Norske ulve i tung terapi

Populær
Norske ulve i tung terapi

Man skal tage det smukke med det mørke og ellers være forberedt på en omgang kold, minimalistisk drone, når norske Ulver og amerikanske Sunn O))) slår sine musikalske pjalter sammen.

Titel
Terrestrials
Dato
14-02-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Let There Be Light
2. Western Horn
3. Eternal Return
Karakter
3

Man skal bladre små fem år tilbage i pladesamlingen for at finde det sidste studiealbum fra de amerikanske drone-konger i Sunn O))), ’Monoliths & Dimensions’ (2009). Det er derfor også med en sund portion forventningsfuldhed gemt under vesten, at der nu er en ny udgivelse fra den tunge duo på gaden - parat til at blive dykket ned i og forsvinde ind i. Som de mange Sunn O)))-kendere (også) herhjemme vil vide, er det nemlig (blandt andet) det, der i høj grad kendetegner Sunn O))): En lyd så tung, at det soniske let associeres til et hav i slow-motion, som det i sig selv kan være en kamp at trække vejret og overleve i; men samtidig en lyd, der forsøger at skabe et rum af uendelighed, og som er så kompleks og facetteret, at man som lytter gerne køber den udstrakte og -strækkende forståelsesramme, som musikken på semiterapeutisk/-sociologisk vis også kan ses som et forsøg på.

’Terrestrials’ træder på sin vis nye vande for Sunn O))), idet at det er deres mindst hidsige udspil til dato. Samtidig er pladen en såkaldt collaboration-udgivelse (eller samarbejdsplade, om man vil) og er indspillet og udgivet sammen med Ulver. Sunn O))) har tidligere samarbejdet med andre bands og haft diverse musikere med inde over deres plader, men det er første gang, at de udgiver en plade med Ulver. Til trods for det nye samarbejde vil ’Terrestrials’ dog formodentlig i højere grad snakke til dem, der i forvejen er bekendte med Sunn O))), end den vil henvende sig til fans af Ulver. For til trods for at Sunn O))) udvider sit musikalske cv til ligeledes at indbefatte en udgivelse med det famøse tidligere black metal-band fra Norge, så har dette seneste bekendtskab for drone-duoen alligevel ikke haft indflydelse nok til, at de også har fået Sunn O))) hevet specielt langt væk fra den musikalske linje af tung, Earth-inspireret guitar-minimalisme, som de har dyrket lige siden bandets debutudgivelse, ’The GrimmRobe Demos’ i 2000. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke gemmer sig overraskelser på de tre skæringer, der tilsammen udgør ’Terrestrials’. Overraskelserne er der masser af.

Norsk udgangspunkt

Først lidt om omstændighederne for 'Terrestrials'. Planen om at lave en plade sammen begyndte allerede i 2008. Her var Sunn O))) på plakaten til Øya Festival i Norge, hvor de spillede deres koncert nummer 200. Efter koncerten blev de af Ulver inviteret til Crystal Canyon, der er navnet på nordmændenes studie i Oslo, og hvor det var hensigten, at de to bands skulle blive oppe hele natten og improvisere musik sammen, indtil solen stod op. To mørkesindede bands, der samarbejder i takt til himmellegemerne med en fælles hensigt om at udfordre sig selv som musikere? Yes, please! Mens Sunn O))) for den uopmærksomme lytter til tider misforstås som værende ”en mur af lyd”, da viser de sig for den tålmodige lytter ofte af være det stik modsatte: Et band, der er rigt på orkestrerede, analoge vibrationer og som på sin egen unikke måde udfordrer nuancerne i det tunge. Kort sagt: Et helvedes interessant navn også at slippe fri i et studie med Ulver, der muligvis startede deres egen musikalske rejse med at udfordre black metal-fundamentet, men som siden hen har syntes omtrent lige så interesseret i det elektroniske og i jazzen som i metalmusikken.

