Top 5: Trendhopperi i 90erne
Det klassiske metalband, der begyndte at spille groovethrash. Doom/death-bandet, der opdagede, at de da egentlig var lidt mere som Depeche Mode eller Portishead. Thrash-bandet, der fik eyeliner og store goth-følelser. Vi ser nærmere på 90'ernes glemte trends.
Husker du 90'erne? Selvfølgelig gør du det, for den gennemsnitlige metallytter er mindst lige så midaldrende som denne signatur. Og selvfølgelig husker du også 90'ernes trends, der altid blev solgt, som om de handlede om at følge med tiden, at "blive moden" ved at "eksperimentere" med en mere moderne form for metal, hvis ikke det handlede om helt at frasige sig metallen. Det vil sige: Du havde egentlig lykkeligt fortrængt dem. Glemt, hvor stor en identitetskrise metallen var i dengang. Du husker 90'erne som en stribe fede og spraglet eksperimenterende plader, som black metal, som death metal med melodi. Men det var 90'erne ikke. 90'erne var det klassiske metalband, der begyndte at spille groovethrash. Doom/death-bandet, der opdagede, at de da egentlig var lidt mere som Depeche Mode eller Portishead. Det troværdige undergrundsband, der opdagede latex og industrial metal og fik en gevaldig identitetskrise. Men det var også en tid – modsat i dag – hvor det faktisk var muligt at sælge ud, mens det i dag dårligt nok er muligt at sælge. Det kan godt være, man gjorde grin med eurodance, Buffalo-sko og nu-metal, men rigtige metalbands kunne alligevel levere det, der var værre.
1. Da Kreator opdagede gotikkens glæder
Du kan da sagtens huske tyskerthrasherne Kreators sellout-plade, hvor de forsøgte at hoppe på tidens trends, fordi deres thrash metal pludselig blev regnet for umådeligt gammeldags. Det var jo som bekendt 'Renewal', hvor Mille Petrozza & co. "eksperimenterede" med groove metal og industrial metal-tendenser ... næ, nej, var det ikke 'Cause for Conflict'? Jo, det var det da, men Kreator nåede faktisk hele fire selloutplader i løbet af 90erne, da de fortsatte med de metalrockede, goth-orienterede 'Outcast' (1997) og 'Endorama' (1999). Begge plader er rædsomme, lyder ikke som Kreator, og man skal være ualmindeligt velvilligt indstillet for at påstå, at de er en slags glemte mesterværker. De er bare glemte. Og det er der gode grunde til. Da årtiet var forbi, udgav Kreator 'Violent Revolution', og siden har alle glemt, at de nogensinde har spillet andet end thrash og stadionthrash. Her kan man nyde Mille Petrozza synge duet med Tilo Wolff fra goth-bandet Lacrimosa og tænke over hensvundne tider.
2. Da doom/death-genren blev voksen og følsom
Okay, følsom havde den hele tiden været. Men sikke den blev voksen. Pludselig sagde Nick Holmes fra Paradise Lost i et Metalized-interview, at han da faktisk slet ikke hørte metal længere, og Paradise Lost ville meget gerne være Depeche Mode. Moonspell spillede ikke doom/death, men også de gik fra rødvinsliderlige, flæseskjortebærende vampyrgotere til en slags rødvinsliderligt, flæseskjortebærende, vampyrgotisk Depeche Mode-wannabee-band ('Sin / Pecado' og '2econd Skin' – ja, latterlige stavemåder var også en ting, da Rob Flynn forsøgte at sælge ud for første gang med 'The Burning Red' (som om de to første We-Have-Pantera-At-Home-plader ikke var sellout nok)). My Dying Bride syntes pludselig, at det var mægtig fint at forsøge sig med triphop og industrial-digitalt omslag på '34.788% Complete', der bortset fra et enkelt nummer dog mest lød som My Dying Bride uden violin og gotisk romantik, men med samplede trommer og tvivlsomme elektroniske elementer. Hvorfor gjorde de det? Et oprigtigt forsøg på udvikling? Et forsøg på at sælge sig selv til komplet uinteresserede ikkemetalfans, mens metallen var på tilbagetog i medierne? Eklatante fejlbedømmelser? I hvert fald var resultaterne et fald fra tinderne, men hånden på hjertet: Jeg har altid godt kunnet lide Paradise Losts 'One Second', inden der gik helt Depeche Mode i den. Til gengæld er det svært at tro på, at voksne mennesker har forestillet sig, at den her skulle fremvise dem som modne og forfinede modsætninger til den puerile metal:
