Metaldiktator: Metallica – Master of Puppets – del 2
Da Metallica udsender 'Master of Puppets', kommer de på turné med Ozzy Osbourne og bliver i løbet af et halvt år til verdensstjerner.
2. Master of Puppets
3. The Thing That Should Not Be
4. Welcome Home (Sanitarium)
5. Disposable Heroes
6. Leper Messiah
7. Orion
8. Damage Inc.
I første halvdel af denne diktator over 'Master of Puppets' beskrev vi, hvordan Metallica satte sig sammen i El Cerrito, Californien, og strikkede pladen sammen. Derefter til studiet i København med Flemming Rasmussen bag knapperne, som de kendte fra indspilningerne af 'Ride the Lightning' og fik lavet pladen færdig. Men der var mere og andet, der skulle gøres. Det vidste danske Lars Ulrich alt om. Så i denne anden halvdel af diktatoren gennemgår vi, hvordan pladen blev gjort færdig med album-cover og den efterfølgende turné, der skulle blive livsforandrende for bandet på stort set alle mulige, og desværre umulige, måder (u)tænkeligt.
RELEASE DAY
Det ikoniske pladeomslag er resultatet af det samarbejde, som Metallica indgik med Q Prime, da de tegnede kontrakt med det store pladeselskab, Elektra. Oprindelig var Hetfields ide, at det skulle være en marionetdukke, der lå i en rendesten omgivet af brugte kanyler. Peter Mensch fra Q Prime foreslog, at de i stedet brugte hvide kors som tema, da det også kunne inkorporeres som en del af sceneshowet. De kontaktede kunstneren Don Brautigam fra New Jersey, der lavede et pladeomslag, som blev justeret undervejs. Det oprindelige havde mere feminine hænder, og hjelmen hang ovenpå korset. Dette første udkast kan man se i 2. del af interviewet med Flemming Rasmussen, der har et eksemplar hængende indrammet.
Det endelige resultat kender vi alle sammen. Brautigam kom senere til at lave pladeomslag for bl.a. vennerne i Anthrax og ligeledes Mötley Crüe (‘Dr. Feelgood’), Testament (‘The Ritual’) og AC/DC (‘The Razors Edge’).
Og mens pladeselskabet trykkede vinyler, tog Metallica sig en pause. I hvert fald de tre amerikanere. De festede i og omkring San Francisco med deres venner. Hetfield og Burton hyggede sig blandt andet i deres druk-band Spastik Children. Reglerne var simple. Man skulle være fuld, når man gav koncert, og man måtte ikke øve. Sangtitlerne var latrinære, og sangene blev lavet, mens de spillede. Det var ren energiudladning og en måde at ventilere på.
DEN AFGØRENDE OZZY-TURNÉ
Samtidig sad Lars Ulrich med manager og pladeselskab i London og forhandlede den turné med Ozzy Osbourne, der kom til at ændre deres karriere fuldstændig. For efter ‘Ride The Lightning’-turnéen kunne Metallica sagtens headline en turné selv. Men det ville stadig være store klubber og sale. Ikke arenaer. Og mens de muligvis ikke var hovednavnet, så var publikum så meget desto større. Scenen kunne blive større med de hvide kors. Alt det havde Lars Ulrich og Q Prime in mente og var i gang med, mens de andre hyggede sig derhjemme. Sharon Osbourne, Ozzys manager og hustru, læste Kerrang! og Metal Hammer og vidste godt, hvem Metallica var. Fordi Lars Ulrich gav interviews til de blade, mens de tre andre festede derhjemme. Så Ozzy tog chancen med de vilde knægte fra San Francisco, og i stedet for at spille på Vega hver aften, var det Royal Arena, for at lave en dansk reference på forskellen. Noget, som intet thrash-band nogensinde havde turdet drømme om i 1985. Men i januar 1986 var det præcis, hvad Lars Ulrich sørgede for.
For Q Prime, Elektra og Metallica var det en gigantisk appelsin, der landede i deres turban. De kunne umuligt selv have gjort noget lignende, medmindre Sharon og Ozzy var villige til at tage dem med på deres turné. Eksponeringen blev enorm. Også selvom Q Prime flere gange gik forgæves med deres forsøg på at få spillet Metallica i lokalradioerne før koncerten samme aften. De lokkede sommetider med 20 gratis koncertbilletter til studieværter, hvis bare de gad nævne Metallicas navn. For musikken blev aldrig spillet. Og end ikke navnet ville de ytre “on air” for 20 billetter. Så stor var modstanden mod thrash.
