Briller af stål – Droner, klyngebomber og vandtortur

Populær
Briller af stål – Droner, klyngebomber og vandtortur

En rask sammenfatning af Oren Ambarchis lydunivers kommer nemt til at lyde som en krigserklæring. Men det er ikke menneskeheden som sådan, den australsk-irakisk-jødiske avantgardemusiker bekriger, det er den traditionelle tilgang til instrumenter og komposition. Og undervejs finder han en uudgrundelig skønhed og harmoni de særeste steder.

Dato
10-11-2014

I udkanten af metallen, derude hvor det strengt taget er mere alt muligt andet end lige metal i nogen traditionel forstand, der er der en markør, der alligevel gør noget til en slags metal: Bøvetheden. Det uforudsete kæmperiff som en logisk konklusion, man ikke havde set komme, et guitarlead, der minder om et eller andet velkendt og bortglemt, knytnæven i vejret, pedalen i bund, et saligt, fjoget smil op over begge ører. Man kunne også vælge at betegne det sejhed, men funktionen er stadig den samme: Det er det punkt, hvor kunstneren vender ryggen til det forfinede, det raffinerede, det sirlige og vedkender sig metal. Og dermed på sin vis alligevel sender alt det forfinede, raffinerede og sirlige som en spydspids ind i metal, men også sender metal den modsatte vej. Metal som en virkelig cool trojansk hest, masser af pigge og og nitter og sort og sådan.

Det er den effekt, det har, når Oren Ambarchi på sin stort anlagte soloplade 'Audience of One' (Touch Records 2012) slutter en timelang sammenfatning af nogle års alsidige arbejde med ambient, drone, noise og skronk af med et cover af Kiss-nummeret 'Fractured Mirror' fra Ace Frehleys soloplade. Episk, stadionrockende og ubetryggende følelsesladet er det en hyldest til 70'ernes bøvede, ultrahvide hard rock fra en højpandet, mellemøstlig avantgardist. En hyldest, han gentog tidligere i år på den femte installation i 'Stacte'-serien, 'Stacte Karaoke' (Black Truffle), hvor han lægger skærebrænderguitar ind over loops fra de to ZZ Top-numre 'La Grange' og 'Nasty Dogs and Funky Kings' og lykkes  med at skabe en af årets på en gang mest foruroligende og åndede lytteoplevelser.

At tæmme Sunn O)))

Inden for metal er Ambarchi først og fremmest kendt for sine mange samarbejder med Sunn O))). Dels føjer han nogle detaljer til nedenunder de evindelige, langstrakte guitarakkorder på 'Black One' og 'Monoliths & Dimensions', dels optræder han som en slags moderator i de to sideprojekter med Attila Csihar – Gravetemple med Stephen O'Malley og Burial Chamber Trio med Greg Anderson, samlet i Pentemple med Csihar, O'Malley, Anderson og Ambarchi. Det er noget værre rod, ja: Pointen er, at Burial Chamber Trio over to ep'er, 'Burial Chamber Trio' og 'Wvrm' (begge på Southern Lord 2007), fremmaner en knagende og skurrende dark ambient med Csihars brummen og klagen ind over, som i Gravetemple bliver most til smadder af O'Malleys kæmpeguitar.

Det er der hvor Sunn O))) synes allermindst inspirerede, hvor alting kan komme til at lyde som Sunn O))), når bare en af de kutteklædte fyre kommer vadende ind med sin guitar og laver det der BRRRAAAUUUMMM, indtil alle andre opgiver at tilføje musikken nogen form for nuancer. Men faktisk formår Ambarchi på det nyligt genudgivne 2008-demo 'Ambient / Ruin' (Ideologic Organ 2013) at tøjle O'Malley lang tid nok til, at Csihar kan trænge igennem med sit højteatralske stemmecirkus.

Den uskolede tilgang til det dybe vand

Til gengæld slipper han så dem alle sammen løs i en små tre kvarter lang improviseret jam på 'O))) Presents Pentemple' (Southern Lord 2008) og sætter sig selv bag trommesættet for at banke noget no wave ud af det i en blanding af artrock, black og drone. Det er ret herligt, faktisk, fordi de resterende tre bandmedlemmer virker, som om de ingen anelse har om, hvad det er, de er ude i, men lader det hele køre i håbet om, at en rød tråd vil dukke op.

