Briller af stål - Fra kutter til hoodies: Southern Lordcore

Southern Lord er mest kendt som ham-fra-Sunn-O)))s-label og som sådan forbundet med doomy subgenrer, black, dark ambient og avantgarde. På det seneste er de branchet ud og begyndt at gøre det i hardcore. Briller af Stål prøver at forstå hvorfor.

Det er sikkert bare mig, der ikke havde opdaget, at Southern Lord var begyndt at gøre det i hardcore ved siden af deres vanlige arbejde. Ren underradarenhed, velsagtens, uvakthed, arbejde, vinduer, der skulle males, sådan noget. Jeg var ellers ret glad for sidste års 'Blind' med sydstatsstraightedgerne Dead in the Dirt, der temmelig effektivt væltede sig igennem et dybt fokuseret powerviolencespor, men at den, eller for den sags skyld Bl'Ast!-remasteren, var kommet på Southern Lord, opfangede jeg aldrig.

Det har egentlig også stået lidt uklart hen, hvorfor selskabet vælger at beskæftige sig med hardcore nu: Det er ikke, fordi der som sådan er et specielt slægtskab mellem de bands, de udgiver, ikke en speciel sound de er gået i gang med at opdyrke. De fleste kunne lige så vel være udkommet på nogle af de andre labels, der peddler hardcore til metalfolket, såsom Deathwish eller Relapse, og deres fortjenester ufortalte, så var det ikke rigtig til at sige, hvorfor Southern Lord skulle prøve at blive et mini-Relapse.

Ikke før nu, hvor det åbenbares, at grunden i virkeligheden var, at den ene af stifterne, Sunn O)))s Greg Anderson, som det naturligste i verden skulle kunne udgive en opsamling af hans gamle youthcrewband Brotherhoods samlede indspilninger. Det har nemlig været en hellig gral i et eller andet parallelunivers, som vist primært er beboet af Anderson selv og et par stykker, der gerne ville claime cred på at have kendt ham dengang i slutningen af 80'erne i Seattle, hvor en korthåret, shorts- og sweatshirtklædt Anderson med X'er på hænderne prøvede at genoplive hardcore med de samtidige Youth of Today og fortidens helte, DYS, SSD og Uniform Choice som meget tydelige forbilleder. Ikke et ondt ord om at ville spille den slags hardcore, det kan man ikke rigtig fortænke nogen i, og der er de bedste intentioner over de 11 sange på 'Till Death...'. Det er bare ærgerligt, at det ikke forhindrer det hele i at lyde lidt gumpetungt, som et andenrangs-Judge, ikke mindst på grund af den seriøst enerverende vokal. Det gør det lidt svært at forstå, hvorfor den her plade pinedød skulle ud, når nu man skulle mene, at Anderson på trods af Sunn O)))s lange stilhed på pladefronten, som først er blevet brudt med de to samarbejder med Scott Walker og Ulver, har rigeligt med udgivelser under bæltet, så der ikke skulle være nogen grund til at stive selvfølelsen af med denne plade. Det er i hvert fald svært at se 'Till Death...' som andet end et nostalgitrip for en snæver kreds af involverede.

Skatere i fuld flugt gennem Venice

Når det kommer til reissues, så giver det langt bedre mening at genudgive Excels debut 'Split Image' fra 1987. Bandet kom fra den samme scene som Suicidal Tendencies og No Mercy og medvirkede da også sammen med dem på den klassiske 'Welcome to Venice'-sampler, og på samme måde som de grupper udvidede de rammerne for, hvad man kunne spille inden for crossover allerede på debuten. Det er en stærkt metallisk hardcore med vægt på intrikate melodistykker, masser af leads og så mange riffs, der overhovedet kan stoppes ind i hvert nummer, hvad bare åbningsnummeret 'Your Life, My Life' demonstrerer med sin opbygning med intro, omkvæd, bro, ny bro, en til bro, vers, broen fra før, C-stykke, bro med solo og C-stykke over i solo og intro igen. De kan godt thrashe igennem, de kan også throwe down, hvis det er det der skal til, men det meste af tiden stikker de af fra enhver fornemmelse af sikkerhed. Som skatere i fuld flugt gennem byen. Excel toppede endda bedriften to år senere på deres næste plade, 'The Joke's on You', et langt mere helstøbt værk med endnu bedre riffs og bedre sammensatte numre – gode nok til at Metallica plankede en intro og et versstykke til hittet 'Enter Sandman' to år senere – men herefter gled bandet lidt ud i sandet. Adam Siegel gik over i Infectious Grooves, og det er vel næsten i sig selv grund nok til at opløse sit oprindelige band for ikke at besmudse det med den slags, og herefter faldt det hele fra hinanden. Der kom et tredje album, men det bliver aldrig det, nogen kommer til at huske Excel for. Nu er 'Split Image' så igen gjort tilgængelig for et nyt hardcorepublikum, og et halvvejs gendannet Excel spillede fornylig i Los Angeles sammen med en række af Southern Lords andre hardcorebands.

