Master of Puppets: Indspilningen af et mesterværk – 2. del

I anden del af vores dybdegående dyk ned i ‘Master of Puppets’ fortæller Flemming Rasmussen om sit tætte arbejde med Lars Ulrich, mens vi også dykker ned i de numre på pladen, hvor Cliff Burtons indflydelse fyldte mest.

Et af de numre, man nærmest ikke kan finde på mere at skrive om fra ‘Master of Puppets’, er titelnummeret, hvis mellemstykke løfter et riff fra David Bowies sang, ‘Andy Warhol’. Det var især Cliff Burton og Kirk Hammett, der lyttede til ham ('Leper Messiah' er desuden et udtryk, som Bowie bruger i sin sang ‘Ziggy Stardust’). Og så er der det famøse, knækkede beat i versets riff. Nogle har analyseret det som værende 5/8-dele, men Lars Ulrich har selv fortalt, at det ikke var noget, han og James ellers skænkede en tanke. Og Flemming Rasmussen har heller ikke så meget at tilføje:

– Det lød ikke mærkeligt for mig. Jeg sad jo og talte takter og holdt øje med, at der ikke manglede nogle slag. Jeg klappede bare i mine små hænder over det der lille knæk – jeg syntes, det var fantastisk. Cliff og jeg havde lidt de samme referencer, mere ovre i den progressive rock. Peter Gabriel og sådan nogle ting, hvor der var mange af den slags skæve taktarter. Så sådan en “5’er” er jo altid god.

“Fuck det – det fungerer jo!”

Der er skrevet rigeligt om H.P. Lovecraft-inspirationen til ‘The Thing That Should Not Be’, som også var det eneste nummer, Metallica ikke allerede havde en færdig demo klar af, da de mødte op i Sweet Silence Studios. Det ekstremt tunge nummer har også en noget atypisk guitarsolo, der træder meget ud på albummet … Efter sigende var der også stress på, da den blev indspillet, fordi Kirk Hammett havde det ene ben i lufthavnen.

– Ja, det var i det hele taget det sidste nummer, vi lavede. Og det var nok en eftertanke, hvor vi tænkte, at vi mangler sådan et langsomt drivende nummer. Så vidt jeg husker, så vendte vi noget af soloen om, så den rent faktisk spilles baglæns på albummet. Jeg husker det ikke helt tydeligt, men kan godt huske, at Kirk var på vej ud ad døren. Jeg mener, at jeg simpelthen måtte vende det om, fordi det lød ad helvede til!, griner Flemming Rasmussen.

– Men fuck det, for det fungerer jo! Jeg kan godt huske, at det var lidt stressende til sidst. Men, vi brugte tiden. Hvis det ikke var godt nok, så gik vi bare ikke hjem. Måske mødtes vi endda lidt tidligere de sidste par dage. Studiet var vist ikke booket om dagen i den sidste periode.

Roy Thomas’ stereospøgelse
En detalje, som man især vil bemærke, hvis man lytter til ‘Master of Puppets’ gennem hovedtelefoner, er den måde, lydbilledet åbner sig på i introen til ‘Welcome Home (Sanitarium)’. En mono til stereo-effekt, som Flemming Rasmussen flere gange har fortalt om. Et trick, som han løftede fra læremester Roy Thomas Baker, hvis mest berømte leg med stereo vel nok er i ‘Bohemian Rhapsody’, men også i The Cars’ ‘Moving in Stereo’. James Hetfield har fortalt, at man brugte en særlig samplingeffekt, fordi man gerne ville have sangens rytme til at lyde som pulsslag.

– Ja, vi brugte clicktracket til at trigge en rytme, som ... du må købe min masterclass på ToneGodz, hvis du vil se, hvordan vi gjorde, haha. Det er pivnemt! Men det giver den der pulseffekt. Trommerne spiller faktisk frit. Det er ikke dem, vi har lagt i spor. Det er guitaren, vi får til at ligge og lave den puls. Det er én lang akkord, der bare står, og så “chopper” jeg den op, og der er også en klavertone lagt ind under det første guitaranslag i sangen. Der er rigtig mange lag i musikken. Jeg bliver nødt til at se på sporsedlerne, der ligger derovre, for vi gjorde så mange forskellige ting.

En 5’er fra Lars
Devilutions udsendte kan næppe være den eneste nogensinde, der har undret sig over, at man har beholdt Lars Ulrichs count-in til ‘Leper Messiah’. På en plade, hvor alting ellers er spillet til perfektionisme, stikker valget ud, og det bliver ikke mindre fremtrædende af, at man også kan høre Cliff Burton pille ved sin bas. Samtidig kan man helt i slutningen af nummeret høre Flemming Rasmussens “OK” fra kontrolrummet i pausen i det sidste riff ...

