Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Jeg er et sted nu, som er helt ubegribeligt naturligt for mig"

Populær
Updated
"Jeg er et sted nu, som er helt ubegribeligt naturligt for mig"

Black metal-bandet Myrkur spiller på lørdag dets første koncert nogensinde. Og det endda på Roskilde Festival. I den anledning har vi fået os en lang snak med eneste medlem, danske Amalie Bruun.

Det har ikke skortet på opmærksomheden, hverken herhjemme eller i udlandet, siden det danske black metal-projekt Myrkur sidste år udgav debut-ep'en 'Nattens Barn'. "Bandet", hvis eneste medlem er musikeren Amalie Bruun, er den 21. august klar med første fuldlængde, 'M', på Relapse Records. Men inden sommeren når dertil, er der en debut-koncert, der skal spilles på lørdag på Roskilde klokken midnat. Over telefonen fra sit hjem i Nordsjælland fortæller Myrkur her om forventningerne til koncerten, hvem hun skal spille med, hvad musikken betyder for hende, og hvad fremtiden ellers kommer til at byde på.

Hvilke forventninger har du til koncerten på lørdag?

– Generelt så har jeg det så som så med forventningerne til Myrkur, fordi det sjældent bliver, som jeg forventer. Det lever lidt et liv for sig selv. Jeg har faktisk ikke andre forventninger, end at jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har ikke engang været på Roskilde som gæst. Så det er fedt at få lov til at komme derhen og spille. Og så med det band jeg har med... Jeg glæder mig bare utroligt meget. Jeg tror, det bliver ret højt og mørkt.

Hvad var din reaktion på at skulle spille dit første show på Roskilde?

– Min reaktion? Jamen, det var faktisk, at jeg ringede til min bedste veninde og sagde, "nu skal jeg spille på Roskilde". Det var egentlig bare det. Jeg var meget begejstret, og så var det også lidt uvirkeligt. Og det er det sådan set stadig. Og nu skal jeg jo spille om et par dage, og jeg forstår det stadig ikke. Man har jo som dansker det her billede af Roskilde som noget kæmpe stort. Altså næsten større end festivaler i udlandet, som er meget større. Så jeg har et eller andet, også fra mine forældre fra da de var unge... Altså, der er bare et eller andet, noget næsten overnaturligt over det for mig. Jeg ved godt, at sådan er det nok ikke for dem, som har spillet der mange gange, men for mig er det.

Er der en grund til, at du ikke selv har været på Roskilde før?

– Ja, altså jeg har aldrig rigtig været på festivaler, fordi jeg ikke er så god til at være steder med alt for mange mennesker af gangen. Det får jeg det dårligt af. Jeg har ligesom holdt mig væk fra alt for store koncerter, festivaler og sådan noget. Men jeg kunne godt tænke mig at lære det.

Hvem kommer til at udgøre live-bandet på Roskilde?

– Det er sådan set dem, som er med på mit første album, 'M'. Det er Teloc fra Mayhem og Øyvind Myrvoll fra Nidingr samt deres bassist, Stian. Så det er egentlig Nidngr som er mit backingband. Hvilket passer rigtig godt, for vi skal begge spille på Midgårsblot, så det gør det lidt lettere. Vi burde jo egentlig lave en tour sammen. Og så har jeg min fem norske korpiger med fra Jentekoret.

Hvordan har forberedelsen til koncerten været?

– Jeg har været i Oslo i foråret, fordi hele bandet og koret er bosat der. Vi har øvet oppe i Mayhems øvelokale, som er en lille køretur ud fra byen. Siden jeg har indspillet pladen, har jeg været rigtig meget i Norge generelt. Og er blevet rigtig, rigtig glad for Oslo, hvor jeg på kort tid har fået en masse venner, fordi der er et stærkt musikersamfund. Alle spiller med alle på kryds og tværs af genrer. Altså, ham jeg har med på strengeinstrumenter på pladen, som er sådan en total virtuos... jeg vil ikke sige skør, men næsten, så man tænker, "jeg ved ikke hvilken planet du er på lige nu, men jeg vil godt med til den, hvis jeg må". Men han spiller også i sådan nogle technobands, noisemusik, metal, klassisk og folkemusik. Så det er sådan meget på kryds og tværs af forskellige mennesker, som har musikken tilfælles, og er lidt ligeglade med genrer. Og det passer mig rigtig fint.

Hvad kan folk forvente af showet?

– Ja, hvad kan man forvente af showet... Jeg vil egentlig helst have, at det er en overraskelse. For det bliver lige så meget en overraskelse for mig selv. Haha. Så jeg synes det er svært at sige, hvad man skal forvente. Altså, jeg synes jo, at det er lidt spændende, at man godt kan træde lidt forkert, og det ikke er et eller andet, man har spillet 47 tusind gange. Men at det kan tage sin egen form, gå lidt forskellige veje. Og at man skal opleve det sammen med det publikum, som vil være der.

