Den hidtil bedste bog om black metal
Populær
Dayal Pattersons ’Evolution of the Cult’ om black metal er en vellykket bog, der tager emnet alvorligt uden sensationalisme.
Bøger om metalmusikken og -scenen har været inde i en god stime de sidste par år, med vægtige bøger om progressiv metal, svensk metal, svensk dødsmetal, Hellhammer og Celtic Frost og flere andre. Også black metal-scenen har fået sin sjat bøger, siden ’Lords of Chaos’ udkom i 1998. Det seneste skud på stammen, ’Evolution of the Cult’, er den hidtil mest vellykkede bog om emnet.
Forfatteren er kendt som skribent for forskellige britiske metalmagasiner som Metal Hammer, Terrorizer m.fl., og bogen bærer præg af forfatterens virke – det er en journalistisk bog om emnet på godt og ondt. Bogen er et resultat af et imponerende research- og interviewarbejde med utallige af genrens centrale udøvere.
Pattersons force er at lade sine interviewofre selv fortælle, hjulpet på vej af ham – det er ikke her, man finder voldsomt kritiske spørgsmål. Det er sikkert både, fordi Patterson ønsker at vise, hvad genren siger om sig selv, men - gætter jeg på - også fordi flere af interviewofrene kan være vanskelige. Bogen præsenterer i hvert fald genrens udøveres selvbillede i fin stil.
Mangler opvejes af udvalget
Det betyder ikke, at der ikke er mangler i udvalget: Bands som Immortal, Satyricon, den østrigske black metal-scene (bands som Abigor og Summoning) og nyere fransk black metal er ikke med af forskellige årsager. Men det, den har med, tjener bogen til ære. Der er kapitler om ofte oversete bands som Master’s Hammer, VON, Samael (hvis rødder tit glemmes), den græske, den polske og den sydamerikanske black metal-scene, Tormentor, Sigh, industrial black metal og så videre, og så videre. Her er Pattersons bog unik og temmelig banebrydende som den første om emnet med en så imponerende bredde. Og så skal Patterson også have ros for at inddrage de ildesete Dimmu Borgir og Cradle of Filth, hvis musik jeg ikke har den store kærlighed til, men som naturligvis hører hjemme i en bog om black metal.
Fikspunktet for fortællingen er, ikke overraskende, Mayhem, hvis forskellige inkarnationer vies hele tre kapitler. Det er lidt kedeligt at få alle mord- og kirkebrandshistorierne én gang til, men det skal vel være der, når emnet er black metal. Mere interessant er det at læse om de tidlige år, opbygningen af scenen – og især også post-Euronymous-periode(r)n(e), hvis radikale eksperimenter det lykkes Patterson at opnormere på overbevisende vis.
Et multifacetteret billede af black metal
Bogen stiller relevante spørgsmål til flere af de myter, black metal-bands har skabt om sig selv gennem tiden, og det er altid sundt; et eksempel er, da den evige ikonoklast Dani Filth bemærker, at Deicides satanisme havde mere indflydelse på black metal, end mange siden har villet være ved. Her og generelt går bogen op i at finde de elementer, der har været med til at danne genren og dens utallige subgenrer, i at finde ud af, hvad der har været med til at forme genren og dens forskellige bølger.
Det gælder i det hele taget for interviewene, at de giver et multifacetteret billede af emnet og dermed viser black metal som et miskmask af forskellige inspirationer og kunstneriske mål og individuelle personligheder – dén definitive historie om black metal findes ikke, men bogen gør læseren klogere på de mange forskellige narrativer om genrens udvikling og formål.