– Godt hørt! Men der er en sjov forklaring. Det er simpelthen, fordi Lars havde svært ved at naile trommerne i det nummer. Han tæller til 5 i stedet for 4, ikke? Det var simpelthen, fordi han ikke kunne spille det. Og så for ligesom at fucke hans eget mind up, så lavede han det der count til 5 i stedet for, og så var det skidegodt. Den skulle have være til 4, men fordi Lars ikke kunne naile den, og så sagde han, “nu tæller jeg fandeme til 5!” – “jaja, gør det”, og det blev så taket, så derfor beholdt det, for “what are the odds?”. Han tæller til 5 én gang, og så laver han det rigtige take ...

– Bassen er der selvfølgelig også, for vi startede den bare fra for-tællingen. Det er jo fedt, at det er med – det er ligesom det med de “rough takes”, som er på bokssættet. Der havde vi jo ikke en eller anden automation til at tænde og slukke, så der kommer der bare alt støj bare med.

Cliff Burtons bas… og synthesizer
I bokssættet, som Flemming Rasmussen omtaler, er der rough mixes af alle sangene fra ‘Master of Puppets’, og der er flere sjove detaljer. Blandt andet en markant orgel-intro til ‘Orion’, som er nedtonet på albumversionen. Der er også “Drum Room”-demoer, som slet ikke har bas indspillet, i modsætning til rough mixene, hvor Cliff Burtons bas til gengæld er endnu mere tydelig og fremme i lydbilledet end på det færdige album.

– Ja, det er mig. Lige præcis. Det er faktisk en synthesizer, og så er det gennem min Leslie (forstærker med højtalere, der drejer rundt og giver en svævende effekt, opfundet af Donald Leslie, red.). Så, altså, det er sådan et plastikorgel ud gennem en distortet Leslie-forstærker. Det er sådan en stor kasse, hvor diskanten drejer rundt, og bassen peger ned i gulvet, men så sidder der et stykke stof rundt om med et hul i, så den også giver en vibrerende lyd.

– Drum Room-demoerne indspillede vi først, og så fik Cliff dem at gå og lytte på, så han kunne sidde hjemme på hotelværelset og øve sig. Bassen fylder oftest mere i rough mixes, fordi det er det sidste, man har lavet, der er højest i volumen, da man bruger de mixes til at tjekke, om det er OK – at der ikke er nogen fejl. Det er et arbejdsmix, og dengang lavede man bare et hurtigt kassettebånd, man kunne lytte på – i dag er det MP3 – og så kan du sidde derhjemme og tjekke, “hov, han spillede G, men han skulle have spillet A”, og derfor er det instrument, man skal tjekke, lagt øverst…

Introen til Damage, Inc. …og Gramex-penge?
Ud over ‘Orion’, der for størstedelen er Cliff Burtons eget mesterværk, primært skrevet på bas, sætter han også sit endelige, markante aftryk på albummet i introen til thrash-hærgeren ‘Damage, Inc.’, der lukker mesterværket med et brag. Også her arbejdede Flemming Rasmussen meget aktivt som producer med effekter, som gjorde det hele ekstra særligt.

– Introen til ‘Damage, Inc.’ er ligesom ‘Battery’-introen bygget op af mange spor lagt oven i hinanden, men her er det bas i stedet for guitarer. Cliff brugte meget sådan nogle Morley-pedaler. De har også siden lavet en Cliff Burton-wah-pedal. Introen til ‘Damage’ er ret kompleks, og vi har her vendt det, han spiller, om. Der er 2 spor af den der almindelige bas, som bare spiller tone, der er 3 spor med harmonier, der er orgel, og så er der lidt guitar.

Kirk Hammett fortæller også i ‘Back to Front’-bogen, der udkom i forbindelse med albummets 30 års jubilæum, at Flemming Rasmussen faktisk spiller lidt guitar på albummet på ‘Damage, Inc.’ i “We chew and spit you out”-stykket. Det var vi selvfølgelig nødt til at spørge ind til til allersidst.

– Ja…? Det kan jeg fandeme ikke huske. Det eneste, jeg ved, jeg har spillet på et Metallica-album, er et par enkelte lilletrommeslag på “...And Justice”, hvor vi havde lavet en god lang blok, og så var ét slag, hvor Lars ramte kanten i stedet for skindet. Der har jeg dubbet en lilletromme oveni i Lars’ slag. Men that’s it. Det er “the four horsemen”, der har spillet hele lortet. Jeg tror ikke, jeg har spillet guitar. Jeg kan ikke spille guitar. Men det er da fedt, hvis Kirk siger det. Så skal jeg da have nogle Gramex-penge sendt min vej, haha!

Og med den opfordring forlader vi Flemming Rasmussen og Sweet Silence Studios, der altså nu ligger i Bådehavnsgade og stadig er i drift. Rasmussen holder også jævnligt foredrag om hans arbejde med Metallica, som man kan købe billetter til, og han arbejder altså løbende på sit masterclass-site, ToneGodz, hvor han fortæller mange af hemmelighederne bag indspilninger af de tre plader, han lavede med Metallica fra 1984 til 1988.

Læs også første del af interviewet HER samt vores portræt af Flemming Rasmussen og det, der ledte til samarbejdet med Metallica, HER.