Kommer du til at have corpsepaint på?

– Nej, haha. Det gør jeg sgu ikke.

Ok. Nu kommer det til at handle mere om Myrkur, hvorfor og alt det der...

– Hvorfor jeg er så fantastisk...

Haha. Præcis. Hvor længe har du arbejdet på Myrkur?

– Øhm ja, det spørgsmål får jeg altid, og det er svært at svare på. Fordi jeg... Altså hele mit liv, lige siden jeg blev født, har jeg været musiker. Ligesom med så mange andre musikere, er det noget, man tager med sig, fra man er helt lille. Og man kan sige, at den første musikalske kærlighed, jeg havde, var folkemusikken med dens skønsang og alt det der. Og så har jeg altid spillet klaver, og jeg fik en violin, da jeg var fire år, tror jeg. Så jeg er startet med at have en kærlighed til den side af musikken. Mest sådan noget nordisk noget. Og så nordisk mytologi, som jeg lærte om i skolen som alle andre. Hvilket jeg synes var vildt spændende – og stadig gør. Metal kom så senere i teenageårene. Eller, jeg kunne godt lide det som lille også, men black metal lærte jeg først at kende som teenager. Men jeg har altid skrevet forskellig slags musik, og det musik, jeg putter på plade i dag, føltes egentlig som det musik, jeg lavede, da jeg var meget yngre. Men man kan sige, at det først har taget rigtig form, efter jeg så valgte at udgive det. For så skulle jeg ligesom også vænne mig til det. Måske meget sigende for folk, som laver og kan lide meget forskellig slags musik. Jeg har så valgt at blande alle de her ting og har skabt det her misfoster, en hybrid genre-ting.

Hvorfor har du valgt black metallen som dit udtryk?

– Det er stadig den samme kærlighed, som jeg da lyttede til det første gang, som jeg har nu. Selvfølgelig er der meget blandet, og det er også fint nok, men det, jeg lyttede til dengang, er det samme som nu. Jeg synes ikke rigtig, at der er noget, som kan hamle op med det. Måske også klassisk musik, hvor jeg også føler mig tæt på et eller andet, noget guddommeligt, i mangel af bedre ord. Men sådan har jeg det også med black metallen. Jeg synes bare, at det er den smukkeste og grimmeste genre på en gang. Og den er interessant for mig at udfordre, lytte til og spille.

Er der nogle bestemte bands, som har inspireret dig mere end andre?

– Ja. Tydeligvis Ulver. Og Mayhem. De to har jeg så også på en måde valgt at samarbejde med. Og så... Jamen, hele den scene i Norge. Enslaved, Darkthrone og så videre. Den lyd der. Den melodiske, meget mørke og hårde lyd, som de bands kombinerer. Det er det, som jeg synes er fedt. Og som minder mig om min tid, hvor jeg spillede klassisk musik. 

Da de første ting kom frem, var der ingen, som vidste, hvem Myrkur var. Var det meningen, at din identitet skulle have været forblevet anonym, hvis det stod til dig?

– Altså, jeg vidste jo, at det ikke var realistisk at holde. Jeg havde bare det naive håb, at jeg kunne sende noget ud, hvor musikken blev dømt på kun musikken. Og det er jo rigtig svært i dag. Folk er blevet så vant til at sidde på internettet. Altså, de er næsten blevet døve. Især i USA er det meget sådan, "jamen, den her sanger er sådan her, det er der en eller anden, der har sagt, og så er det bare sådan". Og så har de det dejligt med det. Men de har næsten glemt bare at lytte til musikken med ørerne og med hjertet. Og det var bare det, som jeg håbede, jeg kunne få chancen for. Så længe internettet tillod det. Det var mest journalister og skribenter, som gik op i det. Og så gad jeg jo ikke lyve. Jeg har aldrig haft lyst til at lyve, eller skjule hvem jeg er, men ikke fordi jeg ikke er stolt af, hvem jeg er. Jeg er ekstremt stolt af den, som jeg er. Jeg ville bare gerne have, at musikken var i førersædet. Men da det så kom frem, syntes jeg også, det var fint nok. Det gav mig mere frihed. Så kunne jeg pludselig også bare være ærlig om, hvad jeg vil. Og hvem jeg er. Så det er egentlig blevet meget lettere, efter det kom frem. Og så kan jeg jo spille koncerter, hvilket også er en af mine drømme med det.

