Metaldiktator: My Dying Bride - Turn Loose the Swans

Sorg og fortabt kærlighed er omdrejningspunkterne på denne tidlige hjørnesten i My Dying Brides doomede univers, ladet med grædende violiner og poetisk sentimentalitet.

Første gang jeg hørte ‘Turn Loose the Swans’ var i 1999, da min nytilkomne kæreste tvangsindlagde mig til visse personlige soundtracks på repeat. Ikke at jeg opponerede, bevares. Hyppigst i den blødende, tunge ende, hvor Robert Smith, Nick Cave og Tricky bestemt ikke levede forgæves, og hvor My Dying Brides første to plader stod ud som det metalliske indslag, der ofte røg på, både når rusen kickede ind og når hun havde brug for lidt musik at falde hen til i nattetimerne. For mig på daværende tidspunkt et noget sørgmodigt lydspor at feste til, og for den sags skyld også et ret dramatisk lydspor at skulle falde i søvn til – men indtryk gjorde det unægteligt, efterhånden som ’Turn Loose the Swans’ krøb under huden. ’The Cry of Mankind’ og ’For You’ fra deres efterfølgende plader havde jeg da set adskillige gange rotere i MTVs sene videoloop, men der er en del flere aggressive indfald og mere drama her på Yorkshire-legendernes andet udspil, hvilket måske forklarer hvorfor den stadig står så stærkt ud fra resten af repertoiret her 30 år senere.

Doom-eventyret startede i Yorkshire 1990, hvor Aaron Stainthorpe (sanger), Rick Miah (trommer) og de to guitarister Andrew Craighan og Calvin Robertshaw stiftede, hvad der skulle blive til My Dying Bride. Ligesom åndsfællerne fra Paradise Lost andetsteds i Yorkshire var det mødet mellem death og doom, der lagde kimen i opstarten, men dog med helt andre virkemidler i støbeskeen. Efter en demo og en EP debuterede de i 1992, og ’As the Flower Withers’ gav en vis idé om, hvilken doomet størrelse vi havde med at gøre, med enkelte violinstrøg fra Martin Powell og de kryptiske, lange kompositioner med tristesse i højsædet.
Dén erfaring rigere blev både Powell og bassist Adrian Jackson en fast del af bandet på den fremragende, omend korte EP ’The Thrash of Naked Limbs’, hvor violinen er mere gennemgående integreret i lydbilledet, og som således gav en mindre forsmag på efterfølgeren, der landede et halvt år senere, den 11. oktober 1993.



”You lift me above myself, with the ghostly lake of your mind.
Arise from your slumber in my arms.
Your beauty took the strength from me.
In the meadows of heaven, we run through the stars.”

Med Stainthorpes sørgmodige tekst om sin afdøde kærlighed, udelukkende bakket op af Powells melankolske klaverspil og violinstrejf, åbner ’Sear Me MCMXCIII’ smukt pladen og demonstrerer med det samme en ny side af bandet – Stainthorpes rene vokal.
Indtil da havde han primært gjort sig i de for genren mere karakteristiske growls, og hvor tekstens poetiske undertone netop går stærkere ind i denne underspillede form, som en art kammermusik formidlet gennem den efterladtes øjne. Selvom debuten også åbnede med ’Sear Me’ var både kompositionen og lyrikken dog genopfundet i denne MCMXCIII-udgave – og hvilken anderledes måde at åbne en doom-plade på!

Hvor ’Sear Me MCMXCIII’ sætter stemningen, så er det dog først i den efterfølgende, ni minutter lange ’Your River’, at hele lydbilledet tager form. En enkel guitarfigur åbner nummeret, inden en kaskade af riffs fører os frem til første vers, hele fire minutter inde, hvor Stainthorpe atter kanaliserer den forliste kærlighed ud i linier som ” Your bloodied body is what I cling to” og ”It's sad that, in our blindness, we gather thorns for flowers.” Hvad der lige præcis er sket, forbliver uklart parafraseret, men ikke desto mindre poetisk på en måde, doomgenren aldrig er blevet eksekveret indtil da. Det er netop også denne poetiske/romantiske lyrik, der er med til at forklare, hvorfor man måske snarere i dag forbinder My Dying Bride med goth metal-genren, men dog i højere grad efterfølgende, da dødsmetallen stadig er tydelig at spore her på ’Turn Loose the Swans’, både i forhold til riffs og de periodiske growls – hvor sidstnævnte i tilfældet med ’Your River’ fx først træder i karakter, halvandet minut inden nummeret har nået sin ende. 

’The Songless Bird’ er pladens eneste single-udspil – ikke at den som single ligefrem gør meget for at økonomisere med komplekse opbygninger, snarere tværtimod. Keys og en teknisk overlegen opbygning mellem Miah og guitaristerne bygger op til en bidsk levering fra Stainthorpe, inden Powell atter bryder ind med violinen henover de snørklede guitarfigurer.
Om de har valgt ’The Songless Bird’ som single, fordi den er pladens næstkorteste sang på ”blot” syv minutter må stå hen i det uvisse, men den er i hvert fald en af de hårdeste og mest komplekse indspark på pladen, og det runger stadig bittert, hver gang nummeret rundes af med ordene ”We've lived with our suffering – but now ...?” – har han overhovedet mere at leve for?



”I need help, but not from you or your father.
No! Jesus Christ, who's my saviour?”

Håbet ser i hvert fald fortsat umiskendeligt sort i den efterfølgende ’The Snow in My Hand’, mens musikken atter engang udfolder sig bredt udover hele paletten. Verset nærmest flæbende trist. Et par minutter inde abrupt afløst af brutale brøl og militant dobbeltpedal, inden violinbuen atter bløder sentimentalt.

