Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skrid bare på pension, Dave

Updated
J1006496
J1006530
J1006488
_JD13050
_JD21843
_JD21886
_JD13110
J1006502

Megadeth spillede sprudlende som så ofte, men med en evig ens sætliste og foran ingen fans i en halvtom arena, så er Mustaines deroute efterhånden så komplet, at det ikke gør noget, han trækker sig tilbage i de kommende år.

Kunstner
Spillested
Dato
28-09-2025
Genre
Trackliste
1. Hangar 18
2. Dread and the Fugitive Mind
3. Sweating Bullets
4. Dystopia
5. We'll Be Back
6. Tornado of Souls
7. Mechanix
8. Peace Sells
9. Symphony of Destruction
10. Holy Wars... The Punishment Due
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det kom uventet, da Megadeth i sidste måned annoncerede, at den nye plade bliver bandets sidste og Dave Mustaine trækker sig tilbage efter en kommende verdensturné, der strækker sig over a few years.

Men det har selvfølgelig ingen troværdighed over sig, når et band drager på afskedsturné. Historien viser igen og igen det stik modsatte. Det er for længst mere blevet reglen end undtagelsen, at et farvel i musikverdenen betyder på gensyn. Sidste år vendte Slayer tilbage. Næste år er det Twisted Sister, der spiller på Copenhell. Begge bands havde ellers hårdnakket påstået, at de aldrig ville genopstå.

Urørlig arv
Kun tiden vil vise, om den 64-årige Mustaine holder sit ord, men guitarlegenden har jo sådan set allerede garderet sig ved ikke at sætte årstal på, men blot sagt within a few years. Og hvad er det egentligt? To år? Fem år? Ti år? Skulle det vise sig kun at være et par år, før det er forbi, er det efter søndagens koncert i Royal Arena såmænd heller ikke så trist.

Koncerten var nummer 21 i rækken af danske shows siden debuten i KB Hallen i 1990. Og misforstå mig ikke. Mustaine og lejesvendene spillede en sprudlende koncert. Frontmanden er et musikalsk geni, og det er altid en fornøjelse at se ham side om side med kompetente musikere spille sig igennem urørlige klassikere som ’Tornado of Souls’, ’Symphony of Destruction’, ’Peace Sells, ’Hangar 18’ og ’Holy Wars’, der var på sætlisten sammen med et par nyere numre i den lille times tid, Megadeth havde til rådighed.

Men var man ikke til stede, og har set Megadeth før, så gik man heller ikke glip af noget på denne søndag aften, der igen var et deja-vu af et deja-vu af et deja-vu.

Ingen sans for forretning
Siden årtusindskiftet har det stået klart for alle musikere, at indtægten ikke længere kommer fra pladesalget, men fra koncerterne og merchboden. Og det kræver ikke meget sans for forretning, at butikken hele tiden skal tilpasses for at få kunder ind i den.

Metallica ændrer i formatet, når de tager på turné eller spiller hele ’Master of Puppets’ eller ’The Black Album’, da pladerne rundede de tyve år, Machine Head droppede i et årti både festivaler og supportbands for at spille maratonkoncerter på tre timer og fyldte sætlisten med en blanding af hits og deep cuts.

Men Megadeth? Udover bandet fejrede tyve år med ’Rust in Peace’ og hele mesterværket blev fremført under Copenhells fødselsår i 2010, så har Mustaine igennem de sidste to årtier præsteret nul og niks for at gøre oplevelsen attraktiv.

Tværtimod faktisk. Søndag aften var det som support for Disturbed, der fejrede 25 år med ’The Sickness’, som ikke indeholder en eneste guitarsolo. Overhovedet. Og som support har man så Megadeth, der fylder halvdelen af numrene ud med guitarlir. Tal lige om kontrasternes aften.

Sidste gang vi så Megadeth i Royal Arena var det som support for Five Finger Death Punch i 2020 med en sætliste, der var 75 procent identisk med den i søndags. Og sidste gang Megadeth kunne opleves i Danmark, stod de på plakaten side om side med Christina Aguilera og Christopher på fuckin’ Smukfest i 2023 og leverede en sætliste, der stort set var identisk med søndagens.

Helt sort
Det er dybt godnat! Og ikke mindst sørgeligt. Tænk lige over, at fra debuten i 1985 til ’Youthanasia’ i 1994, der præsterede Mustaine at skrive seks mesterværker i streg på blot ni år. Men i stedet for at omfavne sit store aftryk i musikhistorien og servere gode oplevelser for sine fans, så har Mustaine virket uinteresseret i sit eftermæle. Èn ting er, at han i over 40 år har klynket over sit exit fra Metallica og har gjort sig uvenner med den hær af talenter, som har været inde og ude af bandet, men det værste er jo, at manden pisser på sine fans.

Jeg kender masser af mennesker, der elsker Megadeths musik. I søndags kendte jeg én person, som kun var der, fordi han stod på gæstelisten og bor i København. Fordi alle andre bruger sgu da ikke 600 kroner på en billet og udgifter til transport på at rejse fra Jylland og Fyn eller andre steder for at stå en søndag aften i en halvtom arena og se Megadeth spille de sædvanlige numre igennem en lille times tid. Jeg kom ti minutter i showtime og i en arena med plads 17.000 mennesker kunne vade direkte op foran scenen, hvor dem foran hegnet var fans af Disturbed, der stod og ventede på hovednavnet.

Vender retur til Danmark
Det er mærkværdigt at se en så stor skikkelse i metalhistorien nedværdige sig selv til at fremstå så lille. Koncerten var selvfølgelig ikke det sidste kapitel i Danmark. Vi vender tilbage, proklamerede Mustaine. Et bud kunne være en afskedskoncert på Copenhell i 2027, hvor vi forventeligt får de samme numre igen. Og skulle Mustaine blive den første til at holde sit ord og forblive på pension, så er det vist også for det bedste.