Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kunsten at holde det simpelt

Updated
Haken2

Med EP'en 'In a Fever Dream' udforsker Haken et mere atmosfærisk og følelsesmæssigt udtryk. For det britiske prog-metalband handler udviklingen ikke nødvendigvis om at gøre musikken mere kompleks – snarere om at vide, hvornår man skal lade være.

Haken har aldrig været et band, der har haft travlt med at gentage sig selv. Siden debutalbummet 'Aquarius' fra 2010 har briterne bevæget sig gennem forskellige musikalske landskaber. Med den nye EP 'In a Fever Dream' fortsætter bandet sin søgen efter nye udtryksformer, denne gang med særligt fokus på atmosfære, lydteksturer og følelsesmæssig intensitet.

EP'en opstod under arbejdet med et kommende fuldlængdealbum. Efter en produktiv periode stod bandet med mere materiale, end det havde planlagt, mens bandet gerne ville give deres fans ny musik hurtigtst muligt.

”Der er en bevidst musikalsk retning og en proces, hvor vi har ønsket at eksperimentere og have det sjovt med dette nye kapitel i bandets historie. Vi ser EP'en som en forsmag på og en bro til det, der kommer bagefter”, fortæller forsanger Ross Jennings.

EP'en er altså mere end blot en samling overskydende sange. Den fungerer som en introduktion til en ny fase for Haken og giver en forsmag på, hvor bandet er på vej hen.

Når kompleksiteten ikke er målet i sig selv
Haken er kendt for sine tekniske arrangementer, skiftende taktarter og kompositioner, der gerne bevæger sig gennem adskillige musikalske afsnit. På 'In a Fever Dream' har udfordringen imidlertid været at skrive mere fokuseret musik, hvor de enkelte elementer understøtter en samlet idé.

”Det er ofte lettere at skrive riffs, der lyder intelligente, med skæve taktarter, lange guitarsoloer og sangstrukturer, der føles som syv uvedkommende musikstykker, der er syet sammen for at skabe en lang sang”, fortæller Jennings.

Det er en interessant erkendelse fra et band, der gennem årene har opbygget sit navn på musikalsk kompleksitet. Det kan være fristende at lade teknikken og de komplicerede kompositioner være målet i sig selv. Men på EP'en har udfordringen snarere været at begrænse sig og give de enkelte idéer den nødvendige plads.

”Udfordringen med at skrive kortere og mere fokuseret materiale, hvor hver eneste tone og frase er nøje overvejet og gransket, gav sangskrivningen på ’In a Fever Dream’ klarere retning”.

De progressive rødder er til stadighed essensen af bandet, men kompleksiteten er denne gang blevet et middel til at skabe et følelsesmæssigt udtryk frem for et mål i sig selv.

Haken 2026

En mareridtsagtig atmosfære
Titlen 'In a Fever Dream' antyder en tilstand, hvor virkeligheden bliver forvrænget, og hvor det kan være svært at finde hoved og hale i det, man oplever. Ifølge Jennings afspejler den netop den ubehagelige og surrealistiske følelse, der kan opstå, når man befinder sig i en vanskelig situation eller relation.

”Der er en mareridtsagtig følelse af at være fanget i sangene, som alle i bandet på den ene eller anden måde kunne relatere til. Derfor føltes det naturligt at udtrykke os ærligt gennem sangene”, forklarer Jennings.

De følelsesmæssige temaer har også påvirket den musikalske tilgang. Bandet har arbejdet mere bevidst med atmosfære, klang og lag på lag af lyd for at skabe spændinger og forløsning, der understøtter sangenes indhold.

Indspilningsprocessen blev tilrettelagt med det mål for øje. Tre forskellige trommesæt blev taget i brug for at opnå forskellige lydmæssige teksturer, mens analoge synthesizere, samples, guitarernes klang og efterbehandling af vokalerne bidrog til det samlede udtryk.
”Der var både frihed i processen og en omhyggelig balancegang, hvor alle elementerne skulle falde på plads og skabe den foruroligende stemning, vi var ude efter”, siger Jennings.

En vigtig del af processen var samarbejdet med producer George Lever (Loathe, Sleep Token), der hjalp bandet med at omsætte ambitionerne til den rette lyd. Han bidrog blandt andet med idéer til indspilningsteknik og opbygningen af vokalharmonier. Men hans vigtigste bidrag var måske en påmindelse om, at musik også skal være sjovt at lave.
”Han mindede os også indimellem om, at processen skal være sjov. Det var et vigtigt råd til et band, der nogle gange tager musikken lidt for alvorligt. Det hjalp os med at huske, hvorfor vi overhovedet laver musik”.

To sange blev til en samlet fortælling
Et konkret eksempel på bandets fokuserede tilgang findes i arbejdet med 'In a Fever Dream' og 'Lotus'. De to numre eksisterede oprindeligt som én længere komposition, men efterhånden som EP'ens øvrige sange tog form, blev det tydeligt, at musikken havde brug for en anden struktur.

Den overordnede fortælling begyndte at tegne sig, og den musik, der skulle repræsentere afslutningen, måtte skilles ud fra den oprindelige komposition og udvikles til sit eget nummer. Samtidig passede en mere koncentreret form bedre til EP'ens ambitioner. Ved at placere de to numre i hver sin ende af udgivelsen opnåede bandet desuden en cirkulær struktur, der binder fortællingen på 'In a Fever Dream' sammen.

Det viser, hvordan Haken har arbejdet med at lade kompositionernes form følge musikkens intention fremfor at holde fast i en oprindelig idé for enhver pris.



Stadig nye sider af Haken
Efter næsten to årtier som band er det nærliggende at spørge, om Haken fortsat føler behov for at udfordre sin musikalske identitet. For Jennings er der stadig masser af muligheder, der ikke er blevet udforsket.
”Der er en følelse i bandet af, at der stadig er mange sten, vi ikke har vendt, og et stærkt ønske om at finde nye måder at udtrykke os på”.

Han ser det progressive som en overordnet ramme snarere end en fast opskrift på, hvordan Haken skal lyde. Det giver bandet mulighed for at bevæge sig mellem forskellige udtryk uden at skulle leve op til én bestemt lyd.
”Jeg kan ikke forestille mig, at vi nogensinde slår os fast på én bestemt lydidentitet. Men i sidste ende vil vi altid høre under paraplyen progressiv musik”, siger han.

Selv om bandet har genbesøgt dele af bagkataloget ved senere livekoncerter, er der ingen tegn på, at Haken har tænkt sig at hvile på fortidens bedrifter. Jennings fremhæver, at hver udgivelse har sit eget musikalske univers, og at bandet fortsat er overbevist om, at den kreative retning, EP'en peger mod, er den rigtige.

Den 15. oktober vender Haken tilbage til Store VEGA i København. Her kan publikum ifølge Jennings forvente et nyt liveshow med masser af riffs og energi, hvor nyt materiale kombineres med ældre numre, der passer naturligt ind i det aktuelle udtryk.
”Publikum ser ud til at have det fantastisk, og det afspejler præcis den følelse, vi selv har i bandet lige nu”, siger Jennings og slutter: ”Vi glæder os til at vende tilbage til København og afslutte denne del af turnéen – eller som vi plejer at joke: CopenHaken!”

Haken - In a fever dream