Metaldiktator: Metallica – Master of Puppets – del 1
Nok den bedste metal-plade nogensinde. Metallica ramte plet i 1986 med det, der blev en milepæl for både band og genre. Et vaskeægte mesterværk!
2. Master of Puppets
3. The Thing That Should Not Be
4. Welcome Home (Sanitarium)
5. Disposable Heroes
6. Leper Messiah
7. Orion
8. Damage Inc.
Alle kender ‘Master of Puppets’. Pladen, der gjorde Metallica store. Hvis man hører heavy metal og ikke kender hverken Metallica eller ‘Master of Puppets’, har man sovet under en sten. Så hvad skal man sige om den? At den er god. Ja. Åbenlyst. Muligvis den bedste metaludgivelse nogensinde. Men er ‘Master of Puppets’ virkelig den bedste nogensinde? For nogle er svaret et nemt og entydigt ja. For mange andre vil svaret være et måske. For andre et klokkeklart nej, fordi de har en anden plade, der for dem overgår ‘Master of Puppets’ med længder. Sådan er det.
Faktum er bare, at når alverdens kritikere, medier og afstemninger foregår på internettet, i blade og radio, så ender ‘Master of Puppets’ stort set altid med at være enten nummer 1 eller en stærk 2’er. Sommetider bag Slayers ‘Reign in Blood’ eller en Black Sabbath-plade. Så hvad er der at sige om ‘Master of Puppets’, der ikke allerede er sagt i utallige artikler, interviews, bøger og lister om og med pladen?
Der er heldigvis masser. Og der er også nogle, der har gjort arbejdet for os. Hvis man virkelig vil vide alt om ‘Master of Puppets’ og perioden omkring den plade, så findes fx bogen “Back to the Front”, skrevet af Matt Taylor. Den indeholder interviews med bandet, indeholder masser af materiale fra Metallica-arkiverne, og forordene er skrevet af James Hetfield, mens efterskriften er af Ray Burton, Cliff Burtons far. Tættere på en udtømmende kilde til information kommer vi ikke.
Men på Devilution forsøger vi – selvfølgelig – alligevel. Så hermed Metaldiktator om ‘Master of Puppets’.
I STUDIET MED FLEMMING IGEN!
‘Master of Puppets’ blev indspillet i Danmark i efteråret 1985. Det var på Amager i Sweet Silence Studios, hvor manden bag knapperne, Flemming Rasmussen, gentog sin bedrift fra den forrige plade ‘Ride the Lightning’. Og hvem er bedre at interviewe i forbindelse med 40-års jubilæet end Flemming Rasmussen? Han har allerede holdt foredrag om sine oplevelser med Metallica i studiet til de to plader, og vi tænkte, at vi måske kunne få lidt mere information ud af ham.
For bandet kom velforberedte ind i studiet i september måned 1985. I modsætning til oplevelsen under indspilningerne til ‘Ride the Lightning’ var Metallica klar med syv sange, der mere eller mindre var færdige og blot skulle indspilles. Alligevel tog bandet sig god tid sammen med Flemming Rasmussen. Alle detaljer blev nidkært gået igennem, indtil alle var tilfredse. Produceren og særligt James Hetfield og Lars Ulrich kæmpede med at finde den helt rigtige lyd, den helt rigtige indspilning, førend noget blev krydset af den lange liste til hver sang. Mange, mange timer. Hvor man kun havde tourindtægter og et mindre budget fra Megaforce til indspilningen af ‘Ride the Lightning’, var man nu på Elektra Records, der var en del af Warner Music, og der var derfor mere studietid. Helt frem til juleferien. Fire lange måneder. Trods det, at man havde styr på det meste hjemmefra, så blev timerne brugt. Hver en time.