Kan du forstå, hvis nogen har haft svært ved at acceptere, at du for eksempel lavede titelnummeret til Paradise Hotel i 2008 og nu laver black metal?

– Jeg prøver i Myrkur-relaterede interviews kun at snakke om Myrkur. Men folk har jo fuldstændig frihed til at have deres egen mening. Men som jeg altid siger, hvis man kan lide musikken, så lyt til den, ellers sluk for den.

Har du undervejs i din karriere, altså før Myrkur, holdt det skjult, at du godt kan lide ekstrem musik?

– Ja, hele tiden. Det har været en meget ensom process for mig. Jeg har aldrig været særlig god til at dele min musik med nogen. Men jeg vil gerne bidrage til, at metal i Danmark bliver mere som i Norge, hvor det er en meget mere accepteret og respekteret genre på højde med alt det andet. Det hele er jo kunst. Og jeg synes også, at sådan nogle som jer og de andre metal-sider/blade i Danmark, for der er jo ikke så mange, fortjener stor respekt. Fordi det er vigtigt, at der bliver lyttet til og skrevet om det. Jeg ved også godt, at der er nogle mennesker, som gerne vil have metal for sig selv. Hvor man helst ikke vil dele. Og det er ikke alle, som må høre det, ikke alle, som må kunne lide det, ikke alle, som må lave det. Og sådan plejede jeg måske også selv at være. Men så fandt jeg ud af, at jeg meget hellere vil have, at der er flere, som eksperimenterer med det og lytter til det, end at jeg skal lytte til dårlig musik dagen lang. Så hvis jeg kunne få mere metal og hård rock ind på radiostationerne, det ville jeg synes er fedt. I det hele taget mere ind i medierne. I Norge er det hele mere en del af deres kultur og kulturarv. Det er ikke noget, som folk er bange for.

Hvordan er du kommet i kontakt med den norske black metal-scene?

– Det er, fordi jeg tror Kris (Kristoffer Rygg) fra Ulver ikke har kunnet undgå at se omtale af min ep, hvor Ulver som regel bliver nævnt. Og da jeg så skulle i gang med min fuldlængde, som jeg egentlig ikke have lyst til, men fik at vide, at nu hvor ep'en gik så godt, så var det tid til det, så sagde jeg, at jeg gerne ville have en producer på, og at det skulle være Kristoffer Rygg. Jeg tænkte, at det nok ikke var muligt, men han havde allerede hørt mig og kunne godt lide ep'en. Så han sagde ja, hvilket var sindssygt overraskende. Og så gik det derfra med mails og demoer frem og tilbage. Og så satte han et hold sammen, som han synes var godt for den vision, vi havde for pladen. Og som jeg nævnte, så er der et community i Oslo, og de vil gerne være med. Der er ikke så meget, "jeg kan kun spille en ting". De laver også musik til film, teatre og alt muligt andet. De er meget eksperimenterende, samtidig med at de respekterer traditionerne og rødderne i black metallen, som de jo selv har været med til at skabe.

Ser du stadig Myrkur som et soloprojekt, nu hvor du har fået andre kræfter med?

– Ja, det gør jeg absolut! Det er mig, som har skrevet alle sangene. Og jeg ved jo også godt, at hvis Teloch skal på turné med Mayhem, så kan jeg ikke sidde og sige, "nej, nej, du skal med mig". Det er mit eget projekt, og det har jeg det også helt fint med. Jeg synes, det har været sindssygt fedt at arbejde med dem alle, især Kris, som er blevet en slags mentor for mig. Men det er stadig meget ting, som jeg hører i mit eget hoved, som jeg gerne vil have, skal ske.

Har du et bestemt budskab, som du gerne vil ud med?

– Jeg synes, der er en del ting som jeg går op i, men vil helst lade musikken tale. Jeg prøver vel at promovere en kærlighed til naturen, og det mere traditionelle fra vores kulturhistorie. Det synes jeg er rart at kunne være med til, at fejre og minde folk om. Blandt andet.

For nogle måneder siden var der en mindre storm omkring et omslag, som du havde lavet på Facebook, hvor du postede et link til Varg Vikernes' kontroversielle bog, Germansk mytologi og Verdensanskuelse. Hvad var dine bevæggrunde for at poste det?

– Det er, ligesom med alt andet jeg poster, noget, som jeg synes er interessant. Det er min personlige interesse.

Nogle følte sig meget stødte – hvad er din holdning til det?

– Jamen, altså, det er, som med alt andet jeg poster. Som jeg siger, jeg kan ikke leve efter andre folks reaktioner på mig, for så vil jeg aldrig få lavet noget. Man er nødt til at være proaktiv i stedet for reaktiv. Og det passer mig fint, for ellers kan du jo ikke foretage dig noget i dag, hvor alle er kritikere. Alle har en blog, alle har en mening og man skal fandme bare høres på internettet.