Hober af pilgrimme på vej mod God City

Den tid er for længst ovre, hvor et band som Excel kunne revolutionere hardcore, og rigtig mange hardcorebands lader også til at være fint tilfredse med bare at gentage det, de nu synes lyder fedt, og se det som et bidrag til scenen, at der bliver hældt lidt mere af det samme oveni. Sådan et band er canadiske Baptists, der også var på plakaten sammen med Excel for en god uges tid siden. Bandets andet album, 'Bloodmines', er et klasseeksempel på, hvor upersonlig man kan lave sin hardcore, og hvordan en tur omkring God City-studiet kan sikre en absolut mangel på differentiering fra alle andre bands, der har været samme vej. Det er jo ikke som sådan, fordi den lyd, Kurt Ballou laver, ikke er virkningsfuld og ikke passer til musikken, det er bare det, at alt for mange af de bands, der opsøger ham i disse år, passer alt for godt til hans lyd. Jeg kommer hele tiden til at tænke på The Banners ligeledes Ballou-producerede 'Frailty' når jeg hører 'Bloodmines', og det var da sådan set et fint album, da det kom, men i de mellemliggende år er der kommet så mange fuldstændigt enslydende plader fra andre bands, at det virker så trættende, så trættende at prøve at forholde sig til et nyt.

Numre som 'Vistas' og 'Bloodmines' prøver virkelig på at skille sig ud med et rigtigt tema og et demonstrativt langsomt tempo, men materialet er bare ikke stærkt nok, og resten af pladen igennem tonser Baptists afsted, uden at noget af det hænger ved. Jeg kan høre nogle referencer til His Hero Is Gones 'Monuments to Thieves', og tilsyneladende mener bandet selv, eller i hvert fald deres label, at de er oppe at tangere Drive Like Jehu sine steder, men det er fuldstændig fejlskudt: Baptists ejer ikke den egensindighed, der gjorde de bands' plader uafrystelige. Når jeg endnu en gang troligt har hørt 'Bloodmines' igennem, er det eneste, der sidder fast i ørerne på mig et øjeblik, det Converge-lydende omkvæd fra afslutteren 'For Profit', og det dummeste er næsten, at det nummer i sig selv er en ren gentagelse af deres eneste andet mindeværdige nummer, debutens 'Mortarhead'. Så altså.

Store melodier, store følelser, store hymner

Oven på denne korte gennemhegling, der ikke engang har taget højde for hvor belastende Obliterations-pladen også var, kunne det være oplagt at konstatere at Southern Lord simpelthen ikke evner at spotte kvalitet og friskhed inden for hardcorescenen, medmindre den allerede er blevet bekræftet af alle andre i årtier. Så entydigt er billedet heldigvis ikke.

Svenske Gust droppede i slutningen af september en selvbetitlet plade, der er befriende åben i sin lyd og kan bryste sig af nogle i særklasse velskrevne numre. Så hul i at der absolut ingen nytænkning er at spore hos bandet, i en grad så en af mine venner troede, det var noget fra '94, da jeg blastede det i et tomt festlokale en sensommerdag. Selv ville jeg nok have stadfæstet det nogle år senere, omkring Terror og Unearths plader fra starten og midten af 00'erne, men det er altså der vi er: I metalcore med store melodier, store følelser og store hymner. Der er twinleads og gothstemning, så ikke et øje er tørt på det oplagte hit 'Unease', og der er slagsang i marchtempo på 'Reality Chokes', og man skammer sig egentlig lidt over at synes, det er så fedt, som det er, men det er simpelthen for effektivt til ikke at lade sig rive med. Så er jeg faktisk villig til at se igennem fingre med, at pladen taber fremdrift på de langsommere, ret stillestående numre midtvejs, 'From Cradle to Grave' og 'Hollow Faces', og at det heller ikke er alle af de hurtigere numre, der bliver hængende bagefter, for Gust er tjeppe nok til at samle den op igen. 'Humility in Disguise' nyder godt af gæstevokal fra produceren, From Ashes Rises Brad Boatright, og det er tydeligvis den arv, Gust har sat sig for at løfte med deres politisk ladede, melodisk anlagte hardcore.

'Gust' kommer ikke til at overbevise oldschoolerne, det er en plade for dem, der er så nü-school, at de betragter Snapcase som oldschool. Det er en plade, der holder hardcore i gang. Endnu en. Og Southern Lord er så blevet endnu et label, der holder hardcore i gang ved at læsse plader ud med bands, der lige så godt kunne have ligget på Victory eller Eulogy, men nu ligger på Southern Lord, fordi. Hvis der ligger en strategi bag, fortaber den sig endnu i tågerne, men hvis den indebærer mere af sådan noget som Gust, så kunne det alligevel godt blive fedt nok at følge.

Brotherhood: '... Till Death' (Southern Lord) udkom 16. september
Excel: 'Split Image' (Southern Lord) udkom 30. september
Baptists: 'Bloodmines' (Southern Lord) udkom 14. oktober
Gust: 'Gust' (Southern Lord) udkom 16. september