Og sikke kompositioner. For ‘Master of Puppets’ har ikke prædikatet “den bedste metaludgivelse nogensinde” ved et tilfælde. Lige fra den akustiske intro på det vilde thrash-nummer ‘Battery’ over hovednummeret, titelnummeret, der viser Metallica i en liga for sig, videre til den tunge ‘The Thing That Should Not Be’, der er den eneste sang, der blev skrevet i studiet, til den afdæmpede ‘Welcome Home (Sanitarium)’. Så er der side B med en tung thrash-hymne som ‘Disposable Heroes’ og ‘Leper Messiah’ (hvor politikere og prædikanter i USA får på munden af Hetfields skarpe pen), og videre til den fantastiske instrumentale ‘Orion’, inden der til sidst lukkes fornemt af med den hidsige ‘Damage Inc.’. Alle stærke sange. Intet fyld. Her 40 år senere udmærker ‘Master of Puppets’ sig ligeledes ved, at ingen af numrene er blevet glemt, når Metallica giver koncert. Alle otte sange luftes regelmæssigt. Og titelnummeret er selvfølgelig med hver eneste gang. Deres mest spillede sang live nogensinde.
(Metallica februar 1985. Cliff Burton, Lars Ulrich, James Hetfield og Kirk Hammett - foto af Russ Marino)
MASTER OF PUPPETS BLEV SKREVET I FORÅRET 1985
Det er numre, alle Metallica-fans kender. Så vi ved, hvor de blev til. Hvornår. Faktum er, at ‘Master of Puppets’ derfor står som en milepæl i Metallicas og genrens historie. Her ramte bandet simpelthen toppen af den kunstneriske åre, og resultatet var stort set fejlfrit. 54 minutter og 52 sekunders tour de force i thrash-metal anno 1986 med alle de elementer, Metallica syntes, der skulle til. For deres genrebrødre i Slayer udgav et halvt år senere ‘Reign in Blood’. 10 numre. Ikke otte ligesom Metallica. Og en spilletid på 28 minutter og 55 sekunder. Ikke engang en halv time. Her kan man tale om to forskellige filosofier inden for thrash.
Det er her, at vi kan dykke lidt dybere ned i ‘Master of Puppets’. For hvorfor blev albummet så langt? Hvordan blev det til? Her skal vi igen huske, at Metallica i 1985 er James Hetfield og Lars Ulrich. Guitarist Kirk Hammett og bassist Cliff Burton har hver især kun været med i bandet i et par år. Det er Hetfield og Ulrich, der bestemmer. De sidder med samtlige riff-bånd. Det er Lars Ulrich, der har forhandlet med Elektra Records, der fik øjnene op for bandet efter ‘Ride the Lightning’. Nu skal der tages endnu et skridt frem og op i karrieren.
Så i garagen på 3132 Carlson Blvd. i El Cerrito, Californien, sidder Hetfield og Ulrich og gennemgår samtlige bidrag fra medlemmernes individuelle bånd. Det startede i midten af april måned 1985. Det er hjerte og skelet af det, der bliver ‘Master of Puppets’. Her bliver riffs flyttet frem og tilbage. Afprøvet i forskellige sammenhænge. Hvad passer godt sammen? Hvad kan blive til en sang? Der var både ideer og riffs, der blev fundet på, mens de var på turné med ‘Ride the Lightning’, og så begyndte Hetfield ellers at komme op med riffs. Riffs, der så bliver bundet sammen af bidrag fra de andres bånd. Det arbejde gør forsangeren med den danske trommeslager. Da vi skrev anmeldelsen af ‘Back to the Front’-bogen, ville vi ikke afsløre, at noget af ‘Orion’ faktisk var anden halvdel af ‘Welcome Home (Sanitarium)’ på et tidspunkt, men nu hvor det store box-set er udgivet, kan alle høre det, hvis de har adgang til en streamingtjeneste. Nummeret ‘Welcome Home (Sanitarium) - Late June 1985 Demo’ på ni minutter er netop den udgave, hvor de to numre er ét. Og Metallica har også selv nævnt det i interviews efterfølgende. Det bliver dog ændret i den proces, hvor James og Lars flytter rundt på delene til to individuelle numre.
