Nostalgi og den uendelige tristesse
The Smashing Pumpkins var lidt for store til det dobbelt udsolgte Store Vega. De havde i hvert fald taget manierismer fra store stadioner med sig ind på spillestedet.
Først var det dog tid til danske Myrkur, som spillede med et velspillende og -syngende band. Især Maja Shining på bas, keys og vokal imponerede mig, blandt andet med en vokal, der kunne måle sig og svinge godt med Amalie Bruuns flotte og meget skolede vokal. Først fik vi de tos stemmer og keys, som slog en folkemusikalsk stemning an, inden vi fik det fulde band på og endte i et lækkert, organisk blastbeat.
Det var ret sigende for koncerten som helhed, som konstant bevægede sig mellem modpoler: Det middelalderlige, folkemusikalske og det teknologisk moderne, og det grumt blackede og skønt storladne. På den måde har Myrkur bevæget sig lidt væk fra rødderne i den mere traditionsbundne black og over i en mere personlig blanding af det, der synes at inspirere hende. Denne aften fik vi en veludført, flot koncert med de elementer som grundbestanddele, og der var som sådan ikke en finger at sætte på koncerten, der oven i købet inkluderede en sang med Billy Corgan som fødselshjælper. Når jeg alligevel ikke kan svinge mig op på mere end tre ud af fem kasser, så skyldes det ikke bandets optræden, men blot det simple faktum, at Myrkurs sange ikke rigtigt fænger mig. Er man fan af Bruuns sangskrivning, kan man snildt lægge en kasse eller to til karakteren.
Verden er ikke en vampyr
Den er en midaldrende konsulent-type, der en sjælden gang er ude at vifte med ørerne og nyde lidt musik, fra dengang hen var ung. Det er der naturligvis intet galt med, men det slog skår i nydelsen, at denne ukendte konsulent-type og alle hens venner og bekendte lige skulle slå en sludder af under koncerten. Det var exceptionelt irriterende, og det sendte mig rundt i salen for at finde et sted, hvor folk kunne lukke munden og åbne ørerne. Den slags steder var der ikke mange af.
Til gengæld var Corgan, Iha, Chamberlain & Co. veloplagte og friske i mælet. Vi blev underholdt med anekdoter om Christiania og den københavnske cykelkultur, og Iha takkede os på klingende svensk. Nå ja, tæt nok på, James.
Onde tunger, deriblandt denne tunge, kunne påstå, at The Smashing Pumpkins næsten var lidt for veloplagte. Billy Corgan cosplayede metal med hornene oppe og smilet fremme, og James Iha var som sagt en glad entertainer, men det var trommeslager Jimmy Chamberlain, som var skurken i denne sammenhæng. Det er ingen hemmelighed, at Chamberlain er en af verdens dygtigste trommeslagere, men her blev dygtigheden væltet ud over os med alt for overgjorte, manierede fills, der syntes at tjene mere til at fremvise Chamberlains tekniske kunnen end noget som helst andet. Læg dertil bandets hang til stadionklingende, pikrockende afslutninger og turnarounds, og du har konturerne af et træls fænomen.
Det er ærgerligt, for på især bandets tre første plader ramte de en ret perfekt balance mellem det poetiske og det storladent rockende. Den uelegante, overlæssede version af ‘Heavy Metal Machine’ var et godt eksempel på problemet, mens trioen af numrene ‘Today’, ‘Bullet with Butterfly Wings’ og ‘1979’ havde bedre balance. Måske var det derfor, et par ved siden af mig derefter erklærede, at nu kunne de jo egentlig godt gå hjem. De havde fået hitsene.
Om de gik hjem, ved jeg ikke, men jeg fik selv lyst til at gå hjem, da vi fik et cover af Berlins firserpop-maggiterning ‘Take My Breath Away’. Jeg ved ikke, om det var ironisk ment eller ej, men det lød så frygteligt, at jeg seriøst overvejede, om det virkelig kunne passe, at jeg skulle finde mig i at blive udsat for det lort. ‘Mayonaise’ og ‘Disarm’ gjorde, at jeg trods alt blev, men hvad fanden skulle den der opfordring til at klappe med gøre godt for? Ingen danskere kan jo finde ud af at klappe på backbeatet, så på den måde var det jo godt, at de fik lidt instruktion, men det var sgu ingen fornøjelse at høre publikum løbe fra bandet tempomæssigt.
Der var gode øjeblikke, som da vi fik ‘Ava Adore’, men der var også det pinlige optrin, hvor Iha tilsyneladende havde brug for at improvisere en The Doors-pastiche frem med sin allermest falske stemmeføring. Hvorfor folk klappede med på det, vil nok altid være et uløst mysterium.
Sådan var det denne aften. Publikum overgav sig utrolig villigt til bandet – der var nok mange, der var jævnaldrende med mig og havde glædet sig længe til at genopleve ungdommen i 90’erne – mens bandet svingede mellem at spille ret medrivende og så fyre overgejlede rockklicheer af og demonstrere et temmelig løseligt fungerende smagskompas. Således svingede nålen mellem det ret habile og fængende og det aldeles uacceptabelt rædselsfulde, mens folk jublede lige højt af begge dele. Nostalgi er et hell of a drug.
Myrkur: 3/5
Smashing Pumpkins: 2/5