Deprimerende dunder
PopulærAtonalitet og distortion præger musik og vokal, der lefler for det indre kaos og en nedtrykt sindstilstand.
2. The Glory North
3. Inner Peace
4. Northern Lights
5. Sad Hill part 1
6. Albert Fish
7. We are the failure
8. Betraying Satan
9. Watch'em die
10. No forgiveness for vultures
11. Sad Hill part 2
I en dyster kakafoni folder schweiziske Herod sit deprimerede univers ud for lyttere, der er til sludge, djent og posthardcore. Manden bag Herod er guitarist Pierre Carroz, hvis ideer udsprang i 2006 under et ophold i Sverige og blev indspillet på en gammel firespors båndoptager. Først da han var tilbage i Schweiz i 2011, stødte det resterende lineup til, og ’They Were None’ blev bandets første udgivelse.
Herod holder sig fortrinsvis i den monotone gænge, og derfor er det svært helt at blive fanget. Det mest interessante ved albummet er de skæve og skarptskårne rytmeskift, der sidder lige i skabet, og den skurrende stemme, der skiftevis hvisker og skriger sig igennem de elleve numre.
Mixet, hvor guitaren er meget høj og trommerne ditto noget alt for lavt sjask, tager ikke kegler hjem. Det er tydeligt at guitaren og bassens hårdhed er ønsket fremhævet i lydbilledet, men trommernes eksplosivitet mangler at dominere. I det hele taget minder både lyd og musik meget om Cowards, der heller ikke trak den store interesse for undertegnede.
Herod har mange udmærkede elementer med i musikken, men det er der så mange, der har, og det alene er dermed ikke til deres fordel. Den egentlige signatur er fraværende, og selvom numrene flirter med nakkehvirvlerne, er det komprimerede udtryk og spektakulære mix både trættende og usexet i længden. Albummets bedste nummer er ’Watch ’em Die’, og det opsummerer ’They Were None’ ganske fyldestgørende.