Syltet i psykodrama

Populær
Syltet i psykodrama

Scott Walkers nye album, 'Soused', er indspillet med drone-mestrene Sunn O))) og lever som sådan op til forventningerne. Men et par af sangene virker halvfærdige, og formlen med Walkers psykodrama tilsat tungt malende guitarer føles i længden overraskende forudsigelig.

Kunstner
Titel
Soused
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Brando (Dwellers on the Bluff)
2. Herod 2014
3. Bull
4. Fetish (Flip'n'Zip)
5. Lullaby
Karakter
3

På papiret kan det dårligt give bedre mening, et samarbejde mellem kultsangskriver Scott Walker og drone-mestrene Sunn O))). På hver deres ekstreme måde har de udforsket den psykodramatiske effekt, musik kan have: Walker med en lille håndfuld avantgardeværker over de seneste tre årtier, og Sunn O))), som siden årtusindeskiftet har bygget videre på Earths rumlende Black Sabbath'ske guitar-drone.

'Soused' er resultatet af parternes samarbejde, indspillet i begyndelsen af dette herrens år, og historien bag pladen er ikke uinteressant. Den strækker sig nemlig godt fem år tilbage til dengang, da Sunn O))) arbejdede på deres seneste selvstændige album, 'Monoliths & Dimensions', der endelig udkom i 2009. Duoen ville gerne have haft Scott Walker til at lægge sin vokal til en af de monolitiske sange.

Han takkede dog nej, og i mens årene gik, og Walker i december 2012 udsendte sit seneste værk, 'Bish Bosch', glemte de to guitarister formentlig, at de nogensinde havde spurgt veteranen. Men sidste år vendte han så selv tilbage til sine yngre kollegaer, denne gang med et albumkoncept mellem hænderne og tunge guitarer som vision, og de to amerikanere (hvis seneste par plader i øvrigt er lavet i samarbejde med andre musikere) tøvede ikke.

Foruroligende og filmisk

Sammenlignet med Scott Walkers seneste udspil er 'Soused' med sine fem skæringer og omtrent 50 minutter kortfattet. Men musikalsk lægger det sig i forlængelse af det, han selv har kaldt en trilogi, bestående af 'Tilt' (1995), 'The Drift' (2006) og førnævnte 'Bish Bosch'. Især fordi, det er skabt i samarbejde med hans faste producer, Peter Walsh, men også takket være Mark Warmans arrangementer. Så på mange måder lyder pladen som forventet, men guitarerne fylder langt mindre end på et hvilket som helst af duoens værker. Lydbilledet fyldes undervejs i stedet af Tos Nieuwenhuizens Moog (hollandsk musiker, der har arbejdet med Sunn O))) i snart ti år, og med vokalist Atilla Csihar udvidede duoen til en kvartet, eksempelvis sidst de spillede i Danmark) og ikke mindst Walsh og Warmans mange bidrag.

Walkers abstrakte, billedmalende lyrik og tenorvokal er nøjagtig lige så foruroligende, som den har været de sidste mange år. Resultatet kan fortsat kaldes filmisk, og albummet åbnes da også af et nummer, der hedder 'Brando (Dwellers on the Bluff)', utvivlsomt efter den amerikanske skuespiller, ligesom det første nummer på 'Tilt' var dedikeret til den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini. Det mest overraskende er imidlertid den nærmest galgenhumoristiske åbning af nummeret som en slags 'Over the Rainbow' med guitarsolo og synthesizer indover. Mørket falder dog hurtigt til lyden af dronende tung guitar, piskesmæld og Walker, der messer "A beating would do me a world of good", og når det lyse introomkvæd igen dukker op midtvejs, lyder det som et pusterum for den ellers hårdføre Walker, der forgæves forsøger at undslippe de pulveriserende guitarer, ildevarslende flakkende synths og Guy Barkers klagende trompet.

Sabbath, Xenakis og Hermann

Skivens længste skæring, 'Herod 2014', åbnes af kirkeklokker – måske en reference til Sunn O)))'s gudfædre, Black Sabbath – ugudelige droneguitarer, skrattende elektroniske effekter og skrigende saxofon ved Andrew Findon (kendt for sit samarbejde med Michael Nyman), inden Walker proklamerer, "She's hidden her babies away". Sammen med det simple guitarriff er det sangens ledemotiv.

