Brøler sig tilbage til rødderne
Populær
Roarback blander sig på upcomingscenen med en rasende aggressiv og tempofyldt debutudgivelse, der både har sine styrker og svagheder.
2. I Will Find You
3. Voices Of Deception
4. Manor Of Hatred
5. Face The Sun
6. My World
7. Wrong Manïs Life
8. Systematically Murdered
9. Warmachine
10. Echoes Of Pain
Det er kun lidt over to år siden, at Roarback debuterede på scenen foran Obscenes publikum i Roskilde og under et halvt år efter udgav de ep'en 'Face The Sun,' hvis fire numre er blevet indlemmet på denne første fuldlængdeudgivelse.
Energien er så rigelig, og Roarbacks image oser af oldschool, inklusiv både heavyvest og et 80'er-logo, der kunne have prydet diverse Anthrax eller Accept-udgivelser. Ideen er dermed næsten købt, men det høres også, at drengene, trods fascinationen af de gamle rødder, er skolet af deres tid, nemlig både 90'erne og 00'ernes hurtige, brutale og kryptiske dødsmetal, der tilsyneladende er svær at tøjle når man vil det hele.
Mørkt og hadsk blandingsprodukt
Som så mange andre har Roarback lavet et klassisk miks af dødsmetal og thrash. Det, der er thrash, er virkelig indbegrebet af thrash, som i numrene 'I Will Find You' og ’Manor Of Hatred’. Det går stærkt, og der er kun få gange leflet for metalcorelytterens trang til afbræk. Det er sgu bare derudad i bedste Warbringer-stil og i førstnævnte sang med en rivende solo, der afslutningsvis flere gange optræder i Roarbacks sangopbygning og virker ganske effektfuldt. I dødsafdelingen er bunden tung og rå, somme tider med Illdisposedske tendenser i riffarbejdet, men uden helt at matche jydernes niveau. Hvad dog ligger helt fast er, at teksterne er dystre, og at en gennemgående vrede gennemsyrer 'Echoes Of Pain'.
Introen til ’Warmachine’ kunne have været bonusnummeret på en Metallica-skive omkring "...Justice"-perioden, men Dennis Ullehus' dødsvokal river hurtigt dét glansbillede i stykker, og han growler habilt og dybt derudad i et univers milevidt fra Hetfields. Enkelte numre skiller sig ud fra mængden, blandt andet 'Manor Of Hatred', samt albummets bedste sange, den tunge og hæsblæsende 'Systimatically Murdered' og ’Face The Sun’. Begge repræsenterer Roarback, når de er bedst, med en dynamisk vekselvirkning mellem tilbagelænede riffs og svimlende hurtige mellemstykker. ’My World’ er anderledes tiltalende med sit mere satte tempo, og her er Roarback mest interessante, fordi det melodiske fungerer optimalt med de tunge riffs.
Rå lyd
Lydmæssigt rammer Roarback nærmest en tør øvelokalestemning, som får musikken til at fremstå både ægte og rå, uden slørende effekter, men trods dette store plus er der et stykke mellem de virkeligt velskrevne numre, og den megen aggression mangler backup fra stærkere riffs og genkendelige melodier, der sætter sig fast i hukommelsen.
Dermed er det samlede indtryk af pladen lidt rodet - den stikker hørbart i en masse retninger mod inspirationskilderne, som de selv nævner som værende Slayer, Entombed og Deicide blandt flere, uden at bandet hverken bliver fortidens idoler eller et unikt Roarback. Men det udelukker ikke, at potentialet, viljen og mulighederne er der for kvintetten, der for mig indtil videre stadig vil stå stærkest i hukommelsen som en energisk og positiv liveoplevelse til Dark Mental Festival på Stengade i april sidste år, hvor de imponerede med en voldsom liveenergi og spillelyst.
Roarback holder release af 'Echoes Of Pain' på Lygten Station d. 8. februar, så kom og giv undergrundsscenen et tiltrængt high-five for en flad 50'er og få Corpus Mortale med i købet.