Sådan har Metallica fungeret indtil nu, og sådan er det også her i foråret 1985, hvor Kirk Hammett og Cliff Burton til sidst kommer og øver med på de demoer, der bliver gennemspillet, før bandet går i studiet. Da det bliver juli måned, er pladen mere eller mindre skrevet, og der bliver tid til at feste, hente venner ind fra nær og fjern og bare give den gas som unge mennesker. Husk på: Lars Ulrich er 21 år gammel i sommeren 1985. Det samme er James Hetfield. Kirk Hammett er 22, og Cliff Burton er alderspræsidenten på 23. Så det er stadig unge mennesker, der gerne vil udforske verden og alle dens fristelser. Men den musik, de har skrevet sammen, skal jo indspilles. 
(Metallica i huset i El Cerrito i foråret 1985 mens de skrev 'Master of Puppets')
Her bliver amerikanske studier overvejet, og Lars Ulrich når også at snakke med Geddy Lee fra Rush om at producere pladen, men kalenderne går ikke op, så de vælger sammenlagt at tage til Danmark. Her ved de, hvad de kan. Hvilken lyd de kan få. Og de kender manden bag knapperne, der skal hjælpe dem med at indfri de høje ambitioner. Faktisk bliver Flemming Rasmussen først fløjet over for at se på studier i Los Angeles. De tre amerikanere vil gerne blive i USA til indspilningerne. Men Metallica er ikke tilfredse efter rundturen i studierne i og omkring Los Angeles. For det er ingen hemmelighed, at Hetfield og Ulrich rigtig gerne vil vise ikke bare det nye pladeselskab, men hele verden, at Metallica kan meget mere end det, man kunne høre på de to første plader – som de selv efterfølgende har sagt, at de ikke var helt tilfredse med. Det er lyden af et ungt band, der ikke helt vidste, hvad de lavede. Det ved de i 1985. Nu er det nu!
I stedet for at gå på kompromis, fordi Lars Ulrich og Flemming Rasmussen ikke kunne finde et studie med det rette lokale og lyd til trommerne, blev de enige om at sende den danske producer hjem. Lars Ulrich vil tænke over det. Efter at have overtalt James Hetfield, Kirk Hammett og Cliff Burton til at tilbringe endnu en periode i det kolde, mørke Danmark, ringer trommeslageren til Flemming og siger, at de gerne vil booke tid i de vante omgivelser. Allerede her lægges kimen til en kløft mellem Lars Ulrich og de tre andre. Noget der bliver større, som tiden går frem til udgivelsen af pladen.
Så i september måned lander Metallica i København og kommer til Sweet Silence Studios på Amager med en meget klar dagsorden. ‘Master of Puppets’, som pladen hed allerede inden der var sange, skulle være det bedste menneskeligt muligt. Og alle midler skulle bruges for at nå dertil. Men det var ikke alle i bandet, der var interesserede i at nørde alle detaljer. Mens James Hetfield og Lars Ulrich var perfektionister, var Cliff Burton det stik modsatte. Der skulle helst lidt urter fra Christiania og nogle elefantøl fra Carlsberg i systemet, før der skulle indspilles, og det var kun, når han var i humør til det. Da de indspillede ‘Ride the Lightning’, boede bandet hos venner og overnattede i studiet. Ikke denne gang.
Nu var der råd til at bo på Scandinavia Hotel (i dag Radisson Blu). Der vendte de op og ned på dag og nat. De fik aftensmad hjemme hos Flemming Rasmussen, som hans kone lavede, gik i studiet og indspillede hele natten. Stoppede, så det passede med, at de kunne indtage morgenbuffet på hotellet og gå i seng bagefter. Det var markant bedre forhold end året før. Denne gang også med spritnye forstærkere fra Mesa Boogie, som de var blevet sponseret af kort før afgangen til Danmark. Hele oplevelsen af at indspille med Flemming Rasmussen i Sweet Silence for anden gang kan man læse mere om i vores store interview med manden bag knapperne.
