Melodisk, melankolsk og storladent
Populær
Doom metal-kometerne Pallbearer imponerer igen med dynamik, progressivitet og storslået sangskrivning på deres andet album.
2 Foundations 8:42
3 Watcher In The Dark 10:41
4 The Ghost I Used To Be 10:18
5 Ashes 3:20
6 Vanished 11:42
Det unge amerikanske doom metal-band Pallbearer fik et mindre gennembrud med debuten ’Sorrow and Extinction’ fra 2012. En succes, der gav bandet opmærksomhed fra mainstreammedier som Pitchfork, og som i samme ombæring også medførte en vis skepsis fra undergrundens internetkrigere, der råbte ”falsk metal” og ”post-rock” efter Arkansas-kvartetten. Egentlig lidt pudsigt, for i modsætning til mange af de bands med metallisk udgangspunkt eller metaltendenser, der er slået igennem uden for metalkredse i de senere år, er Pallbearers helt og holdent metal, uden for eksempel de store, brusende lydflader, der kendetegner meget af den post-rockede metal. Ovenikøbet episk doom metal, der i sig selv ikke ligefrem er noget, man normalt scorer kassen på.
Selv var jeg vildt imponeret over Pallbearers debut, der modsat mange andre i doom-genren ikke fokuserede voldsomt på tyngde som et mål i sig selv, men brugte en periodevis ren og melankolsk guitar og en hele tiden ren og melankolsk vokal til at skabe en ophøjet, alvorsfuld og sørgmodig doom metal, der på én gang indskrev sig i genren side om side med genregiganter som Solitude Aeturnus, While Heaven Wept, ældre Trouble og Pagan Altars mere episke numre, men som også på én eller anden måde gav genren en frisk lyd. Der var ingen stoner- eller sludgeriffs, men til gengæld var de langsomt fremadskridende melodier på et tungt bagtæppe i fokus på en smuk måde, der såmænd også kunne minde om danske Saturnus’ guitarforløb.
Mere variation
To år efter er ’Foundations of Burden’ udkommet, og den bygger videre på forgængeren, men har mere musikalsk og tempomæssig variation, er mere dynamisk, men opnår måske ikke helt samme sørgmodige storhed som en sang som åbningsnummeret ’Foreigner’ fra ’Sorrow and Extinction’ havde; det er en udvikling på godt og ondt. Hvor ’Foundations of Burden’ måske savner debutens umiddelbare evne til at røre lytteren, er den alligevel mere kompleks, ikke mindst takket være den nytilkomne trommeslager Mark Lierlys dynamiske og varierede og progressive stil, med en fremragende evne til at accentuere nuancerne i musikken, der også kan minde om en anden doomklassiker, nemlig Confessor og deres debut ’Condemned’. Den melodiske guitar står stadig i forgrunden, mens en tung, fuzzet bas og en tungere guitar skaber et lydbillede, der ganske vist er tungt, men hvor tyngden ofte fungerer som et kontrapunkt til melodierne, så atmosfæren på én gang bliver knugende og let og storladen, mens Brett Campbells følelsesladede rene vokal svæver over vandene, ophøjet og hjemsøgt.
Nuanceret og atmosfærisk
Pallbearer fanger på mange måder den atmosfære, som funeral doom stræber efter bedre, end det lykkes for mange bands, som rent faktisk spiller funeral doom.
Reelle eksperimenter er der ikke tale om, men bandet udvider alligevel deres eget musikalske territorium. Dog skiller balladen ’Ashes’ sig ud med de 70’er-agtige keyboards og en støvet, progget, sepiatonet stemning, der fungerer som perfekt optakt til den afsluttende ’Vanished’, en storladen, episk sag med utallige detaljer og nuancer, der bevæger sig mellem det Opeth-agtigt progressive, det metalliske, det triste og det på paradoksalt vist opløftende.
’Foundations of Burden’ er en rig plade, som jeg tror vil vokse med tiden og en værdig opfølger til debuten. Måske er karakteren en tand for lav. Hvis Pallbearer kan holde niveauet og fortsætte med gradvist at udbygge variationen i deres episke, progressive doom metal uden at give køb på deres kernelyd,kan de blive et af alle tiders bedste doom metal-bands. Hvis internetsmetalsoldaterne bliver sure, så er det bare en bonus – tænk, hvis det var bands som Pallbearer, der kunne blive metallens bannerførere udadtil, i stedet for ikke-metalliske metalbands og bøvet fitnesscenter-core.
Pallbearer spiller på Loppen i København på torsdag d. 18/9 som opvarmning for doom metal-bandet Yob - husk at fange dem der!