Metaldiktator: Megadeth – Rust in Peace

310724

Den 24. september fejrer et af Megadeths vigtigste album 30-årsfødselsdag. Det er også et af de store album inden for thrashen. 'Rust in Peace' er et hovedværk, som bør fejres.

Kunstner
Titel
Rust in Peace
Dato
20-09-2020
Trackliste
Holy Wars... The Punishment Due
Hangar 18
Take No Prisoners
Five Magics
Poison Was the Cure
Lucretia
Tornado of Souls
Dawn Patrol
Rust in Peace... Polaris

Karakter
666

Hvis man graver rundt på internettet i diverse ”worst to best”-lister over Megadeths album gennem tiderne, er det ret åbenbart, at det er ’Peace Sells ... But Who's Buying?’ fra 1986 eller ’Rust in Peace’, der tager førstepladsen. Det er derfor også ganske relevant at kigge tilbage på ’Rust in Peace’ i forbindelse med 30-årsfødselsdagen.

Bandet bestod på ’Rust in Peace’ af den stærke besætning af Dave Mustaine (naturligvis) på sang og lead- og rytmeguitar, David Ellefson på bas og backingvocal, Marty Friedman på lead- og rytmeguitar og Nick Menza på trommer og backingvokal.

Ikke "kun" thrash
Set i bakspejlet er det bemærkelsesværdigt at konstatere, at selv om Megadeth er kategoriseret som et thrash metal-band i ”The Big Four” sammen med Metallica, Slayer og Anthrax, så var og er Megadeth ikke kun eller meget mere end et thrash metal-band. På ’Rust in Peace’ skinner inspiration fra Dave Mustaines hard rock- og heavy metal-idoler tydeligt igennem. 

‘Rust in Peace starter ganske heftigt med den umiskendelige ‘Holy Wars ... The Punishment Due’. En hård, hurtig og tung thrasher med lidt orientalsk guitar i midten af sangen. Det er en ganske overbevisende start på et fornemt album.

">

På sang nummer to fortsættes klassikerstriben med ’Hangar 18’, som tematisk behandler den mulige opbevaring af forulykkede aliens fra det ydre rum på i hangar nr. 18 på Ohios Wright-Patterson Air Force Base. Det er en gedigen hard rocker, som samtidig viser Megadeths (Mustaines) inspirationer fra  musikken, fra før thrashbølgen for alvor satte ind i Bay Area i USA. Der er eksempelvis rigtig meget af 70'er-bandet Blue Öyster Cult i sangens opbygning. Men efter midten af sangen bliver der skruet noget op for thrashen. En rigtig fin sang fra et rigtigt fint album.

">

Efter en afstikker tilbage til mere traditionel heavy metal er ’Take No Prisoners’ dog solidt forankret i 80’ernes thrash metal. Der er fart over feltet i en grad, hvor Megadeth læner sig op ad datidens speed metal.

">

På sangen ’Five Magics’ sættes tempoet herefter markant ned i begyndelsen og vækker mindelser om Black Sabbath i 70’erne inden der momentvis skrues op kadencen. Det er måske en sang, der ikke virker helt færdig, om end den har sine klare styrker uden helt at leve op til albummet generelle høje niveau.

">

’Poison Was the Cure’ begynder med David Ellefson i den instrumentale forgrund på bassen, inden der sættes i gang med en omgang punket thrash metal, hvor ikke mindst Mustaines vokal og guitarriffs giver hints om hans fascination af britisk punk rock.

">

Som på alle Megadeths album er det Dave Mustaine, der er helt dominerende sangskriver på ’Rust in Peace’. Men på ’Lucretia’ er David Ellefson medkomponist på en sang, der endnu en gang bringer Megadeth på kanten af det, som vi sædvanligvis betegner som traditionel thrash metal. Optakten til sangen læner sig nærmest op ad prog rock, inden der sættes i gang med vers, der ikke er helt ulig med noget, som Judas Priest kunne have kreeret. Det er en fin sang, hvor Mustaines ellers ikke altid overbevisende vokal kommer til sin ret. Der er samtidig fine guitarsoli fra Mustaine og Friedman.

">

‘Tornado of Souls’ er en sang, som vi kender det fra Megadeth. Det er thrash, men ikke af den mest potente og farlige art. Det rocker og er medrivende. Men det er måske ikke blandt højdepunkterne på albummet.

">

’Dawn Patrol’ er Ellefsons sang på albummet. Det er en kort sag, der bæres af et basriff, og den minder vagt om Alice Cooper i sløvt humør.

">

Endeligt rundes ’Rust in Peace’ af med titelsangen tilsat ’… Polaris’. Den står tilbage som et af højdepunkterne på albummet. Det er thrashy, men samtidig med tydelige referencer til New Wave of British Heavy Metal-bølgen, som kom, før thrashen slog igennem i USA.

">

Når regnebrættet skal gøres op, er det klart konklusionen, at Megadeth var på toppen af bandets karriere, da ’Rust in Peace’ udkom. Det er et af bandets mest solgte album, det har været en inspiration for thrash metal-genren, og det bør have en plads i samlingen hos alle metalfans.

Særligt når man tænker på den historie, der ligger forud for tilblivelsen af pladen. Megadeth havde netop udsendt 'So Far, So Good... So What!' i 1988, turneret heftigt og bandet lå i det, der bedst kan betegnes som en kokainrus. Guitarist Jeff Young og trommeslager Chuck Behler var så langt ude, sammen med frontmanden, at bandet var på randen af opløsning. Mustaine fik sendt de to lejesvende på porten efter den ene plade og turné, hvorefter han og bassist David Ellefson begyndte at lede efter erstatninger. Det blev Marty Friedman og Nick Menza, og med 'Rust in Peace' startede det line-up, der af mange ses som værende den bedste udgave af Megadeth.

For efter 'Rust in Peace' havde gået sin sejrsgang i starten af halvfemserne fik bandet udgivet 'Countdown to Extinction' i 1992, der byggede videre på momentet fra den forrige succes og sendte Megadeth helt op i øverste liga indenfor heavy metal musik. Det fortsatte videre på 'Youthanasia' fra 1994 og frem til og med 'Cryptic Writings' fra 1997. Her begyndte den hårde kerne at opløses. Trommeslager Nick Menza forlod bandet før udgivelsen af 'Risk' fra 1999 og efter den var Marty Friedman også fortid i bandet. Og en plade senere pakkede bassist David Ellefson også sydhavsfrugterne i en periode, men han er dog tilbage. Dengang i 1990 var Megadeth dog et fantastisk stærkt band. 'Rust in Peace' er blandt en af de bedste thrash-plader nogensinde og den står stadig distancen her tre årtier senere.