… og således føres vi over i en af My Dying Brides absolutte evergreens. Der kan næppe have været mange koncerter siden 1993, hvor de ikke har spillet den 12 minutter lange ’The Crown of Sympathy’ – og med aldeles god grund. Som det tungeste og mindst dødsmetal-prægede nummer (udover åbneren og lukkeren) på pladen peger den ikke blot frem mod det, vi sidenhen forbinder Yorkshire-sekstetten med. Den bibeholder også det samme semi-progressive fundament, der gennemsyrer sangskrivningen på hele ’Turn Loose the Swans’, hvor især Robertshaws tunge doomriffs, Craighans delikate melodier og Powells tilføjelser på violinen skaber så meget intern dynamik, at det hele flyder sammen i ét organisk dystert hele. Den hjerteskærende tre minutter lange passage i midten, hvor Stainthorpe fantaserer om at gå døden i møde for atter at være sammen med sin elskede, kun akkompagneret af dystre keys og underspillede trommer boostet op på rumklang, vil derudover aldrig miste sin magi og er i høj grad med til at forklare, hvorfor ’The Crown of Sympathy’ er en så integreret del af doom-metallens kanon den dag i dag.



Tilsvarende kommer vi ikke uden om titelnummeret, der for de fleste MDB-entusiasters vedkommende er det bedste, de har bedrevet inden for de dødsdoomede rammer. En hidsig sag, hvor lyrikken væver rundt i drømmelignende billeder af tiden med den døde elskede – eller er han måske selv passeret til dødsriget? Alt ligger poetisk mellem linierne, mens det endnu engang er ping-pongen mellem guitaristen og Powell, der er så blødende hård og indfølt, at det fortsat slår lige stærkt, når fx violinen 5:30 inde fører os blidt over i to minutters doomet melankoli, abrupt afbrudt af Stainthorpes drastiske vokalskift fra dybfølt tristesse til brølende brutalitet. Momenter som disse er det, der gør ’Turn Loose the Swans’ til så tidløs en plade, der stadig rammer følelsesregisteret så hårdt et utal af lyt og år senere, og derfor er netop dette titelnummer da også en af de hyppige valg på sætlisten – og en væsentlig årsag til, at undertegnede stadig bærer nag over, at Copenhell ikke tillod dem at spille netop dette nummer til sidst i 2014, fordi intet måtte spille samtidig med navnet på hovedscenen, men sådan kan man jo undre sig … 

Mens ’Black God’ runder pladen af på samme vis som ’Sear Me MCMXCIII’ indledte selvsamme kan man så atter drømme sig væk i den storladne melankoli, der gennemsyrer pladens tunge tematik.
’Turn Loose the Swans’ er så absolut pladen, hvor hvert medlem klart definerer sin rolle i bandet. Stainthorpe med den dramatiske vekslen mellem det rent underspillede og den dyriske afmagt. Robertshaw og Jackson med den tunge bund, mens Miah lægger ethvert slag med militant præcision, og Powell og Craighan tilføjer alle de delikate finesser til bandets brede spektrum. Musikerne udfylder hver sin rolle, og selvom forlist kærlighed ikke just er et unikt tema, så har det sjældent været udtrykt så på én gang kraftfuldt, inderligt og, ja, unikt som her – i hvert fald ikke inden for doom-genrens egne rækker. 


Live april 2007, fra DVD’en ’Ode to Woe’.

Det er bestemt ikke svært at se, hvilken betydning My Dying Bride har haft for doom-scenen – med nationale briller på kan vi blot nævne deres supportband tidligt i 1996, der indtil da havde haft en mere rendyrket death metal-stil, men som efter denne gig fik afklaret, hvad der sidenhen blev Saturnus-stilen på debuten 'Paradise Belongs to You' året efter. 

For My Dying Brides eget vedkommende lagde de dog hurtigt herefter dødsmetallen bag sig og skiftede mere dedikeret stil over mod en rendyrket doom-stil, hvor melodierne står mere klart, og melankolien, de storladne værker og violin-trademarken for det meste er de bærende kræfter.
Hvor stærkt de kvaliteter end også virker i sig selv, så står dette tidlige værk i deres karriere også stærkt på egne ben for sine eksperimenterende kvaliteter. For sine dramatiske afvekslinger, komponeret så flydende, at det går lige i tårekanalerne. Ikke mindst, når Stainthorpes poetiske lyrik står skarpest og er forståelig for det blotte øre, samt når Powells sirlige violinspil flyder ind i lydbilledet som flødeskummet på lagkagen. Hvor de året forinden havde lidt mere til fælles med de lokale Yorkshire-rivaler fra Paradise Lost, så havde sidstnævnte bevæget sig ud af et helt andet, mere strømlinet, mindre eksperimenterende spor med ’Icon’, der udkom 14 dage forinden, og hvad end man så må mene om det, så blev de i hvert fald begge på hver sin vis toneangivende i 1993 for goth-metallens videre udvikling, på trods af Metalizeds noget tørre 6/10-dom:

”Jeg må tage hatten af for My Dying Bride, når de skaber den næsten gotiske og triste stemning, men det holder ikke rigtigt i længden, når man skal plages med de kedelige death-agtige passager.”

’Turn Loose the Swans’ er bestemt ikke hvermandskost, men har du din doom kær samt en eventuel forkærlighed for bands, der bryder med genrekonventionerne, så kan du trygt starte her på din videre My Dying Bride-færd.