Flemming Rasmussen: Manden bag 'Master of Puppets'
Master of Puppets: Indspilningen af et mesterværk del 1
Master of Puppets: Indspilningen af et mesterværk del 2
Burton og de to andre amerikanere var dog ikke glade for hverken København og Europa, og i det øjeblik bassisten var færdig med at indspille sine dele, ringede han til sine forældre, fik en flybillet og forlod Danmark. James Hetfield og Kirk Hammett rejste hjem den 20. december, og interessant nok stod Kirk Hammett som den sidste og skulle spille sin solo på ‘The Thing That Should Not Be’, der netop blev skrevet som noget af det første, da de kom til Danmark. Nu var det den sidste opgave, og han havde kun tre timer, før flyet lettede. Kirk nåede flyet og fik soloen i hus som det sidste. Tilbage blev Lars Ulrich, der fejrede jul med familien og indspillede de sidste ting alene med Flemming Rasmussen. De sidste ting blev indspillet 27. december, og så blev båndene pakket sammen og sendt til USA sammen med trommeslageren, hvor de skulle spille koncert i Sacramento d. 29. december og nytårsaften i San Francisco med Megadeth og Exodus.
Da kalenderen skrev 1986, skulle ‘Master of Puppets’ mixes. Det nåede Flemming Rasmussen og Lars Ulrich ikke. Så de fik hjælp af Michael Wagener, og det var ikke meget, der skulle justeres. Lyden havde de opnået i studiet. Metallica var tilfredse. Sådan da. For perfektionisterne i dem hver især kunne blive ved med at finde små ting, de gerne ville have ændret. Her 40 år senere kan det virke besynderligt, men selvom resultatet blev virkelig godt, så var der stadig kunstneriske stridigheder internt i bandet. Tag det instrumentale nummer ‘Orion’. Det er ingen hemmelighed, at meget af det kom fra Cliff Burton. Han ville gerne have spillet det hele på bas, men resten af bandet, særligt James Hetfield og Lars Ulrich, fik overtalt bassisten til, at nogle af delene skulle spilles på guitar. Da han kom hjem til sine venner i Californien, brokkede han sig lidt over, at “de” havde “overtaget” hans musik. Så egoerne var bestemt stadig intakte hos de unge mænd hver især.
TEKSTERNE PÅ ‘MASTER OF PUPPETS’
Instrumentale ‘Orion’ var også det eneste nummer, James Hetfield ikke skulle skrive tekster til. Men der var syv andre. Inspirationen var, som på ‘Ride the Lightning’, taget fra nær og fjern. Noget af det kom fra tv og film, forsangeren sad i sofaen og så sammen med sin danske trommeslager på 3132 Carlson Blvd. Andet tog han fra egne oplevelser. Og det er heldigvis ikke svært at definere, hvilke sange der går i hvilken kategori.
‘Battery’ er den stærke åbner. En klassisk thrash-hymne om at give den gas og den energi, man får af at spille musik. Teksterne er en ode til ungdommen og vildskaben i genren. Til bandet og dets fans. Titlen passer også godt til Battery Street i San Francisco, der var et sted Metallica gav koncerter tidligt i karrieren. En hyldest til bandets ophav og alle dem, der var med i bandets spæde begyndelse.
Titelnummeret er også påvirket af omgivelserne. ‘Master of Puppets’ handler om afhængighed. Om at blive styret af andre. At være slave af nogen og noget. Den klassiske ‘chop your breakfast on a mirror’-linje i teksterne er taget direkte fra en ven, han så begynde dagen med en bane amfetamin til morgenmad.
‘The Thing That Should Not Be’ er omvendt trukket fra den litteratur, de havde læst. Det er ren H.P. Lovecraft, som både Cliff Burton, Kirk Hammett og James Hetfield var fascinerede af. Monsteret ‘Cthulhu’ havde de allerede givet en sang på ‘Ride the Lightning’, og nu blev det også til en sang her på ‘Master of Puppets’. Tydeligt inspireret af novellen ‘The Shadow over Innsmouth’ synger han om ondskaben fra dybet og en kult og den galskab, der følger med, når man oplever disse ting.
Hvilket er i tråd med temaet for ‘Welcome Home (Sanitarium)’. Her er de popkulturelle referencer også tydelige. De har set ‘Gøgereden’ med Jack Nicholson og blev lige så forskrækkede over sygeplejersken Mildred Ratched som alle andre, der har set den film. For hvem er den tossede? Jack Nicholson? Sygeplejersken? Indianeren?