Radio-interview med hele bandet i USA, efterfulgt af James Hetfield og Cliff Burton blive interviewet mens de var på turné i USA, hvor de snakker om, hvordan det var at være på turné med Ozzy:
Hele bandet var kæmpe fans af Black Sabbath, så de var selvfølgelig ellevilde for at komme på turné med Ozzy Osbourne som soloartist. I starten turde de ikke at nærme sig ham, men forholdet blev mere afslappet, som turnéen skred frem, og den var en kæmpe succes. Metallica fik direkte besked på ikke at tale til Ozzy, hvis de så ham. Men som tiden gik, udviklede der sig et venskab, og et af de helt store øjeblikke for dem var, da han en dag stak hovedet ind i deres “dressing room” og nynnede en melodi og spurgte, hvad det var for en sang? Det var ‘Sanitarium’, der blev spillet som sang nummer fire, ligesom på pladen, hver aften på den turné. Så sad Metallica dér, og Ozzy Osbourne syntes, en af deres sange var gode! 
(Metallica i Chicago i april måned 1986 på turné med Ozzy - foto: Russ Marino)
Turnéen startede i Wichita, Kansas, d. 27. marts 1986 og fortsatte de næste måneder rundt i hele USA. Efter en kort pause i juni måned gav de to koncerter i Europa i juli måned. En koncert i Finland og dagen efter, 6. juli 1986, Roskilde Festival i Danmark. Orange scene og det, der skulle blive Cliff Burtons sidste koncert i Danmark. Derefter direkte tilbage til flere shows med Ozzy Osbourne i juli og august måned.
EUROPA, INTERN KONFLIKT OG BUSULYKKEN
I september måned tog de så til Europa, hvor Metallica selv skulle headline, og med sig havde de vennerne i Anthrax som opvarmning. De nåede at give 10 shows i Storbritannien, før de kom til Lund i Sverige, Lillestrøm i Norge og Stockholm i Sverige, hvor de den 26. september 1986 gav koncert i Solnahallen. En helt almindelig aften, hvor de skulle pakke ned og efterfølgende køre mod Danmark. Næste dag gjaldt det Saga i København. Lars Ulrich skulle spille foran sit hjemmepublikum.
Men mens de havde været på turné, både med Ozzy Osbourne i USA og Anthrax i Europa, var gnidningerne mellem Lars Ulrich og særligt James Hetfield og Cliff Burton blevet reelle. Lars Ulrich traf beslutninger på vegne af bandet, og de andre følte ikke, at de var nok involveret. Kulturforskellene var endnu en facet. Så egoerne begyndte at kollidere. Så meget, at de begyndte at overveje, om Lars Ulrich nu var den rigtige trommeslager i Metallica. For mens resten af bandet festede med vennerne, Spastik Children o.s.v., var Lars Ulrich sammen med manager Peter Mensch, der for sjov blev kaldt bandets femte medlem i den periode. Havde Lars givet et interview, og de andre så det, så blev de misundelige og vrede. Det var småligt, og i bakspejlet anerkender både Hetfield og Hammett, at de ikke anede hvad de lavede, mens Lars Ulrich var i fuld kontrol og vidste præcis hvad der skulle til forretningsmæssigt.
Frustrationerne og tankerne blev luftet privat, særligt med Scott Ian fra Anthrax, som senere har fortalt om det. Men al snak om at skifte ud bag kedlerne forstummede den nat, hvor bussen med Metallica skred ud på vejen mellem Stockholm og København. Efter koncerten havde Kirk Hammett og Cliff Burton spillet kort om, hvem der skulle have den bedste soveplads bagerst i bussen. Burton trak det bedste kort og bestemte. En uskyldig leg mellem to venner, der psykologisk kom til at betyde meget for Kirk Hammett i årene derefter. 
(Metallica i Solnahallen, Sverige 1986 - foto: Metallica.com)
SOLNAHALLEN - 26. SEPTEMBER 1986
Efter en kort pause fra Ozzy-turnéen, mødtes Metallica i Storbritannien for at øve forud for Europa-turnéen. James Hetfield var faldet på et skateboard og havde brækket sit håndled kun fem shows, før Ozzy-turnéen skulle slutte. Så de måtte bruge deres guitar-tech John Marshall til at spille guitar, og James Hetfield nøjedes med at synge. Det gik, og de fandt ud af det sammen. Under de første 10 shows i Wales, Skotland og England var det stadig John Marshall, der stod for guitaren, men da de skulle videre rundt, var Hetfields arm snart klar igen. Solnahallen var første aften, hvor han igen skulle have guitaren hængende foran sig. Store arenaer i hele Europa. Bare tre år tidligere var Metallica på fallittens rand, hvor de måtte låne udstyr og overnatning af Anthrax. Nu var rollerne byttet om. Anthrax var med på en Metallica-turné og måtte spise af Metallicas catering. Der var styr på det hele. Selv Q Prime kom til de fire musikere og fortalte dem, at snart ville ‘Master of Puppets’ gå guld og der var nu penge på vej så store, at de kunne begynde at tænke på at købe hus og investere til fremtiden. Et kæmpe øjeblik for de unge knøse i Metallica, der aldrig havde turdet drømme så stort. Men nu stod de her. Store sale. Penge. Ingen bekymring om et almindeligt job mellem turnéer. Fansene var blevet så mange, at de ikke længere bare kunne gå frit omkring. Hverken derhjemme, til koncerter eller andre steder i verden.