Går du op i at skabe et bestemt image for Myrkur, eller hvordan arbejder du med din offentlige profil?

– Nej, jeg synes, jeg er en af de meget få artister, som er fuldstændig sig selv. Der er ikke nogen, der siger, hvad jeg skal og ikke skal gøre. Det er ikke noget image-halløj, det er mere, at jeg endelig er et sted, hvor jeg kan tale helt frit, om det så er via musik eller sociale medier. Jeg synes jo, at musikken må være det vigtigste. Men man kan selvfølgelig gøre meget med billeder, symboler og sådan nogle ting. Det handler om at være mig selv uden andres indblanding.

Når dit debut-album er udkommet i august, hvad er så planerne for Myrkur?

– Jeg har givet lidt op på at kontrollere, hvad der sker. For der sker altid alt muligt uventet. Men jeg kunne godt tænke mig at sætte nogle flere koncerter op. Gerne i nogle mere specielle venues. Fx et gammelt teater eller der, hvor jeg indspillede mine vokaler, i Vigeland-graven (maleren Emanuel Vigelands mausoleum, der i allerhøjeste grad kan anbefales, hvis man besøger Oslo, red.). Der kan så kun være 30 mennesker, men så kunne man måske lave noget med, at folk kommer ind i små hold. Jeg vil gerne spille mere i Danmark og Skandinavien i det hele taget. Og jeg har også snakket med et andet metal-band her i Danmark om at spille nogle shows sammen og lave nogle mere unikke arrangementer. 

Er det Solbrud, som du har snakket med?

– Haha. Jeg kan ikke tale på vegne af dem, for jeg kender kun Ole (Luk, forsanger/guitarist). Men dem har jeg også snakket med, ja. Og dem synes jeg rigtig godt om.

Du laver jo også andre ting ved siden af Myrkur. Hvordan prioriterer du det hele?

– Hvis du mener i forhold til andet musik, og her er det meget godt, at det er et dansk interview, så alle ikke kan læse med, for jeg prioriterer ikke rigtig noget andet end Myrkur. Jeg har ikke tid til det, og jeg har heller ikke lyst. Netop fordi, som jeg sagde før, at jeg endelig har fundet noget, som jeg føler er mig selv. Selvom jeg selvfølgelig håber, at man bliver ved med at udvikle sig – også musikalsk. Jeg er et sted nu, som er helt ubegribeligt naturligt for mig. Og sjovt også. Det lyder måske underligt, men synes ikke, at det altid har været lige sjovt at lave musik. Det er bare dejligt for mig nu, så jeg gider ikke rigtig lave andet.

Så man kan godt sige, at Myrkur har presset sig på i nogle år?

– Ja, virkelig meget! Men jeg har jo også rejst meget, især i USA, og har haft bundet mig selv til nogle andre ting. Ting, som har lært mig ekstremt meget, men jeg har også vidst, at jeg var nødt til, når jeg har lavet kontrakter, at være sikker på, at de ikke forhindrede mig i at noget andet også. Og det er jeg glad for i dag, at jeg altid har reserveret den her frihed til netop at gøre det nu.

Jeg har et sidste spørgsmål, som jeg godt kan fornemme og forstå måske er trættende, men stadig vigtigt for dem, som mentalt lever i en anden tidsalder, at læse svaret til. Har du en holdning til, hvorfor der stadig ikke er så mange kvinder, som spiller metal?

– Haha. Lad mig se, om jeg har en holdning til det. Der er selvfølgelig flere kvinder, som spiller metal, det er vigtigt at understrege. For jeg har tidligere brændt nallerne på at sige, at nu kan det måske være, at der kommer flere til, hvor mange kvinder, som allerede spiller, efterfølgende har følt sig lidt overset. Så man kan sige, hvorfor er der ikke flere, som bliver hørt? Jeg ved det ikke. Det handler måske om det der regelsæt, som der er – og det gælder jo også mænd. Men man bliver nødt til at lade være med at tænke så meget på, hvad andre synes og siger. Og det kan være, at det måske rammer kvinder lidt mere. Netop fordi det traditionelt er en mere maskulin genre. Eller i hvert fald er der flere mænd i den. Min holdning er bare, at hvis man er god til noget, har et talent og øver sig og sørger for, at der ikke er nogen, som fucker med en, så er det ligegyldigt hvem du er. Og det gælder ikke bare musik, men alting.

Det synes jeg er nogle smukke ord at slutte af med. Jeg glæder mig til at se dig/jer spille på lørdag. Tak for interviewet!

– Ja, selv tak!