WOA '14: Majæstetisk fejring af genren
Populær
Emperor gik linen ud, da de fejrede genren, vi kender som black metal. Debutpladen blev spillet, og så lukkede de flot med et cover af Bathory. Old school!
2. The Burning Shadows of Silence
3. Cosmic Keys to My Creations & Times
4. Beyond the Great Vast Forest
5. Towards the Pantheon
6. The Majesty of the Nightsky
7. I Am the Black Wizards
8. Inno a Satana
9. Ancient Queen
10. Wrath of the Tyrant
11. A Fine Day to Die (Bathory cover)
Da Wacken Open Air tilbage i 2006 kunne præsentere Emperor gendannet for en stund, stod verden stille for undertegnede. Bandet, der i sin tid var med til at forme og udvide mit kendskab til og min affektion for metalgenren, blev gendannet, og jeg fik mulighed for at se dem spille den musik, jeg tilbad nærmest religiøst i mange år. Gør det nok stadig, men nu er den religiøse tilbedelse nærmere afløst af en nostalgisk tanke, der sender mig tilbage i gymnasiet, hvor jeg var udødelig, letpåvirkelig og gennemgik en bekymringsfri udviklingsfase i mit liv, der alt sammen blev akkompagneret af bl.a. thrash, dødsmetal og black metal. I den sidstnævnte genre skilte Emperor sig klart ud som værende det band, der lavede det absolut bedste musik. Ingen kom i nærheden af deres smukke musik, og ingen har siden turdet gøre forsøget på at vippe dem af tronen i den genre. Det er forsøgt kopieret, men aldrig gjort bedre.
Lidt det samme kan siges om Emperor anno 2014 kontra koncerten i 2006. Det, der siden blev udgivet på cd og dvd under titlen 'Live Inferno', var noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet på Wacken. Det blev ikke overgået af Emperor selv otte år senere. Det var dog stadig en koncert, jeg vil huske længe og kun for noget godt. De brugte 20-årsjubilæet til at fejre den bedste udgivelse i deres genre, 'In The Nightside Eclipse'. En fejring, der, som annoncøren af koncerten sagde, var en "Sunny side", da solen stadig stod stærkt, da nordmændene gik på scenen lørdag eftermiddag på Wacken Open Air.
Jeg fik kuldegysninger, da intromusikken startede. Så meget nostalgisk saft og kraft er der stadig i pladen. Det blev kun bedre, da jeg så Ihsahn og Samoth stå og smile til hinanden, mens de spillede åbningsnummeret 'Into The Infinity Of Thoughts'. Det var herligt at se, hvordan de nød hinanden og musikken.
Det etiske dilemma
Så var der trommeslageren Faust med det borgerlige navn Bård Guldvik Eithun. Manden, der i 1992 koldblodigt myrdede Magne Andreassen og efterfølgende blev straffet for det. Han blev fængslet i 1994 og kom ud i 2003. Samfundet har altså givet ham den straf, han skulle have. Alligevel var det underligt at se ham sidde der og spille trommer. Hvordan hylder man ham og hans musik uden samtidig at blåstemple hans gerninger? Jeg måtte lige vende det i hovedet og er stadig ikke afklaret med, hvordan jeg har det med Faust.
Jeg valgte dog at fokusere på musikken og den hyldest, som Emperor var i gang med. De fejrede sig selv og den genre, de var med til at forme. Ihsahn var specielt oplagt og guidede os kompetent gennem pladen. Da de sluttede af med 'Inno A Satana', var der ikke et sort, pandamalet øje tørt. Emperor havde dog mere tid og havde ikke tænkt sig at forspilde muligheden for at gøre det til noget mere og andet end blot en simpel fejring af en plade. Det skulle være hele deres fundament, der skulle fejres.
Derfor fortsatte de koncerten med at spille to gamle demosange i form af 'Ancient Queen' og 'Wrath Of The Tyrant' som ekstranumre. Trumfen blev sat ind til sidst, da de bandt sløjfe på koncerten og fejringen af black metal-genren med covernummeret 'A Fine Day To Die' af Bathory og sendte dermed et anerkendende nik i retning af Quorthon, der var med til at inspirere Emperor.
På den måde var Emperors koncert på Wacken i 2014 en old school-hyldest til old school-black metal. Den fejlfrie fejring. Alligevel kom jeg ikke helt op i samme emotionelle felt, som jeg gjorde i 2006. Måske netop fordi jeg dengang var sikker på, at dette var en enestående oplevelse, der ikke ville blive gentaget. Det blev det så til dels, og koncerten i år står derfor ikke så unikt tilbage som den i 2006. Dog stadig den bedste koncert, jeg oplevede på Wacken i 2014. Du kan selv se hele koncerten her: