Parkway Neutral
Populær
Med et langtrukkent, rutinepræget sæt med kun enkelt lyspunkter lykkedes det ikke Parkway Drive at tvinge Amager Bio i knæ.
For en gangs skyld havde redaktionen problemer med at finde anmelder til Parkway Drive i Amager Bio, og undertegnede kunne desværre ikke nå frem på sekundet, hvor Parkway Drive indtog scenen. Rygterne ville imidlertid sige, at hovedsupporten, Heaven Shall Burn, havde leveret et velklingende og energisk show, samt at især Carnifex havde skilt sig ud med en tonstung levering. Men videre til aftenens australske hovednavn.
Efter fornylig at have set Parkway Drives første dvd-udgivelse, der fortæller bandets historie, kunne man ikke andet end at have sympati for disse fem surfer dudes fra Byron Bay. Deres tilbagelænede og ydmyge tilgang til deres egen succes gik rent ind, og måske i ren befippelse begyndte musikken at bide på. Jeg huskede imidlertid tilbage på bandets optræden på Copenhell 2013, hvor jeg var langt fra imponeret, men de kunne jo overraske i Amager Bio.
Lad det være sagt: Det gjorde de desværre ikke. Det blev kun til et par gange i løbet af det 14 sange lange sæt, at jeg lod mig rive en smule med. Første gang var i ‘Idols and Anchors’, hvor jeg sammen med en god del af salen sang med på introtemaet. Herefter forsvandt interessen, som ikke blev fanget før det udmærkede afslutningsnummer og bandets til dato største hit, ‘Carrion’. Resten af sættet bød på mere af det samme - eller rettere for meget af det samme.
Kedsomheden blev desværre ej heller afhjulpet af hverken sceneudsmykningens surftema eller et band, der virkelig mente det, de spillede. Der var for meget “endnu en dag på kontoret”-stemning over Parkway Drives optræden denne aften. Sandsynligvis lagde den danske stage diving- og crowdsurfingpolitik en dæmper på de gemytter, der ellers er hverdagskost for bandet, eftersom Parkway Drive er berømt og berygtede for netop deres maritime cirkus af et sceneshow med surfbrætter og oppustelige badedyr i stride strømme. Et enkelt badedyr med en smule dertilhørende crowdsurfing blev det da til, men langt fra nok til at aflede opmærksomheden fra, at bandet havde en tendens til blot at agere stenstøtter.
Til trods for ensformige sange skåret over den samme læst af breakdowns og metalcore-riffs samt en kedsommelig eksekvering mandag aften i Amager Bio, så er min sympati for Parkway Drives projekt nogenlunde intakt. De er absolut ikke gudsbenådede instrumentalister, de spiller blot det, de kan, og hygger sig med det, hvilket har bragt dem til, hvor de er. Og det kan man ikke andet end have respekt for. For målt på publikum, og hvordan de agerede i pitten, så syntes Parkway Drive at komme ud til et bredere publikum end det typiske hardcore-/metalcorepublikum. Der var nemlig ikke så mange svingende arme eller overdrevent tramperi, som man ellers kender det fra disse genrer.