Metaldiktator: Samael - Ceremony of Opposites
Populær
Sidste år fejrede 'Ceremony of Opposites' 20 års jubilæum, men det gik lidt sent op for bandet, der først i år fejrer karrierens store milepæl i sin fulde længde live, hvilket blandt andet sker på Wacken. Devilution hylder Samaels vigtigste skive, der stadig holder til fulde 21 år efter udgivelsen.
2. Celebration of the Fourth
3. Son of Earth
4. 'Till We Meet Again
5. Mask of the Red Death
6. Baphomet's Throne
7. Flagellation
8. Crown
9. To Our Martyrs
10. Ceremony of Opposites
Blackmetallen i sin anden generation rasede ikke kun i Norge og Sverige med bands som Mayhem, Burzum, Darkthrone og Marduk. I Schweiz foregik også vigtige sager, og der blev fostret andet vigtig ekstrem metal end Hellhammer/Celtic Frost. I 1987 blev Samael dannet, og det første album fra schweizerne blev samtidig det første album på det siden legendariske franske Osmose Productions. Det var albummet 'Worship Him', der blev indspillet som en duo af frontmand og guitarist Vorphalack og broderen Xytras. Det var mere eller mindre regulær black metal, men det fangede Century Medias opmærksomhed, og bandet skrev under på en såkaldt "multi-deal" med det tyske selskab.
Det andet album, 'Blood Ritual', fulgte lidt i samme fodspor som debuten. Musikken var dog tungere, og man fornemmede bandets sans for okkult stemning, som skulle vise sig, at blive perfektioneret med det tredje album, 'Ceremony of Opposites'. 'Blood Ritual' var første samarbejde med Waldemar Sorychta som producer. Han blev nærmest hus-producer for Century Media, og har sat sit aftryk på udgivelser fra bands som Tiamat, Lacuna Coil, Sentenced, The Gathering og mange andre. Som Jacob Hansen herhjemme også kan kendes, når han har drejet knapper for bands, gælder det også for Sorychta, der med tiden ramte en lidt generisk lyd for flere bands.
Men det problem opstod først længe efter 'Ceremony of Opposites', der til gengæld i produktion er en genistreg. Albummet blev indspillet i januar 1994 og udkom allerede måneden efter og lyden fænger instinktivt, fra de solide trommer til den dejligt tydelige bas i mixet, over den herligt snerrende vokal og ditto guitar. Og så dunkle keyboards og samples, der underbygger den storladne, okkulte stemning uden at være i nærheden af at udvande den, som hos de kopibands, der senere forsøgte at sejle med på Dimmu Borgirs keyboard-black-succes.
Ikke mere end nødvendigt
'Ceremony of Opposites' er fandens simpel. Fandens ond og mørk, trods en underliggende melodisk finesse. Tempoet afviger ikke en døjt fra midtempo, selvom intensiteten i åbneren 'Black Trip' prøver at narre lytteren til at tro, at nu bliver det vildt. Men Samael behersker sig og bliver, hvor de er bedst. I midtempo fra start til slut. Sjældent har et band fået så meget ud af så lidt. Der er ikke tusind riffs på skiven, men der er de rigtige riffs, og Samael viser en sjælden grad af beherskelse og tør stå ved det simple og få det til at svinge, som kun de færreste formår.
Med videoen til 'Baphomets Throne' blev Samael endnu et band, der høstede frugten af eksponering på det populære Headbanger's Ball med værtinden Vanessa Warvick. Det groovy nummer med det karakteristiske, dystre Ravel-sample i introen havde en mørk simpelhed, der sammen med de okkulte tekster tydeligt kunne høres trods Vorphs snerrende growl. Ordene var som riffene på pladen; få, men velvalgte i forhold til bandets mål.
Lyrikken var dog ikke noget, som alle kunne kapere til morgenkaffen. Samael oplevede visse problemer på den baggrund og pladeselskabet, Century Media, skulle efter sigende også have haft besøg af tysk politi på grund af Samaels heftige blasfemi. Det var især disse linjer fra 'To Our Martyrs' som ikke alle fandt lige underholdende:
"I spit at your god's face
I piss on the cross
I vomit on the holy bible
I shit on the blessed whore and her bastard son"