med fede melodier, men desværre afhjælper ikke det irritationsmomenterne. Og så er djent også lidt passé efterhånden.

Architects har med ‘Lost Forever//Lost Together’ ikke bedrevet noget mesterværk, om end det ikke er af den værste skuffe. Måske en liveoplevelse - som man jo kan få senere på ugen i Pumpehuset - får en på andre tanker, hvor lyden måske får lov at være mere dynamisk. Foreløbigt kommer ‘Lost Forever//Lost Together’ nok ikke i rotation igen - ikke før de måske finder en ny sanger og optager hele diskografien igen med en bedre producer.