Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Voksbesudlede tæsk

Populær
Updated
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk
Voksbesudlede tæsk

På deres jomfruturné som øverste navn på plakaten besøgte Uncle Acid and the Deadbeats torsdag aften et lystigt Pumpehuset. Her leverede de en omgang hårdt- og velspillet effektmageri.

Spillested
Dato
27-03-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Mt. Abraxas
2. Mind Crawler
3. Crystal Spiders
4. I'll Cut You Down
5. Death's Door
6. Posion Apple
7. Valley of the Dolls
8. Over and Over Again
9. Vampire Circus
------------------------------
10. 13 Candles
11. Withered Hand of Evil
12. Desert Ceremony
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

Da Devilution i 2011 anmeldte det første egentligt tilgængelige album med britiske Uncle Acid and the Deadbeats, ’Blood Lust’, sluttede vi anmeldelsen af med at skrive følgende: “Via en blanding af good old fashion word of mouth samt rødglødende internettider er Uncle Acid & the Deadbeats blevet et lille kultfænomen for de indviede. Inderkredsen bør dog udvides betragteligt, for 'Blood Lust' er virkelig det fedeste nye, man får at høre i år”. Og som man torsdag i sidste uge kunne opleve i et tætpakket Pumpehuset, er der da også kommet imponerende meget gang i interessen for Uncle Acid sidenhen. Den danske forsamling af feststemte fulderikker i Pumpehuset var i hvert fald mildest talt ellevilde for at byde Uncle Acid velkommen, hvilket bandet kvitterede med at trykke den (overraskende) meget af.

Egentlig skal man formentlig lede længe, hvis man vil gøre sig forhåbning om at finde et band, der på deres første turné som headliner-navn vil kunne have publikum i så solidt et greb, som det denne aften lykkedes for Uncle Acid. Ikke at det er bandets første gang på vejen eller deres første besøg i Danmark for den sags skyld. Det er det ikke. Sidste sommer leverede de en sen - og i øvrigt langt fra tilfredsstillende - nattekoncert på Roskilde Festival, mens de senere på året i november var blevet doom-adlet af selveste metalmusikkens konger i Black Sabbath, hvis Europa-turné de varmede op på, heriblandt under Københavnerbesøget i Forum. Til trods for at nærværende headliner-turné tidligere på måneden havde haft bandet på besøg også på Voxhall i Århus, kom Uncle Acids brede publikumsappeal alligevel som en stor overraskelse.

Imødekommende horror

Publikums imødekommenhed syntes også at komme som noget af en overraskelse for Uncle Acid selv. Da bandet fra Cambridgeshire præcis kl. 22 gik på scenen til tonerne af Terence Fishers Hammer-film, ’The Devil Rides On’ (1968), var det i hvert fald, som om den tætpakkede sals begejstrede velkomstbrøl fik bandet i stødet fra allerførste node. På doom-bedøveligt vis blev ’Mt. Abraxas’ fra sidste års ’Mind Control’ fyret udover scenen som et bevidst kuriøst og skønt sumpet åbningsnummer, inden ’Mind Crawler’ bagefter fik spillet salen op til hoppende spilopper med masser af brusende fadøl i luften. Efterfølgende fik først det nedbarberede mellemstykke i ’Crystal Spiders’, hentet fra bandets bedste album, den meget, meget sjældne ’Vol. 1’ (2010), ens fanboy-næve op i luften, inden storhittet ’I’ll Cut You Down’ fik tændt op for både dansetrin samt en tung dunst af galar i Pumpehuset.

Effekt- og mangelfuldt  

Men så var det også, at man blandt publikum begyndte at sumpe på den anderledes langtrukne måde. Mens ’Death’s Door’ i studieversion er en medrivende, bevidst ensformig og smuk bedrøvelig doom-laban, så formåede bandet i live-regi først til allersidst at få skæringens hensigtsmæssige tungsind smidt ind i skroget på én. Om det er hensigten, at publikum skal stå og småkede sig på doom-vuggende vis under størstedelen af dette nummer for afslutningsvist at få sangen til at virke som en solid musikalsk knytnæve, der kun stiger i intensitet, kan der dog måske være noget om. Det var i hvert fald ikke det eneste nummer denne aften, som havde noget lignende kørende for sig. ’Valley of the Dolls eksempelvis: Sangen er muligvis en af de mest generiske sange fra Uncle Acid og kunne i bund og grund vel (nærmest) være skrevet af hvem som helst, men på grund af sangens afslutning er det alligevel svært ikke at få den under huden bare en smule.

Instrumentale ambitioner

Det er dog først, når Uncle Acid bevæger sig ud i instrumentale squiddly doos som i afslutningen af ’Vampire Circus’, at de bliver fysisk medrivende og rigtigt interessante i live-sammenhæng. Det er under en musikalsk diversitet som denne, at de kommer med en nuancerigdom til deres klassiske og melodiøse univers. Det er også under en lirende instrumental stund som denne, at man eftertrykkeligt får tiltro til, at de som band rent faktisk er udrustet til at tage deres brede succes et vedkommende sted hen også fremover. At bandet skriver stærke sange med medrivende riffs og forfærdeligt øretæveindbydende hooks kan der vel nærmest overhovedet ikke være tvivl om. At de samtidig formår at kombinere forkærligheden for det iørefaldende med henholdsvis det tunge og dystre samt indspark af æggende musikalitet, ja, det var man måske begyndt at tvivle på. Hvor Roskilde-koncerten i sommer virkede noget statisk og netop manglede denne nuancerede puls, da var aftenen i Pumpehuset – til trods for stillestående tidspunkter - rig på både den mere melankolske følelse samt små øjeblikke af musikalsk lir.

Stramt klask

’Desert Ceremony’ fra ’Mind Control’ er på mange måder nummeret, der kombinerer de musikalske verdener, som Uncle Acid er så interesserede i - henholdsvis den melodiøse og den tungsindige – og da dette nummer, som det sidste af tre ekstranumre, blev leveret med et fantastisk overskud, blev ens personlige koncertniveau da også løftet. Ud over at nummeret gjorde ens egen koncertoplevelse rigere, var det, som om sangen ligeledes fik opløftet bandet på ny. Det var, som om bandet på dette afsluttende tidspunkt af koncerten tog publikums dedikation til sig endnu en gang og rent faktisk levede efter publikumsdedikationen på scenen. Det lod således ikke til at være en indøvet catchphrase, da frontmand K.R. Starrs kaldte danskerne for "crazy" og for "mad men". Det var tværtimod hans introverte måde at sige tak på. Og selv tak – vi ses næste gang.