Fuld styrke i Sydtyskland
Populær
Slayer skuffede lidt, men Sworn Enemy, Lamb of God, Chimaira, Barcode og Volbeat viste fuld styrke i Leipzig.
Forventningerne var store da Heavyjams udsendte drog sydover til With Full Force festivalen (WFF), som finder sted første weekend af juli, lidt uden for Leipzig ved en lille, nedlagt lufthavn.
Nedbrud og nedtur
Forventningerne skulle dog udsættes for store prøvelser, da alt hvad den transnationale trafik kan byde på af afskyeligheder var disket op til os, fotograf Jacb Dinesen og undertegnede. Timelange køer ved Rødby, skybrud over Tyskland, som førte til ligeså lange køer på den anden side af Østersøen, og et motornedbrud, der strandede os ved Potsdam. Nedbruddet var så eftertrykkeligt, at motoren skulle skiftes, hvilket forsinkede os til et stykke op af lørdagen. Om fredagen lå bl.a. det meste af black- og death metallen, så vi fik hverken hørt Satyricon eller Cannibal Corpse. Mayhem havde måtte melde fra, så dem havde vi ikke fået at høre alligevel. Korn og Hatebreed var også nogle af de bands, vi missede.
Rutine og opretning
Mange store navne, som afsluttede deres Europaturneer var at finde på festivalen. Det helt store navn, Slayer, kom - som alle ved det - alligevel ikke til Roskilde Festival, weekenden efter, og skal man dømme efter søndagens præstation, var det måske til at leve med. Bandets optræden søndag aften var underlig fjern og uoplagt, og man oplevede noget så uhørt som småfejl hist og her. De hev den dog hjem på rutinen, så det var slet ikke pinligt, bare langt fra en toppræstation.
Lamb Of God, Chimaira og Unearth havde gæstet København torsdagen inden. Og hvor især Chimaira måske i Pumpehuset ikke spillede op til deres bedste, fik det til fulde rettet den svage københavnerindsats op på WFF. Unearth spiller med en fed energi, selvom de måske ikke har det allermest originale materiale. Lamb Of God bliver bare bedre og bedre, og selv om de i København virkede glade for at komme indendørs til en afveksling, var de nu også superfede på en åben festivalscene, med deres Pantera-inspirerede pure, american metal.
Mere succes sydpå
Volbeat ser ud til at udvide deres kæmpe danske succes sydpå, og leverede et brag af en koncert, hvad den uhyrlige autografkø bagefter vidnede om. Hardcorebanden fra Århus, Barcode har måttet skifte sanger igen. Den nye hedder Michel, og er fra Sjælland. Han er helt ny i bandet og fik sin ilddåb på WFF – så ny, at det ikke var blevet til særlig mange øvegange inden, hvilket nok ikke hjalp på nervøsiteten. Ellers var det fed, rendyrket hardcore som sædvanlig. Hardcore fylder i det hele taget godt op i programmet på WFF. Backfire berømmes for deres koncert, hvor de leverede et brutalt set med stor præcision og nerve.Walls of Jerico er kendt for at have en kvindelig forsanger. Det er et superfedt band og det var en superfed hardcore koncert, de fik leveret. Kort og godt.Terror var også lige i skabet. De spiller den form musik, hvor man kan høre slægtskabet mellem den helt tidlige thrash og harcore.
Hårdkogte hardcore-favoritter
Et af mine egne hovednavne varSworn Enemy. De betragter sig stadig som New York Hardcore, men der er så mange groove metal elementer, at de godt kan betragtes som en slags metalcore, uden at de forfalder til pseudomelodiøse omkvæd. Deres skive fra sidste år, "The Begining Of The End", fra sidste år lød som om at de er et killer-live band, og de skuffede ikke! Præcist spillet med en energi som en løbsk kernereaktor – der var intet andet at gøre end at forsvinde i pitten og få et drag tysk mosh-prygl.Pro-Pain ligger i samme grænseland. Og selv om deres seneste udspil ikke rigtig er faldet i god jord, leverede bandet en god koncert. Pro-Pain fejrer i år femten års jubilæum, så de kunne plukke numre fra hele bagkataloget, og undgå for mange fra det seneste album. Kun nummeret "All for King George" fra den seneste kunne det blive til. Sick Of It All leverede en godkendt præstation, som dog ikke vil gå over i historien. De spillede på den store, åbne scene, men er måske et band, der ville have gjort sig bedst på teltscenen.
Stygge tyskere
PladeaktuelleCaliban, der spiller metalcore, men er fra Tyskland, spiller musik, der er lidt for klichéfyldt til helt at fænge. Deres koncert var dog OK - ikke mere end det. Af andre tyske bands, man kunne opleve dernede, skal der direkte advares mod Manos, som er festabemusik, der på ingen måde hører hjemme i metal. De spillede fanme dårligt, og prøvede at undskylde for det med et latterligt (som i ”usjovt”) show. Die Kassierer var sgu heller ikke for godt, men kan man tysk, som tyske punkere jo kan, var det vist helt rigtigt – at dømme på sidstnævntes reaktion blandt publikum. Ubesmittet af tyskkunskaber af nævneværdig grad var der ikke noget tilbage i selve musikken, der var værd at lytte på. Amerikanske Enter Shikari er også stygge. De spiller post-hardcore med nogle keyboardlyde, der lyder som kalypso-olietønder, hvilket er en dårlig idé.
Gumpetunge svenskere
SvenskeSonic Syndicate har vundet en talentpris, hvilket er uforståeligt. De vil gerne være et svensk melodeath-band, men lyder snarere som tidlig My Chemical Romance – så alt metal fra Sverige er åbenbart ikke af det gode. Apropros Sverige var døds-vikingerne fra Amon Amarth der også, men de var lige vel gumpetunge til helt at være op at ringe. De gamle dødsdrenge i engelske Benediction leverede en anstændig koncert, som dog ikke nåede helt ned på de bagerste rækker, for at sige det mildt. Ill Nino kæmper videre med deres nu metal image, som de virkelig prøver at lægge bag sig, da det jo ikke er så moderne. Men pyt med hvad moden foreskriver, for det er et pissefedt liveband, også selv om man ikke gider at købe deres plader. De giver den lige den tand mere live, der gør dem lytteværdige. Alt i alt en storslået festival – især for bangers der ikke opsøger heavy tenorsang, for det var der godt nok ikke meget af...
Karakter (på old skool 13-skalaen): 10