Det er et slags credo for Ambarchi, som han via et spørgsmål om hans forhold til black metal kom ind på i et interview med The Quietus omkring 'Audience of One': ”I think a lot of the things that I love are usually when people don't really know what they're doing.” Sådan er Ambarchis egen indgangsvinkel til at spille også: Mens han spillede trommer i artrockbandet Phlegm i midten af 90'erne i Sydney, samlede han en guitar op i øvelokalet og begyndte at lave lyde på den på alle mulige andre måder end ved faktisk at slå akkorder an eller prøve at skabe melodier. Den eksperimenteren udmøntede sig i de første plader i 'Stacte'-serien, hvor Ambarchi på 'Stacte.2' (Jerker Productions 1999) og 'Stacte.3' (Plate Lunch 2000) ved at gnide, trykke og hive i strengene, duppe dem mod guitarmikrofonerne, slå dem an ude på stemmeskruerne og loope lydene får skabt en ejendommeligt smuk og hvirvlende musik der næsten minder om et akustisk Autechre. På andre af de tidlige soloplader og samarbejder med bl.a. Keith Rowe og Martin Ng skaber han en næsten helt fraværende minimalistisk ambient præget af stilhed, dæmpet percusion, rytmisk knasen og kun lejlighedsvis deciderede toner.

Nonsensokkultmetallisk ambient

Det ændrer sig hen mod de to plader, Ambarchi udgiver på Southern Lord i midten af 00'erne: 'Grapes from the Estate' (2004) og efterfølgeren med den fortrinligt nonsensokkultmetalliske titel 'In the Pendulum's Embrace' (2007). Det er stille plader, enkelte toner stukket ud med lange mellemrum, rytmer antydet punktvist af kontaktsignaler, men sine steder åbner det sig i løst anslåede akkorder og deciderede melodistumper. Lidt som hvis man lod en alt for let indstillet pick-up skøjte henover en Labradford-plade, så den lige akkurat opfanger melodien uden at give sig fuldstændigt i dens vold. Det er en tilgang der minder en del om den østrigske komponist Fennesz – som han arbejdede sammen med på kollektivpladen 'Afternoon Tea' (Ritornell 2000) – men hvor Ambarchi hele tiden holder igen, frem for at give sig hen. På den genstridige måde får han skabt to af årtiets absolut smukkeste plader. Modvilligt smukke, men meget lidt metalliske plader.

Som en art modsvar kan 12”'eren 'A Final Kiss on Poisoned Cheeks' (Table of the Elements 2008) fremstå med sin metallisk dronende noise frembragt på guitar, feedback, effekter og højtpitchet hylen. Det er en monokrom komposition, der vedkender sig sin gæld til Glenn Branca, men den er også udtryk for en mere aggressiv, korporlig tilgang til musikken, som Ambarchi begyndte at pleje i et katarsisk samarbejde med Keiji Haino. Med multiinstrumentalisten Jim O'Rourke – kendt fra Sonic Youth – i brun cardigan på bas og Ambarchi på trommer sejler de rundt i et kaos af synkoperinger, arytmik og skæve rundgange som en glidende grund under Hainos råben og infernalsk larmende guitarkaskader over indtil videre fire svært tilgængelige albums. Ambarchi har desuden trukket Haino ind i endnu et samarbejde med Stephen O'Malley under navnet Nazoranai.

Her er ingen anden skønhed at finde, end den man kan se, når man kigger væk og erkender, at alt andet omkring en fremstår roligt og smukt i sig selv holdt op mod den frenetiskhed, der skyller ind over en fra musikken. Den skaber en kontrast, der får omverdenen til at tage sig bedre ud, formilder den.

