Top 5 over sange med vandigt indhold
PopulærDet er World Water Day i dag den 22. marts. Det skal metalverdenen da ikke stå tilbage for, så gør som skribent Villumsen og find dine yndlingssange om vand frem.
1. Samael - Rain (fra albummet 'Passage', 1996)
En stærk åbningssang fra albummet, der introducerede elektronikken i det schweiziske band med programmerede trommer til den kolde, atmosfæriske metal. Sangen hylder nok mere "the new age" end vand som sådan. Det er i hvert fald vand i syndflodsmængder, der synges om.
2. Bathory - The Lake (fra albummet 'Blood on Ice', 1996 [optaget i 1989])
Et dejligt hymnisk nummer med store episke proportioner fra mægtige Bathory. En saga-inspireret sang om et bæst med et fjæs, der vil få en til at forstumme så man ikke kan kæmpe i krig. Ofrer man sine øjne i søen, så vil man se indefra selvom, man er blind.
3. Edge of Sanity - Black Tears (fra 'Purgatory Afterglow', 1994)
Fra et af mine allerstørste favoritalbums findes denne melodiske og energiske, depressive lille perle fra Dan Swanö, som skriver om indre smerte og tortur, der fører til sorte tårer ned af kinderne og et koldt, håbløst hjerte. En sang om vand i smertelig dråbeform.
4. Orphaned Land - Ocean Land (fra albummet 'Mabool', 2004).
Superstærkt nummer fra Orphaned Land, der på 'Ocean Land' virkelig formår at mikse tunge metalguitarer med den israelske musiktradition. Nummeret er endnu en sang om tørt land, der oversvømmes og bliver til hav. Sagt på en anden måde: endnu en sang om Syndfloden.
5. Amorphis - Silent Waters (fra albummet 'Silent Waters', 2007)
Det finske band viser sig fra sin smukkeste side med en tragisk sang om en far, som mister sin søn til vandets stærke styrke. Teksten er oversat fra et digt af Pekka Kainulainen baseret på Kalevala'en.
Supplér gerne artiklen med væske - eventuelt med alkohol i!