Men den lykkelige tid, hvor alt gik i den rigtige retning, fik en fatal ende på vejen mellem Stockholm og København. Tidligt lørdag morgen d. 27. september 1986 klokken 06.45 begyndte bussen med hele Metallica at slingre. Få sekunder senere tippede den over, og alt var kaos. Folk råbte og skreg. Hvad var der sket? Var alle ok? Kunne man komme ud af bussen? En efter en kom de ud, og buschaufføren så chokeret ud. Alle forsøgte at få et overblik, og i al forvirringen blev de hurtigt klar over, at der var én stemme, der manglede. Cliff Burton. Hvor var han? Han lå fastklemt delvist under bussen, og de andre i køjerne over ham var også fanget i det inventar, der var gået i stykker og landet ovenpå dem. En enkelt roadie lå sammen med Cliff og kunne ikke se, hvor slemt det var. Men da han så de andres ansigter, som de fik befriet de fastlåste, gik det op for alle. Cliff Burton var blevet slynget halvt ud af bagruden, og bussen væltede ned over ham. 
(Metallicas bus efter den er blevet rejst igen)
James Hetfield gik verbalt amok på buschaufføren, der i chok hævdede, at han havde ramt noget is. Hetfield vandrede op og ned af landevejen for at finde den plet, men fandt den aldrig. Lars Ulrich brækkede en tå, der var en roadie, der rev en skulder af led, og flere andre småskader til passagererne i bussen.
Cliff Burton døde. 24 år gammel.
Den næste tid er alle i chok. Turnéen aflyses. Alle flyver hjem og hver til sit. Man ved ikke rigtig, hvad man skal gøre. Der bliver ikke tilbudt psykologhjælp eller andet. Metallica er i chok, og man kan vel sige, at det aldrig rigtig bliver behandlet ordentligt, før bandet 15 år senere er lige ved at gå i opløsning.
THE SHOW MUST GO ON!
I timerne og dagene efter ulykken er bandet selv i tvivl om, hvorvidt Metallica kan fortsætte. Særligt James Hetfield er ramt hårdt. Hans musikalske makker, han altid kunne spørge om hjælp, var endegyldigt væk. Endnu et tab helt tæt på. Og ingen evner eller hjælp til at bearbejde oplevelsen.
Begravelsen af Cliff Burton fandt sted hjemme i Castro Valley d. 7. oktober 1986. Familie, band og venner var samlet. En sorgens dag, der også blev den dag, hvor James Hetfield, Lars Ulrich og Kirk Hammett fik beskeden fra Cliffs forældre og søster, samt hans allerbedste venner, at de ikke måtte give op nu. Det ville Cliff ikke have ønsket. De skulle for alt i verden fortsætte.
Så det gjorde resten af Metallica. Fortsatte. Stadig i chok begyndte de at søge efter en ny bassist. Sådan forløb oktober måned, indtil de 28. oktober valgte Jason Newsted fra Flotsam & Jetsam. Kort derefter gav de to lokale koncerter 8. og 9. november i Reseda og Anaheim, før de tog flyet til Japan. En destination hele bandet, særligt Cliff Burton, havde glædet sig til omsider at få krydset af. Særligt, fordi Kirk Hammett året forinden havde overbevist en stædig og kræsen Burton om, at sushi var godt. Og da Burton endelig overgav sig, havde han spist sushi hver eneste gang muligheden var der. Nu var det dog Jason Newsted, der tog turen til Solens Rige. Velsignet af Cliff Burtons forældre blev den unge 23-årige bassist fra Battle Creek, Michigan sendt på den anden side af kloden. Her genoptog Metallica deres verdensturné.