Til ‘Disposable Heroes’ havde Hetfield atter været i litteraturens verden. Titel og tema er nemlig løftet fra Ray Bradburys roman, ‘Fahrenheit 451’. Det er en hård sang, der nok er Metallicas første reelle antikrigssang. Om at gå i døden, fordi en overordnet siger det, og selvsamme er ligeglad med tropperne. De unge mænds bitre skæbne på slagmarken. Og sikke et omkvæd:
Soldier boy, made of clay, now an empty shell
Twenty-one, only son, but he served us wel
Bred to kill, not to care, do just as we say
Finished here, greetings, death, he’s yours to take away
Det er nemt at fortolke. Hvor letpåvirkelige unge mennesker er. De kan formes. Og lures til at gå direkte i døden. Unge mænd på præcis den alder, Metallica selv havde på det tidspunkt. Når han brøler “I was born for dying”, sættes der trumf på, og tempoet er med vilje lavet, så det lyder som et maskingevær. En af pladens mest intense numre.
‘Leper Messiah’ er også intens. Blot en helt anden, mere personlig vinkel for James Hetfield. For her har de siddet og set de tv-prædikanter, der tiggede penge i det amerikanske fjernsyn. Det er ikke så meget opgøret mod egen opvækst. Det kommer på de næste udgivelser. Men mere en bandbulle mod de præster, der snylter på en befolkning, der narres til at tro, at den eneste vej til frelse er ved at give penge.
"Make a contribution and you’ll get the better seat"
Mens de sad og grinede af det på tv, så har det helt sikkert været meget fjernt for danske Lars Ulrich at se den slags. Men for James Hetfield var det ramme alvor. Kun en håndfuld år tidligere ser han sin mor dø af kræft, der ikke vil tage medicin, fordi det strider mod hendes religion. Noget der især bliver udpenslet i ‘Dyers Eve’ på ‘...And Justice For All’ og ‘The God That Failed’ på ‘Black Album’. Helt så direkte er referencerne til egne oplevelser ikke på ‘Leper Messiah’, men man fornemmer vreden i teksterne. Selve titlen er “lånt” af David Bowie, der synger om en “leper messiah” i nummeret ‘Ziggy Stardust’ fra ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’.
Modsætningen til den vrede kommer så i den smukke ‘Orion’ uden tekster, der lige så hurtigt afløses af den hidsige ‘Damage Inc.’, der handler om den ødelæggelse, der kommer, når vrede overtager kontrollen og gennemtygger menneskeliv. Det kaos og den meningsløshed. Introen, den forvrængede bas, er baseret på en arie af Johann Sebastian Bach, som bassist Cliff Burton var kæmpe fan af. Cliff Burton var jo musikernes musiker i Metallica, og hans viden om musik var langt større end de andre i bandet. Den tyske komponist fra barokkens tid var Cliff Burton glad for, og han var ikke bleg for at fortælle de andre om det og vise dem, hvordan den stilart kunne bruges i metallen for at give melodierne og harmonierne mere styrke. Han var også inspireret af særligt Brian Robertson fra Thin Lizzy og Motörhead. Den britiske guitarists øre for melodier og harmonier var noget, Burton lærte meget af.
På den måde er ‘Master of Puppets’ fyldt til randen med referencer til litterære værker, musik, film og fjernsyn. Alt sammen blandet med forsangerens egne oplevelser.
Og således fik fire unge musikere i starten af 20'erne lavet verdens bedste metal-udgivelse hjemme i El Cerrito over rigelige mængder alkohol og mange, mange timer i øvelokalet sammen. Da Hetfield og Ulrich har fået klippet og klistret alle ideer og riffs sammen til syv sange, der bliver til otte i studiet i København, står de med 'Master of Puppets' i hånden. Nu skal den udgives. Det og turnéen, der blev altafgørende for Metallica, dykker vi ned i, når vi graver endnu dybere i pladens historie i 2. del af denne diktator.
Læs med her!