Et grotesk mesterværk i opløsning
Seks lange kompositioner, ét svimlende univers: A Forest of Stars skaber et album, der både udfordrer, foruroliger og fascinerer.
Street Level Vertigo
Mechanically Separated Logic
Roots Circle Usurpers
Sway, Draped in Vague
Not Drinking Water
På papiret lyder ‘Stack Overflow in Corpse Pile Interface’ som en titel, der enten er dybt genial eller komplet latterlig. Begrebet stack overflow, som nogle sikkert kender fra programmeringssprog, beskriver et system presset til bristepunktet – et overload, hvor tingene ganske enkelt bryder sammen. Sat sammen med en "grænseflade" af noget så fysisk og makabert som en ligbunke, frembringer det et absurd og ildevarslende billede af overflod, kollaps og menneskelig opløsning. Hvilket så passende nok er en overraskende præcis indgang til dette sjette album fra A Forest of Stars, der føles som én lang rejse gennem skønhed, vanvid og kontrolleret sammenbrud.
Den britiske septet har længe eksisteret i sin helt egen mærkværdige niche. Hvor mange avantgarde-metalbands har det med at drukne i idéer eller reducere eksperimenter til ren særhed, har A Forest of Stars gennem årene formået at skabe et musikalsk univers, der føles fuldstændig deres eget. Selv beskriver de deres lyd som British Black Metal, men på ‘Stack Overflow in Corpse Pile Interface’ virker det næsten vigtigere at understrege det britiske element end black metal-delen.
For ja, albummet er tungt. Der er blastbeats, skrig og mørke guitarriffs nok til, at black metal-fans ikke føler sig helt snydt. Men lige så ofte bevæger pladen sig væk fra genrens vante territorier og ud i noget langt mere uforudsigeligt: sørgmodig doom, drømmende psychedelia, industriel uro, post-punkede stemninger og violinbåren melankoli, der flere steder føles mere beslægtet med victoriansk gotik og progressiv rock end egentlig ekstremmetal.
Det mest imponerende er ikke engang spændvidden i sig selv, men hvor ubesværet A Forest of Stars får det hele til at hænge sammen. Hvor andre bands ville lyde fragmenterede i forsøget på at forene My Dying Bride, Cradle of Filth, Bauhaus og måske endda rundhåndede doser progrock, lykkes det A Forest of Stars at få selv de mest aparte idéer til at føles naturlige. ‘Stack Overflow in Corpse Pile Interface’ lyder aldrig som et band, der prøver at imponere med sine indflydelser. Det lyder som et band, der har opbygget sit eget sprog.
Og midt i det hele står så Mister Curse – mindre som traditionel forsanger og mere som en rablende dommedagsprofet fanget mellem victoriansk poesi, samfundskritik og totalt mentalt sammenbrud. Hans vokal veksler mellem desperat spoken word, manisk prædiken og hæse black metal-skrig, ofte leveret med en intensitet, der lyder som om stemmen er ét skridt fra at flække over, lidt á la Alasdair Dunn (Ashenspire). Det ene øjeblik slynger han kryptiske tirader ud om moralsk forfald og the enshitenment, det næste eksploderer sproget ud i noget, der føles lige dele grotesk teater og eksistentielt sammenbrud.
På den anden side har vi så Katheryne, Queen of the Ghosts, hvis violin og vokal fungerer som albummets emotionelle modvægt. Hendes tilstedeværelse giver musikken en næsten hjemsøgt elegance – en sørgmodig skønhed, der svæver gennem kaosset som et spøgelse i maskinrummet. Især violinen bliver et afgørende element, ikke som pynt, men som en drivende kraft, der konstant løfter kompositionerne væk fra det rent metalliske og ind i noget langt mere filmisk og drømmeagtigt.
Det høres allerede på åbneren ‘Ascension of the Clowns’, hvor dystre violinstrøg langsomt trækker lytteren ind, før Mister Curse bryder stilheden med sin uforudsigelige vokal. Musikken virker næsten dragende i sin alvor, mens stemmen føles som noget, der desperat forsøger at rive det hele fra hinanden, og heri finder vi så modsætningen mellem det raffinerede og det kaotiske, der hurtigt viser sig som en af albummets største styrker.
Derefter står ‘Street Level Vertigo’ ud som et af pladens mest fascinerende øjeblikke. Nummeret starter hypnotisk med en snigende post-punket fornemmelse, før de langsomt bygger lag på lag af paranoia, desperation og metallisk intensitet. Da musikken for alvor åbner sig, føles det mindre som et traditionelt klimaks og mere som at blive opslugt af noget, der hele tiden vokser omkring én, før vi så pludselig ti minutter senere vender tilbage til nummerets dragende udgangspunkt.
Pladens længste nummer, den sytten minutter lange ‘Sway, Draped in Vague’, understreger samtidig, hvor overlegent A Forest of Stars håndterer de lange kompositioner. Hvor mange bands ville miste momentum undervejs, arbejder A Forest of Stars i høj grad med tålmodighed. Stemninger bygges op, opløses og genopstår, mens violinen væver sig gennem sangen som en rød tråd. Omkring midtvejs rammer nummeret en næsten hypnotisk forløsning, som efterlader resten af sangen svævende et sted mellem resignation og ekstase.
Det mest imponerende ved ‘Stack Overflow in Corpse Pile Interface’ er måske i sidste ende dets sammenhængskraft. Med seks sange, der alle overskrider ni minutters-grænsen, og en samlet spilletid på mere end 70 minutter burde albummet føles udmattende eller navlebeskuende, men i stedet føles det forunderligt opslugende. Hvert nummer fungerer som sit eget lille mareridt, og samtidig som et kapitel i en større fortælling, hvor overgange og stemningsskift sjældent virker forcerede.
Det er ikke et album, der giver sig selv væk med det samme. Tværtimod kræver det både tid og koncentration. Efter at have haft pladen i fast, daglig rotation i over en måned kan jeg dog trygt forsikre om, at tiden er godt givet ud, og belønningen er i den sidste ende et værk, der føles lige så grotesk og foruroligende, som det er smukt. ‘Stack Overflow in Corpse Pile Interface’ er teatralsk, forvirrende, til tider endda direkte komisk i sin egen galskab – og samtidig dybt bevægende.
At give lytteren gåsehud er næsten det mindste, de opnår her. Den virkelige bedrift er, at et så massivt og kompromisløst album føles så levende fra første violinstrøg til sidste åndedrag, uden at tabe lytteren med så lang en spilletid. I en retfærdig verden burde A Forest of Stars hyldes langt mere end de gør – og dette album er et strålende eksempel på hvorfor.