Som de oplistede eksempler på indholdet viser, er Pattersons fokus ikke de ’Transilvanian Hunger’-kloner, som de fleste i dag forbinder med karikaturen trve black metal. Et musikalsk fikspunkt er det paradoksale forhold mellem det musikalsk reaktionære og det musikalsk absolut progressive, nyskabende og genrenedbrydende, som er de to modpoler, der alle dage har været black metallens kreative omdrejningspunkt. Patterson argumenterer overbevisende for, at Euronymous’ diktum om frem for alt at være original og have sin egen lyd, var afgørende for den bølge af norsk black metal, der skyllede ind over resten af verden i begyndelsen og midten af 1990’erne – ligesom præ-black metal som Celtic Frost og Master’s Hammer og Mercyful Fate på hver deres måde var eksperimenterende og progressive. Og ligesom den norske scene oprindeligt også var det, med unikke bands i første bølge som (naturligvis!) de klassiske og kendte bands, men også ofte oversete grupper som Gehenna, Thorns og Fleurety, som der har været mindre interesse for gennem tiden.
Det er ellers en ofte hørt myte i disse år, at norsk og europæisk black metal er musikalsk konservativ, mens den nyere amerikanske post-black metal skulle være særligt musikalsk progressiv, fordi den benytter sig af post rock-elementer, men Pattersons bog sætter tingene på plads: Black metal har hele tiden også været radikalt eksperimenterende, og det har netop ligget i genren fra dens spæde begyndelse; en genre, der kan omformes og inddrage et bredt spektrum af musikalske influenser uden at miste sin integritet.
De spirituelle sider
En central pointe hos Patterson er, at de spirituelle sider af black metal er en del af genrens appeal – det er mere end bare musik, men også en spirituel oplevelse... eller også er det i hvert fald det selvbillede, man gerne kolporterer fra genrens ideologers side, selvom det ikke altid forholder sig sådan i virkeligheden. Det er en glimrende observation, der forklarer meget af black metallens kultiske appel, men desværre gør Patterson ikke meget ud af at forklare nærmere om de spirituelle siders faktiske indhold og søger ikke rigtig forklaringer på det spirituelle indhold. Her kunne musikjournalisten med fordel have allieret sig med religionsvidenskabsforskere med viden om black metal (jo, de findes skam), ligesom han med fordel kunne have spurgt musikerne om den spirituelle side af genren og deres forhold til den.
Selvom bogen er delvist undskyldt med, at bands som Deathspell Omega, der repræsenterer en gnostisk satanisme, har valgt ikke at medvirke, og at folk som Jon Nödtveidt (Dissection) har valgt ikke at medvirke i livet som sådan, så kunne man have gjort mere ud af denne side af genren, også selvom Patterson er musikjournalist og ikke religionsvidenskabsmand eller –sociolog. Ikke desto mindre forsøgte ’Lords of Chaos’ sig med mere på denne front – på godt og ondt. På den anden side undgås den allermest trælse pseudohøjpandede akademisering, som man finder i for eksempel en antologi som ’Hideous Gnosis’, og det er også et plus.
Bebumsede halvdæmoner
Men når man sammenligner med ’Lords of Chaos’ har ’Evolution of the Cult’ til gengæld andre fordele:
For eksempel er de centrale medvirkende blevet dét ældre, end de var, da ’Lords of Chaos’ blev til. Det betyder på den ene side, at umiddelbarheden og ekstremiteten nedtones af de medvirkende selv – måske på bekostning af, hvad de faktisk mente dengang. På den anden side fører det til mere modne og reflekterede kommentarer og selvanalyser fra centrale personer på den norske scene – i Jon ”Metalion” Kristensens bog og fanzine-opsamling ’The Slayer Mag Diaries’ skriver Metalion, at ”I don’t think I was really mentally prepared for the interview [i ’Lords of Chaos’, red.], because I’d never done anything like that”.
Selvom medlemmerne af de forskellige bands nok var mere vant til at blive interviewet end Metalion, skal man ikke undervurdere, at den norske bølge var unge, usikre og en del af et miljø, der forsøgte at være så hårde som muligt. Afstanden til begivenhederne synes at have givet musikerne et mere reflekteret billede af begivenhederne med plads til selvransagelse og –refleksion. Og så er der også plads til ret underholdende anekdoter om fattigdom og kæresteproblemer, som føjer nuancer til historieskrivningen – man glemmer ofte, at de fleste bands bestod af bebumsede teenagere og ikke de majestætiske kryptbeboende halvdæmoner, som genrens image prøver og sælge (og som man sgu tror på, når genren virker!).