Den eneste fremdrift er de instrumentale tiltag i form af et virvar af synthesizer og senere Findons klarinet. Over de 12 minutter er der eksempler på nær-stilhed, da musikken bryder sammen og Walker foran en digital hyletone og mod slut a cappella med først svævende og siden skærende skinger synthesizere i baggrunden, lige dele Xenakis og Ligeti, inden der igen lukkes med kirkeklokkeslag.

Producer Walsh' digitale effekter fylder faktisk, overordnet set, lige rigeligt, og det hele begynder næsten at virke forudsigeligt, lige indtil 'Bull' ryster eftertrykkeligt op i løjerne. Den industrial-agtige sag har både Sunn O)))'s slag på guitarerne, der lyder som hammerslag på en ambolt, men til gengæld også levende og dynamisk trommespil, men kun i fragmenter, ligesom på 'Bish Bosch'. Men det føjer betragteligt til psykodramaet tilsat Barkers 'Psycho'-agtige sirenetrompet, mens Walkers abstrakte poesi for en stund slår over i latin, inden et hele fem minutters fernis af guitarer udgør resten af sangen. Desværre er de simpelthen for lavt mikset og tegner lidt for tydeligt billede af O'Malley og Anderson som baggrundsmusikere og endnu værre: en halvbagt komposition.

Manipulerede trompeter plus renæssancegenbrug

Den mest abstrakte skæring er 'Fetish (Flip'n'Zip)', der åbnes af Walkers stille tenor foran metallisk percussion og igen blæs fra Barker, hvis instrument denne gang lyder lige så lidt som trompet, som Jon Hassells manipulerede ditto. Efter nogle minutter bryder musikken sammen i ubehagelig stilhed, inden det bliver helt funky med shaker (!) og et regelret riff, men instrumenterne smelter i digitale effekter fra Walsh og overskyggende Warmans keyboard, lige indtil stampende rytmiske trommer træder ind og igen drejer det hele i en overraskende retning af industrial. Vanen tro sørger Walker dog for ikke at nærme sig simpel rockmusik i mere end et minut eller to ad gangen, og den små ti minutter lange sang slutter som den startede med metallisk klimpren og den malende linie, "acne on a leper".

'Soused' lukkes af genbrug på flere forskellige planer. 'Lullaby' er nemlig en genindspilning af 'Lullaby (By-By-By)', som Walker forærede til den tyske sangerinde Ute Lemper. Hun indspillede den allerede for 15 år siden, hvor den endte som bonusnummer på den japanske udgave af hendes 'Punishing Kiss'-album, der udkom tilbage i år 2000. I teksten er også indarbejdet nogle linier fra vuggevisen, 'My Sweet Little Darling', som renæssancekomponisten William Byrd satte musik til for 500 år siden. Bortset fra det dramatiske omkvæd med larmende guitarer og en rallende Walker, er det en elektronisk ambient sag, ikke ulig The Haxan Cloak, og det er dét af pladens fem numre, som har allermindst Sunn O))) i sig, og som faktisk ikke passer sammen med resten af numrene. Og det hjælper ikke, at " target="_blank">Lempers fortolkning desuden er bedre...

Når 'Soused' sjældent hæver sig over det niveau, man efterhånden er vant til fra den 71-årige hovedperson, så skyldes det, at han levner begrænset plads til sine yngre kollegaer. Og med de resultater, det giver, når O'Malley og Anderson slippes løs og lader guitarlavaen flyde, så kan det undre, at Walker ikke har fundet en bedre måde at udnytte det eller inkorporere det i sine kompositioner. Når pladen er bedst, føles det som at blive levende syltet i metallisk psykodrama; når den er værst, lyder det som overskudsmateriale fra en af trilogipladerne. Måske er det bare gået for hurtigt for veteranen (der jo normalt arbejder på sine plader i 5 til 10 år), måske har han indset, at han må sætte tempoet op, hvis han vil nå at sætte sine sidste aftryk på musikhistorien. 'Soused' er langt fra dårlig endsige uinteressant, det er bare det mindst gennemarbejdede værk fra Walkers hånd, siden han rystede musikscenen med 'Tilt' for snart 20 år siden.

[youtube]UwSveFnWzhI[/youtube]