Kold ånde og hedensk tåge

Og netop det elektroniske og forkærligheden for jazz stikker hovedet frem allerede i begyndelsen af åbningsnummeret, ’Let There Be Light’, der på dramatisk og filmisk vis lægger ud med toner af det, der synes at være en form for forvarsel. Lydsiden er på én gang tung og luftig og består af det, der umiddelbart minder om henholdsvis lyden af glas, små elektroniske dryp samt en underspillet drone-guitar i baggrunden. Alt sammen formidlet gennem en kompakt fernis af en lyd, der higer efter at trænge igennem, blive skruet op for og krybe ind under huden på lytteren. Hvis der er noget som en lyd af skandinavisk kulde, så er det denne, hvilket måske også kan have noget at gøre med, at tonerne minder en smule om en mere analog udgave af Trent Reznors og Atticus Ross’ soundtrack til David Fincerhs film ’The Girl With The Dragon Tattoo’ (2011), som – i hvert fald for denne lytter – fremkalder indre landskabsbilleder af kulde på nethinden. I takt med at en steril trompet lidt senere også tilføjes lydbilledet, kan man nærmest se sin egen ånde, mens man lytter til nummeret. Ånden forvandles dog til en anderledes hedensk tåge, i takt med at Sunn O)))s kendetegnende spade efter otte minutters kuldeskærende intro sætter ind med dybde og tung misantropi.

Horn og genkomst

Efterfølgende er det ikke til at få armene ned af ren og skær sonisk begejstring, som man i mødet med selve tonerne på nummeret ’Western Horn’ får noget nær alle forestillinger om den perfekte guitarlyd indfriet. Umiddelbart lyder strengene, som om de bliver spillet med en violinbue, mens de placerer sig som en monoton, svævende resonans i lydbilledet. Guitartonerne spilles op imod henholdsvis en særlig lyd af en utæt radiator, der minder m monsterbabygråd á la ’Eraserhead’ samt en dyb basguitar. Igen er det en kuldeskærende lyd, der overordnet set karakteriserer udtrykket, og hører man nummeret på det helt rigtige tidspunkt, kan sangen vel nærmest siges at være direkte væmmelig.

Pladens sidste sang, ’Eternal Return’, er ikke så meget væmmelig, som det i stedet er så trist en skæring, at nummeret giver noget nær samtlige tidligere forsøg udi melankoli røde ører på grund af deres utilstrækkelighed. ’Eternal Return’ er fjorten minutter langt og er samtidig det nummer på pladen, der på mest og bedst overraskende vis udfordrer det klassiske, tunge Sunn O)))-udtryk. Nummeret kunne godt være inspireret af den græske komponist Eleni Karaindrou og byder desuden på varme keyboardflader, som minder om Ray Manzareks karismatiske lyd på ’Riders on the Storm’. Blandingen mellem Karaindrou og Manzarek sættes i spil med et anderledes koldt og bagvedliggende industrial-fundament, der på bevidst umotiveret vis lyder som en verden i kollaps. Nummeret overrasker flere gange undervejs og er pladens bedste. ’Eternal Return’ er dette udspils ’The Sinking Belle (Blue Sheep)’ - med henvisning til en af skæringerne fra ’Altar’ (2006), Sunn O)))s samarbejdsudgivelse med japanske Boris.

Succesfuld improvisation

Man havde høje forventninger til ’Terrestrials’. Den sidste deciderede samarbejdsplade, som Sunn O))) udgav, var netop ’Altar’ (2007), der står som en af de stærkeste plader i Sunn O)))s diskografi overhovedet. ’Terrestrials’ når muligvis ikke helt samme pragtniveau, men er stadigvæk mere end vægtig og så absolut værd at dykke ned i. Der er muligvis ikke meget forløsning i de tre kompositioner, hvilket dog helt sikkert har været hensigten.

Det er dog også netop manglen på forløsning, der på godt og ondt røber de omstændigheder, som pladen er blevet til under. For mens der er masser af finesser og nuancer i lydbilledet, som sandsynligvis er kommet frem via en improviserende nysgerrighed og åbenhed, så måtte der rent kompositorisk gerne ske bare lige dét mere i løbet af pladens i øvrigt alt for korte spilletid på 35 minutter. På den anden side, måske er det netop manglen på udvikling og manglen på selv snerten af det forløsende, der giver pladen dens bevidste og fantastiske hensigtsløse udtryk? Det er det formentlig. Lad det derfor også gerne stå klokkeklart, at albummet bestemt hyldes herfra - og at det er meget tæt på at få én karakter højere. Og pladen får desuden sider frem hos i hvert fald Sunn O))), som man ikke har hørt hos dem tidligere - og så har improvisationen og samarbejdet vel for sig været det hele værd.