Hvis de troede, de havde nået toppen, da de varmede op for Ozzy Osbourne, så gjorde dødsfaldet dem kun endnu mere populære. Da de omsider vendte tilbage til Europa og indhentede de aflyste datoer, gav de koncerter på endnu større spillesteder end i den oprindelige plan. Det startede 8. januar 1987 i Falkoner Teatret i København i stedet for Saga. Dagen efter Holstebrohallen i, ja Holstebro. Turnéen sluttede i Sverige d. 13. februar 1987. De havde udskudt at vende tilbage til Sverige så længe som overhovedet muligt. I februar måned var de igen klar til at besøge landet, der et halvt år tidligere havde været stedet, der bogstavelig talt rev bandet fra hinanden. Men modgangen gjorde stærk. Al snak om at udskifte Lars Ulrich forstummede. De tre resterende måtte stå sammen. Nu mere end nogensinde før. Nogle få stadionkoncerter i august måned 1987 var punktum for et vanvittigt ridt på tværs af kloden. De kom tilbage fra ulykken stærkere – og vildere end nogensinde før. Som om koncerterne var en mulighed for at få afløb for vrede og sorg.
Interviews med Metallica senere i 1986. James Hetfield og Kirk Hammett samt et interview med Lars Ulrich og Jason Newsted:
Samtidig efterlod Metallica hele metal-verdenen med et af de største “what if”, der nogensinde har været i metal-historien. For hvad var der sket, hvis ikke Cliff Burton var gået bort? Så havde den opfølgende ‘...And Justice For All’ næppe lydt så vred. Var sangene blevet kortere? Længere? Cliff Burtons indflydelse på sangskrivningen, melodierne, harmonierne og James Hetfield slog jo tydeligt igennem på netop ‘Master of Puppets’ – og er en af mange forskelle fra ‘Ride the Lightning’. Hvordan var det gået fremadrettet? Havde bandet nogensinde fået lov til at ændre kurs på ‘Metallica’ fra 1991? Der er spørgsmål og debat nok til mange timer.
Faktum er, at Metallica fortsatte med pedalen i bund. Karrieren var nået et punkt, hvor der ikke var tid til at dvæle. At kigge tilbage. At sørge. Man skulle fremad. Så da Monsters of Rock-turnéen i august måned 1987 var overstået, var det hjem igen og skrive nyt materiale. Her udgav Metallica ep’en ‘The $5.98 Garage Days Re-Revisited’ med en håndfuld cover-numre for at give Jason Newsted en mulighed for at etablere sig, og fans at vænne sig til at se hans ansigt og navn associeret med Metallica. Og så var det ellers James og Lars, der igen samlede materiale. De klistrede de mange riffs sammen og mødtes i Los Angeles i bydelen North Hollywood, hvor One on One-studiet lå. Og med Flemming Rasmussen som producer igen – fra slutningen af januar måned 1988. Her blev de frem til maj. Først havde de en anden producer, Mike Clink, som netop havde siddet bag pulten for Guns n’ Roses’ ‘Appetite for Destruction’, men samarbejdet fungerede ikke, så Rasmussen blev tilkaldt.
Og i september måned blev ‘...And Justice for All’ udgivet. Denne gang med musikvideo til singlen ‘One’, og pludselig var der plads til Metallica i både radio og på MTV. Nok troede Metallica, at det ikke kunne blive vildere end med ‘Master of Puppets’. Hvad de ikke vidste var, at det blot var starten på en kometkarriere, der kun ville tage til i styrke de næste fem-seks år. Men det er materiale til andre artikler.
‘Master of Puppets’ blev kulminationen på et musikalsk samarbejde mellem fire dygtige musikere, der havde lært at spille, arbejde og spille sammen i løbet af de første par plader og turnéer. Her i 1985 og 1986 høstede de frugterne af hårdt arbejde. 40 år senere står pladen stadig som et gigantisk monument i Metallicas karriere og i heavy metal generelt. Sangenes kompleksitet, vanvid, melodi, harmoni og lyriske niveau gør, at den hævede sig over de samtidige udgivelser, og i 40 år har ingen formået at gøre det bedre. Mange har prøvet. Tusinde og atter tusinde plader har gerne villet, hvad ‘Master of Puppets’ ville. Men forgæves.
Er man interesseret i det tekniske i Sweet Silence Studios, da Metallica indspillede ‘Master of Puppets’ med Flemming Rasmussen, har produceren selv foredrag, mens man også på YouTube kan få en gennemgang af hvilket udstyr bandet havde med i form af instrumenter og forstærkere, ligesom studiets udstyr bliver gennemgået. Alt fra forskellige typer af konsol, mikrofoner osv.
Denne diktator var ikke mulig uden nogle referencer, så de kommer her:
Rock & Stjernestøv - Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm
Back to the Front - Matt Taylor
Bog fra Master of Puppets deluxe box-set
Interviews med band, management og producer på YouTube