Flertydighed og kunsten at samle trådene

Der er ingen entydig retning i Ambarchis fortsatte virke, selvom det godt kan komme til at fremstå sådan ud fra de ledetråde, jeg har prøvet at rede ud her. Oren Ambarchi har efterhånden et stykke over 80 udgivelser i ryggen i eget navn og gruppesammenhænge plus det løse. De senere år har han haft en udgivelsesratio på 5-10 album om året, hvor han fremfører minimalistiske kompositioner, droner, spiller krautrock og freeform, larmer, er helt og aldeles tyst, spiller harmonisk, er insisterende atonal, alt sammen i et komplet uoverskueligt amokløb mod den sunde fornuft.

Alligevel samler han op engang imellem, som det sker på to af årets udgivelser: Den første er 'Shade Themes from Kairos' (Drag City), hvor han igen sammen med Stephen O'Malley og keyboardisten Randall Dunn har skabt lydsporet til en kunstfilm af Alexis Destoop. Inde i en hel masse rumklang skaber O'Malley intrikate teksturer og melodifigurer, mens Ambarchi igen sørger for fremdriften bag trommerne. Der er en gotisk vibe over musikken, noget tidlig Dead Can Dance at spore, og selvom den på ingen måde er essentiel, er den i sin egen ret en temmelig flot plade.

Den anden plade, der samler trådene, er den nyligt udgivne 'Quixotism' (Editions Mego), en tre kvarter lang suite med elementer af de sidste års arbejde inkorporeret. Eyvind Kang og Islands Statssymfoni sørger for dissonante strygere, Thomas Brinkmann for en monoton maskinrytme med indbyggede fejl, John Tilbury lægger Morton Feldmansk klaver ind over, og der er en fyr på tablas, Crys Cole på kontaktmikrofoner og sågar en knipsesekvens. Metal er det ikke længere, ikke her, slet ikke bøvet, slet ikke sejt. Det skal nok komme igen.

Oren Ambarchi står som en af den første spæde del af det nye århundredes vigtigste musikere og komponister inden for den eksperimenterende del af rock og metal. Alene i kraft af sin alsidighed og produktivitet ville han være det, men også for det løfte om fortsat musikalsk udvikling, der ligger i hans fortsatte produktion. Eller afvikling, om man vil, en støt pågående demontering af al struktur og alle skel. Med pinefuld stilhed og øredøvende larm, grimhed og skønhed som indbyrdes konstant kæmpende kræfter på vej ned i dybet.

5 essentielle Oren Ambarchi-udgivelser:

1. 'Grapes from the Estate' (Touch 2004)



Afdæmpet, harmonisk, flere steder direkte melodisk ambient for guitar og kontaktmikrofoner. Den perfekte plade at drikke kaffe og se solen stå op til.

2. 'Dream Request' (Bo'Weavil 2011)



Percussionisten Robbie Avenaim spillede sammen med Ambarchi tilbage i Phlegm, og siden har de to ad flere omgange undersøgt og dekonstrueret deres fælles jødiske kultur. Her med en hidsig gang skronk optaget under et luftbombardement i Tel Aviv.

3. 'Sagittarian Domain' (Editions Mego 2012)



I 2011 havde Ambarchi én dag i et studie uden at have nogen idé om, hvad han ville med den. Med udgangspunkt i en metronomisk trommerytme med klart afsæt i krautrock, lykkedes det ham ikke desto mindre at stykke en halv times overlegenhed sammen, som rundes af med James Rushfords strygere, inspireret af, såmænd, Princes 'Purple Rain'.

4. 'Stacte.2' (Jerker Productions 1999)

Fnidder og knitren og en guitar, der bliver spillet på alle andre steder end der, hvor man plejer, udkrystalliseres mærkværdigvis i en af de reneste, klareste plader fra Ambarchi. Der er ingen lydsamples at finde på lovlig vis, så det er i gang med at opstøve et af de 150 eksemplarer af vinylen, der er i omløb.

5. 'O))) Presents Pentemple' (Southern Lord 2008)



Ambarchi trommer Sunn O))) og Attila Csihar ud på dybt vand og får det ypperste frem i alle tre i et mix af fusionsjazz, no wave, black metal, drone og avantgarde.