3. Da grooven ramte alt.
I kølvandet på Panteras, Sepulturas og Machine Heads succes blev der groovet igennem i 90'erne. Selv klassiske thrashbands som Testament og Overkill flirtede med grooveoladen. Skammeligt nok kan jeg faktisk godt lide flere af Overkills objektivt lidt frastødende grooveplader fra 90'erne. Og i Metalized fik de utålelige schweizere Gurd høje karakterer. Alle var ravende skøre dengang. Der er endda folk, der i dag kan lide Samaels vamle grooveplade 'Ceremony of Opposites', og der er folk, der forsvarer Slayer fra 'Divine Intervention' og frem. Men en plade, ingen i hele verden er skøre nok til at kunne lide, er power metal-bandet Jag Panzers grotesk ucharmerende groove-vederstyggelighed 'Dissident Alliance', der rent faktisk indeholder tekstbidder som denne: "Widow bitch, ya gonna die/ A devils whore, bitch tell a lie/ A season’s witch, infidelity/ Tricky little bitch, insanity". Det er svært at sætte ord på, hvor opportunistisk og frastødende, albummet er, men du kan jo klikke på linket nedenfor. Men pas på: Det kan ikke gøres uhørt igen.
4. Latex, lak, læder, industrial
Masser af metalbands havde en faible med industrial. Black metal-bands kunne ikke foretage et interview uden at nævne Coil eller Skinny Puppy. Nine Inch Nails var giga, det samme var Marilyn Manson. Morbid Angel elskede Laibach. Og hvem husker ikke, da det symfonisk kitschede black metal-band Covenant blev til The Kovenant med bandbilleder som dette som resultat:
Mest bizart var dog alligevel, at Dave Vincent fra Morbid Angel, mens bandet aldrig havde været større, forlod Morbid Angel til fordel for sit eget og konens ucharmerende fetish-projekt Genitorturers. Genitaltortur er en del mere umiddelbart appellerende end dette cover af AC/DC's 'Squealer', der får Six Feet Unders AC/DC-covers til at tage sig en del mindre, men selvfølgelig stadig abnormt frastødende ud.
5. Den uundgåelige grunge-plade
Det er en ofte hørt påstand, at grunge dræbte metallen dengang. Jeg tvivler lidt på det. Death, black og goth metal trivedes ganske glimrende efter grunge. Men en række mere melodiske metal- og hard rock-bands og en række traditionelle thrash-bands så pludselig meget gammeldags ud. Spørgsmålet er bare, om ikke metallen selv dræbte metallen i jagten på relevans. Det tyder ovenstående top 5 på. Og selvfølgelig var der også bands, der faldt for fristelsen, simplificerede sangskrivningen, ændrede attituden og gik grunge i håbet om at ramme et grunge-publikum, der da selvfølgelig ikke gad have fx Def Leppards forsøg på grunge light, når de kunne få den ægte vare. Til gengæld banede det da sikkert vejen for Copenhells husband, Alter Bridge m. sideprojekter. Men hvad var egentlig værst? Det var Queensrÿches fald, for de havde faktisk været virkelig gode engang, og lige pludselig havde de transformeret sig selv til det her forsøg på ultramainstreamet 'alternativ' dødvanderock:
