Uforløst legesyge
På fjerde album kaster Baest manualen over bord og blander dødsmetal med 80’er-rock, thrash og skæve eksperimenter. Resultatet er et musikalsk vadested mellem skaberglæde og stilforvirring.
2. Colossus (04:23)
3. In Loathe And Love (05:09)
4. King Of The Sun (feat. Jesper Binzer of D-A-D) (04:09)
5. Imp Of The Perverse (05:56)
6. Misfortunate Son (feat. ORM) (04:02)
7. Mouth Of The River (04:24)
8. Light The Beacons (03:42)
9. Depraved World (06:04)
Efter den ’buzzsaw’-skærende debut, ’Danse Macabre’, det mere atmosfæriske Dante-epos ’Venenum’ og den melodiske dødsdystopi på ’Necro Sapiens’, står Baest nu med ’Colossal’ ved et markant stilskifte. Her lyder de som et band, der har sluppet både genreforventninger og karrierepres – og i stedet spiller præcis det, de har lyst til.
Fra AC/DC til Entombed på 17 sekunder
Åbningsnummeret ’Stormbringer’ sætter tonen – eller rettere: toner. Et guitarriff med mere AC/DC- end Entombed-vibes får én til at tjekke, om man overhovedet har sat den rigtige plade på. 17 sekunder senere drukner det i velkendt, tung dødsmetal, og vi er tilbage i Baest-land – men nu med et smil i mundvigen.
’Colossus’ er albummets ubestridte højdepunkt: en massivt slæbende dødsmetal-bauta, der kanaliserer alt det bedste fra Cannibal Corpses ’Scourge of Iron.’ ’In Loathe and in Love’ bygger på et stærkt grundriff, men finder aldrig den forløsning, man venter på.
Og så er der ’King of the Sun.’ Jesper Binzer på gæstevokal, thrash-grooves og far-rock-attitude. På papiret en sjov idé, men uden et stærkt hook når nummeret aldrig op i stadionformat.
Finale med rockgud-energi
Blandt fuldtræfferne er ’Imp of the Perverse,’ der glider afsted på et episk underliggende riff, og ’Mouth of the River,’ der lugter af tidlig 90’er-Metallica – ikke mindst takket være Sebastian Abildstens trommespil, der holder nummeret sammen med stilsikker kraft. Mindre vellykket er ’Misfortunate Son,’ et påtaget miks af Van Halen-groove og ORM-vokal, der føles som en stilistisk frontalkollision.
Albummet lukker stærkt: Den instrumentale ’Light the Beacons’ er én lang guitarsolo med fuld rockgud-attitude, inden ’Depraved World’ binder sløjfe på værket med Iron Maiden-agtige guitarhøjder og flere gode ideer.
Dødsmetallens lænker
’Colossal’ er et ujævnt, men modigt værk, hvor Baest slipper dødsmetallens lænker og kaster sig ud på den kreative legeplads. Nogle numre oser af energi og overskud, andre føles som ufærdige skitser. Når man det ene øjeblik lyder som Nestor – med bandana og ballerock – og det andet synger om en ‘Depraved World’, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde.
Men én ting er sikkert: Baest har stadig formatet til at være et af Danmarks mest spændende metalnavne – også når de kører på frihjul.