Sammenlignet med ’Lords of Chaos’ er ’Evolution of the Cult’ meget lidt sensationalistisk, og det tjener bogen til ære. Nu og da tænker man dog sit, for eksempel da Patterson lancerer en teori om, at Bård ”Faust” Eithuns mord på den homoseksuelle Magne Andreasson var selvforsvar – en teori, som der føres et tvivlsomt belæg for, og som er udtryk for en generel tendens til at underspille de mere voldelige elementer i black metal, som bogen rider med på, måske for at undgå at sensationalisere.
Derudover er Pattersons fokus på musikken klarere end ’Lords of Chaos’’. Den går mere i dybden med de enkelte bands og deres historie. Hvor ’Lords of Chaos’ fra tid til anden fokuserede på fænomener og personer med ringe eller slet ingen tilknytning til black metal (delvist betinget af, at den er skrevet, mens internettet endnu ikke for alvor var udbredt, delvist betinget af forfatternes personlige kontakter), der holder ’Evolution of the Cult’ sit fokus, og det betyder, at man får en mere dybdegående dækning af de musikalske strømninger, der indgår i black metal.
De sorte franske legioner
Kapitlet om den obskure og mystiske og hemmelige franske ”black metal-cirkel”, Les Légions Noires, der bl.a. talte Mütiilation, Vlad Tepes og Belkètre er et regulært scoop for de fleste læsere. De fleste af cirklens medlemmer er aldrig blevet afsløret, selvom internettet flyder over med rygter, og historier om, at bandmedlemmer boede i slotte, lavede Charles Manson-agtige kulte, begik sekteriske selvmord og lavede hemmelige sprog, be- og afkræftes i et fascinerende kapitel, der minder læseren om dengang, black metal var farligt og hemmeligt og spændende. Les Légions Noires udgav kun få udgivelser i deres levetid, men dyrkes nærmest kultisk af en dedikeret internetfanskare, dels på grund af udgivelsernes hypnotiske primitive minimalisme, men også fordi LLN er lykkedes med at bevare en aura af mystik, fordi gruppen så at sige – bortset fra Mütiilation – forsvandt ”entirely into black metal legend, leaving only their music, their pseudonyms, and a few grainy photos behind”.
Mindre interessante er kapitlerne om industrial black metal, simpelthen fordi subgenren – bortset fra Thorns og Dødheimsgard – ikke har bidraget med noget væsentligt musikalsk. Og har man virkelig brug for et kapitel om Lifelover? Så er det lige før, man hellere ville have set USBM-scenen, der ikke får meget plads, dækket mere indgående.
Kapitlet om den nazistiske black metal-variant, den såkaldte NSBM, skal Patterson have ros for at skrive. Det havde været nemt at udelade, og konklusionen på kapitlet om denne skyggeside af en genre, der dyrker skyggesiderne, er da også lidt vag. Måske fordi forholdet mellem hovedgenren og denne subgenre er så kompliceret og uafklaret. Men i det mindste tages der hul på en diskussion, der har fyldt godt i de senere år.
Redaktionelt svigt
Man kunne godt have ønsket et grundigere forord, der forklarede kriterier for udeladelse og indlemmelse. Redaktionelt set er det desuden herligt, at de medvirkendes til tider tvivlsomme engelske er bibeholdt, så den kongruensudfordre(n)de sprogtone er bibeholdt – det giver en autentisk bismag, at flere af musikerne taler en forbedret version af det metalenglish, som optrådte i fanzines og sangtekster i 80’erne og 90’erne. Det er en kløgtig redaktionel beslutning. Billedsiden er også velredigeret. Til gengæld savner man et indeks, som det føles alt for sølle at skulle undvære. Lidt ærgerligt, at standarden falder på indeks- og forordssiden.
’Evolution of the Cult’ er ikke perfekt, men den er med længder den bedste bog om black metal indtil videre, og den er essentiel for enhver metalfan. En vigtig udgivelse, simpelthen.