HXC Kids Voxhall: Ejerskabet er deres

HXC Kids er allerede en institution i dansk metalkultur – og mens forældrene peger mod scenen og viser takten, skaber børnene deres egne oplevelser blandt slush-ice, klistermærker og høreværn.

Jeg tror ikke jeg vidste, at de fandtes så små. Høreværn altså. De sidder på et meget fint, meget nyt menneske, der på mors mave roligt rokker med til Danefaes lydprøve. Mine egne børn er selvfølgelig også udstyret med høreværn, men de er tre og syv år gamle og dermed betydeligt større end dagens måske yngste koncertgæst. Men det gør de. Findes. Pangfarvede høreværn til babyer. Det er et fint syn. 

Efter køreturen fra Fyn skal vi lige finde os til rette på VoxHall. Det bliver hurtigt til en tur op ad trappen. Væk mod scenen for nu, videre mod ansigtsmalingen. Hvor vi forældre i dagene op til har forsøgt at sælge musikken, og måske endda kommet til at udskifte lidt ‘Bluey’ med YouTube-videoer af dagens bands, har børnene haft et andet fokus. “Tror du også, at der er ansigtsmaling i Århus?” har den største flere gange spurgt, for ligesom at sikre sig. Det er meget populært, og vi er faktisk også tidligt på den af samme grund – for meget kø kan nemlig hindre musikoplevelserne, synes de voksne at have tænkt.

Vi føler os meget hurtigt hjemme. HXC Kids er et gennemprøvet og velarrangeret koncept, og ligesom alle de andre steder i landet, hvor arrangementet lægger vejen forbi, bliver man mødt af duften af slush-ice og popcorn. Som far prøver jeg ihærdigt at finde et publikum til min “Sludge-ice”-joke, men det fungerer ikke rigtigt for mig, og børnene trækker os i retning af duften. Det skal nemlig til, og det er også nu, at der sker en naturlig vandring fra forhallen og ind på gulvet foran scenen. Dagens første band skal på, og højttalerne trakterer os med Judas Priests ‘Some Heads Are Gonna Roll’.

Det er med Danefae, at dagen for alvor går i gang. Lyden af orkestrets drømmende, nordiske rock breder sig hurtigt ud i salen, og børnene søger mod scenekanten. Den største af mine står helt oppe foran med store øjne. Den mindste skifter mellem at danse på gulvet og i favnen på os. Alt er godt. Vi er i gang. Salen er fyldt med pangfarvede høreværn, børn i såkaldte battle jackets og forældre, der enten slæber, venter eller filmer. Nogle af de gamle er trukket i en ellers hengemt og arkiveret Korn-trøje. Andre møder op i Gorgoroth eller Pathologist. Men blandt både store og små virker Livløs til at føre klart i dagens uofficielle konkurrence om mest populære merchandise. Bandets kulørte børnemerch ér altså også lige i øjet.

Som Danefaes sæt skrider frem, kommer jeg til at se det udefra. 
Jeg danser med min treårige. Nikker med hovedet. Viser hende rytmen. Peger mod scenen, når der sker noget spændende. Viser hende forsanger Anne Olesen. Forsøger ihærdigt at oversætte musikken. Ikke ordene. Men følelsen. Hvorfor det her er godt. Hvorfor det her er vigtigt. Hvorfor man skal lytte. Hvorfor man skal mærke det. Og så opdager jeg pludselig, hvor meget energi jeg bruger på netop det. På at vise og forklare. På aktivt at dele oplevelsen, måske også selvom der ikke er brug for det – børn kan meget sagtens og helt naturligt selv. Min datter virker egentlig ganske tilfreds med bare at danse, og jeg står og forsøger at bygge en bro, der allerede er der. Det slår mig – hvem er det egentlig, jeg gør det for?

