Elitær musikalsk krigsførelse
PopulærMayhem er tilbage med 'Esoteric Warfare', der byder på black metal, som kun Mayhem kan lave den. Nu med 'Teloch' som sangskriver og Attila Csihar i storform.
2. PsyWar
3. Trinity
4. Pandaemon
5. MILAB
6. VI.Sec.
7. Throne of Time
8. Corpse of Care
9. Posthuman
10. Aion Suntelia
Det er syv år siden, Mayhem sidst udgav en plade. Det var 'Ordo ad Chao', der delte vandene blandt fans og anmeldere. Siden da har der været en ganske afgørende ændring i Mayhems rækker. Guitarist Rune Eriksen, der også er kendt som 'Blasphemer', forlod bandet i 2008 efter udgivelsen af førnævnte plade og overlod derfor opgaven som strengevrider og komponist til Morten Iversen, som vi kender som 'Teloch'. Det er første skive, hvor Teloch fungerer som sangskriver, og han har naturligvis fået hjælp af den uhellige treenighed i form af Attila Csihar på vokal, Jan Axel Blomberg ('Hellhammer') på trommer og Jørn Stubberud ('Necrobutcher') på bas. Denne kerne var med på Mayhems debut og mesterværk 'De Mysteriis Dom Sathanas' og fandt sammen igen, da Attila kom tilbage i folden ved indspilningerne til 'Ordo At Chao'.
Her syv år siden hedder pladen så 'Esoteric Warfare', og i mellemtiden er det blevet til en del turnéer. Det har holdt dem i live i ventetiden på nyt materiale, der har været usædvanligt lang. Pladen blev introduceret med singleforløberen 'Psywar', der blev udgivet i februar måned som forsmag på, hvad vi kunne vente os. Den kan du lytte til her:
Lytteren udfordres
'Esoteric Warfare' er en dyster og præcis lige så uregerlig plade, som man kunne forvente af Mayhem. Til tider er det black metal i et hæsblæsende tempo med Attila Csihars smertensskrig lige ind i øregangen, mens det i andre passager er introvert og afdæmpet i et nærmest hypnotisk tempo. Temposkiftene er meget fremtrædende på 'MILAB', der viser, hvor alsidige Mayhem er i deres sangskrivning, og hvordan de stadig gør en dyd ud af, at lytteren skal udfordres. Det må ikke være bekvemt.
Bekvemt er nok også det sidste superlativ, man kunne finde på at give Mayhem. Med en fortid, der er badet i vold, kirkeafbrændinger, mord og selvmord, er Mayhem ikke ligefrem nogen bekvem størrelse at stifte bekendtskab med. Det er 'Esoteric Warfare' heller ikke. Det er black metal, som havde man tappet af kilden for 30 år siden, da Mayhem blev dannet af den nu afdøde guitarist Øystein 'Euronymous' Aarseth og Jørn Stubberud. Attila Csihar fortjener her at blive fremhævet, idet hans vokale præstationer stadig formår at hive musikken op på et højere niveau. Lytteren ved aldrig helt, hvor man har Attila, og det er med til at understrege uforudsigeligheden og det smukke i Mayhems ellers ganske uskønne univers.
'Teloch' har gjort et ganske udmærket stykke arbejde i sin debut som sangskriver for Mayhem. Pladen kræver noget af lytteren. Efter et par gennemlytninger begynder det dog at falde på plads, og hvis man er fan af Mayhem, så er det netop efter et stykke tid, at 'Esoteric Warfare' så småt giver mening. Det er den naturlige udvikling fra 'Ordo Ad Chao' og falder på ingen måde igennem. Bevares, det er heller ikke nogen ny 'De Mysteriis Dom Sathanas' eller 'Grand Declaration Of War', men 'Esoteric Warfare' er en udmærket black metal plade.
Mayhem selv har meddelt, at temaet på 'Esoteric Warfare' er de dispositioner, som fronterne gjorde sig under den kolde krig med atomvåbnene, som den skygge, der lå over den civiliserede verden og truede den med total udryddelse. Albumtitlen er derfor ganske velvalgt, da 'Esoteric Warfare' utvivlsomt vil være en oplevelse for de få. Mayhem har lige siden deres grundlæggelse delt vandene i meget mere end blot to lejre. Det vil denne plade også gøre. Men for de få, der forstår den, vil der være nogle gode oplevelser i vente, og det er utvivlsomt det, Mayhem har sigtet efter. Så abonnerer du på Mayhems musikalske krigsførelse er 'Esoteric Warfare' måske lige noget for dig. Alle andre kan bare gå videre.
Pladen udkommer naturligvis på vinyl, cd, cd-digipack, kassettebånd og en boks for samlere. Der skal ikke mangle noget!