Laekker lyd, haederlig haerg

baest-necro

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Kunstner
Titel
Necro Sapiens
Dato
05-03-2021
Trackliste
1. The Forge
2. Genesis
3. Necro Sapiens
4. Czar
5. Abattoir
6. Goregasm
7. Towers Of Suffocation
8. Purification Through Mutilation
9. Meathook Massacre
10. Sea Of Vomit
Karakter
4

Baest har baerslet med et nyt aelbum, som haeldigvis ikke lyder som soundtraecket til en baeconreklaeme…

Jeg starter lige forfra.

Baests nye album, ’Necro Sapiens’, er på mange måder en oplagt fortsættelse på deres tidligere albums, med en videreførelse af deres tydeligt 90'er-inspirerede dødsmetal, der minder mere om Bloodbath og andet velproduceret nyere død af den gamle skole, end om 100 % rådden undergrundskloakdød. Havde man foretrukket det sidste, bliver man nok skuffet over den nye Baest-plade, men så burde man jo nok også have kigget andetsteds i første omgang.

Der er skrevet og ment ganske meget om Baest, hvoraf det meste egentlig ikke har haft forfærdelig meget med deres musik at gøre. Mit udgangspunkt for anmeldelsen her har været at se bort fra alt andet end pladen og den musikalske kontekst den hører til i – jeg kan nemlig virkelig godt lide de klassiske dødsbands, som Baest selv skriver, de er inspireret af (fx Bolt Thrower, Morbid Angel, Dismember m.fl.), så på den måde føler jeg mig nogenlunde i stand til at vurdere pladen uden at gå ind i, om man som dødsmetal band ”må” optræde i DR-dokumentarer, baconreklamer osv.

Hvis man, som jeg, godt kan lide klassisk død, er der meget at glæde sig over på Necro Sapiens. Produktionen virker for eksempel velovervejet og skaber et decideret lydbillede snarere end en lydmur eller lydgrød, hvilket passer godt til denne type dødsmetal. Lyden er forholdsvis ren uden at fremstå kedelig eller poleret, og hvis man er interesseret i detaljerne, kan man faktisk høre dem, men samtidig mister musikken ikke sit bid.

Selve musikken er umiddelbart medrivende, og de enkelte numre ”overstayer” ikke deres ”welcome”, ligesom det er en virkelig god beslutning, at pladen som helhed ikke er for lang, så man nærmere er sulten efter lidt mere, når den er slut, fremfor at man når at kede sig. Baests force er da også i høj grad ”stille og rolig fed død”, og målet er nok også mere at være dødsmetallens svar på AC/DC, end det er at lave numre, der er lange teknik-opvisninger. Det er da virkelig heller ikke svært at smide næven i vejret på de rigtige tidspunkter og få svinget lidt med håret undervejs, men der er faktisk også en del variation undervejs i numrene, uden at det bliver gøglet.

Hvis jeg skal sige noget negativt om pladen (og det skal jeg jo, da det er en anmeldelse og ikke et kærestebrev), kunne jeg pege på, at der er et par unødvendige trommeintroer, som på en eller anden måde ikke rigtigt leder op til dét nummer, der afløser dem – og at der i det hele taget er et par skift hist og her, som kommer til at fremstå lidt ulogiske eller abrupte, uden at det virker fedt. Mange af numrene kunne også godt have været mere catchy, men det er selvfølgelig en balancegang: Det er jo trods alt dødsmetal, så det ville også blive lidt pjattet, hvis det var ren ”fællessang på bakken”.

Elefanten i rummet er jo nok, at det bare er svært at lave klassisklydende dødsmetal i 2021, uden at det enten bliver tamt eller ”retro”. Det synes jeg faktisk langt henad vejen, at Baest lykkes med, selvom det ikke er ekstremt på den der måde, hvor ens mormor dør af at høre pladen, på samme måde som hun nok ville, hvis den var udgivet i ’97. Alligevel synes jeg ikke, pladen fremstår som hverken rip-off eller ren Mormor(bid Angel).

I sidste ende bliver dommen, at pladen bestemt er lytteværdig, og at man er godt underholdt. mens man hører den, ligesom den sagtens kan høres igen. Den kan sagtens måle sig med de tidligere Baest-plader, og er klart bedre end forgængeren, men hvis man holder den op imod de klassikere, det er oplagt at sammenligne den med (hvilket jo lidt er vilkårene, når man spiller denne type død og ovenikøbet har ambitioner), så mangler der altså lidt før den vipper dem af pinden.