Min største datter SKAL have en T-shirt med Danefae. Det var en fed oplevelse, og der er også en sej ugle på trøjen. “Det er dem med ‘Natsværmer’ ikke?” spørger hun, mens hun søgende kigger i merchboden og som en naturglad pige sætter sig for, at det alligevel skal være den med uglen. Måske ser hun allermest uglen, mens jeg ser musikkultur – og et forpustet Danefae, der er løbet ned fra scenen og ud i forhallen til deres mindste fans med deres ventende forældre i baggrunden. Smilende og imødekommende. Som vi sidder ved bordene, og børnene endnu engang har fået lokket sludge-ice og popcorn ud af os, sætter forsanger Anne Olesen sig ved siden af os og begynder at klippe nogle klistermærker ud. Den syvårige går lidt i stå, som om hun bliver genert – hun har netop set hende på scenen, og nu sidder hun lige her ved siden af os. Anne Olesen spørger hende, om hun gerne vil have et klistermærke, og min datter kan næsten ikke sige ja. Hun sidder benovet i sin Danefae-trøje. Den slags sker på HXC Kids. 

Bag Lukkede Døre går på scenen, mens vi hygger. I det ene hjørne er der merch, i det andet hjørne i forhallen kan børn få sig en tatovering. Dog lader det til, at slush-ice og popcorn-komboen er præcis, hvad der skal til lige nu, og selvom chok-effekten og avisoverskrifterne sandsynligvis havde været større, ér det da også “bare” midlertidige børnetatoveringer, de små kan smukkeseres med. For mange voksne er tatoveringer en integreret del af rock- og metalscenen. Køen til ansigtsmaling er dog større, ser vi, da vi går op ad trappen til balkonen, som børnene gerne vil op på.

Den syvårige fanges hurtigt af Bag Lukkede Døre, og den treårige skifter mellem at danse og rocke med samt at forsøge at løbe væk fra sine forældre, der i mørket skal gøre sig ekstra umage med at holde styr på det hele. Det er sådan det er, det er børnenes dag, og koncert er nok det, vi som forældre denne dag ser mindst af. Til gengæld ser vi glade børn, der måbende kigger mod scenen, eller i dans leger med hinanden foran scenen. Enkelte lidt større børn forsøger sig med headbanging, andre kigger koncentreret på hånden for på korrekt vis at kaste horn, som de har set de voksne gøre.

Da Livløs går på scenen, er der stadig masser af energi i salen. Hos mine døtre er regnskabet ved at se anderledes ud. Den største klamrer sig dog til rækværket, for hun vil være med, kan man mærke, og horn kastes med jævne mellemrum ned mod den fyldte sal. Ligesom Danefae og Bag Lukkede Døre skyder Livløs den af, og energien kan selvsagt ikke være højere. For sanserne er det dagens mest voldsomme bombardement. Hele balkonen er fyldt med børn og deres voksne, og på gulvet forneden opstår der momentvise “mosh-pits” i form af børn i hoppende “pogo”-dans. De er glade, griner og har en fest. De voksne ligeså, men mere på den observerende, tilbagetrukne måde. Børn tættest på scenen, voksne bagi. Den treårige er ved at være godt brugt og kan ikke rigtig finde ud af, om det er fedest at kigge ned på scenen og alt lyset, eller om det er sjovest at gemme sig og forsøge at blive væk fra mor og far. Balkonen lægger sig skiftesvis i mørke og farvet lys, og er netop nu oplagt til den slags leg, selvom de voksne måske foretrak musikoplevelsen. Hun har tydeligvis allerede oplevet dagen, set koncert, fået slush-ice og den seje ansigtsmaling. En succes, der nu kan måles i træthed af den ivrige, opstemte slags. 

Pludselig ser min største datter på mig, hun har lys i øjnene: "Tror du, man også godt kan komme op på scenen i dag?” Det plejer man nemlig, er man barn altså, når sidste nummer spilles på HXC Kids. “Det tænker jeg”, siger jeg og bestræber mig på at kunne følge med hende ned ad trappen. Jeg oplever Livløs. Hun oplever i momentet muligheden for at komme op på scenen under koncerten, og hun når da også at blive væk for mig, og mens lydtrykket stiger for mig, scenelyset kastes rundt i salen, og jeg høfligt begiver mig ind mellem folk på gulvet, spejder jeg efter hende. En kammerat prikker mig på skulderen, smiler og siger: “Hun står derovre” og peger på venstre side af scenen, og der er hun. Der står hun. Smilende. En smule overvældet. En smule genert – med alle de andre børn, fælles om en sansebombastisk afslutning på metal-eventyret. Scenen er deres.