Uovertruffen rock-opera
Populær
Udvikling klæder Between The Buried And Me, der uden tvivl har udgivet en af de bedste prog-rock/metal-udgivelser i år.
The Coma Machine
Dim Ignition
Famine Wolf
King Redeem/Queen Serene
Turn On The Darkness
The Ectopic Stroll
Rapid Calm
Memory Palace
Option Oblivion
Life In Velvet
Akt 1: Introduktion
Siden den progressive metalkvintet ultimo 2014 annoncerede, at et nyt album var i støbeskeen, har interessen for bandet og det kommende album ingen ende haft. Hypen blev ikke mindsket af, at det tidligt i processen kom frem, at der var tale om et moderne prog-metal inspireret take på en rock-opera. Men hvis nogen i prog-metallen skulle kunne løfte den opgave, må det ubetinget være de amerikanske koncept-virtuoser.
Coma Ecliptic er ca. 70 minutters historie fortalt over 11 akter. Udgangspunktet er den komaramte hovedperson, der i sin komatilstand rejser igennem sine tidligere liv. For hvert liv han gennemgår, får han muligheden for at blive eller rejse videre i søgen efter et bedre alternativ – men hvad vælger han, og hvordan ender hele fortællingen? Der er ikke nogen grund til at spoile afslutningen i denne sammenhæng. Til gengæld kan det godt afsløres, at amerikanerne har udgivet 11 stærke skæringer, hvor bandet lever op til deres bedste.
Akt 2: Udvikling
Nuvel, kvintetten komponerer, på denne deres 7. fuldlængeudgivelse, ikke længere lige så ekstreme metalskæringer som på signaturpladerne ’Alaska’ og ’Colors’. Som forrige udgivelse, ’The Parallax II: Future Sequence’, arbejder ’Coma Ecliptic’ måske endda i endnu højere grad i et langt mere klassisk proget lydbillede med en opdateret tilgang. Tænk f.eks. opvarmningsaktuelle Haken, dog med den klassiske BTBAM-sound.
En anden relevant udvikling er Tommy Giles Rogers brug af ren vokal. Ligeså smuk og insisterende som altid, men med en endnu større spændvidde og på denne plade markant mere i brug end tidligere. Det klæder udgivelsen, ikke mindst i kontekst med den mere klassisk progede tilgang. At der forekommer mindre rå vokal medfører ligeledes en intensiveret effekt, når Rogers endelig benytter sit eminente brøl.
Akt 3: Indhold
Til trods for den prisværdige udvikling er man som lytter ikke i tvivl om, at der er tale om BTBAM. Muligvis i stærkeste format nogen sinde, om ikke andet så minimum siden ’Colors’. ’Coma Ecliptic’ er ikke bare en flot, velskrevet og ligefrem smuk plade. Det er også en mindre genistreg. Som lytter drages man ind i universet, og som akterne skrider frem, er man ikke i tvivl om, at man går fra et tidligere liv til et andet. Tag blot de første tre numre. ’Node’ introducerer stykkets historie, smukt og afdæmpet i form af klaver og Rogers yndefulde vokalarbejde. Under det skrøbelige ydre lurer kontrasten dog i form af et snigende ubehag og afslutningsvist sprudlende lækker guitar. Tæppet falder og trækkes fra til andet akt, hvor ’The Coma Machine’ drager som en af pladens bedste skæringer med en lyd, der minder om Queens tidlige år. Ved pladens tredje akt, ’Dim Ignition’, skifter bandet igen musikalsk vejbane med 80’er-inspirerede sci-fi synths, der snildt kunne være taget fra 'Tron'-filmene. Markante ændringer nummer for nummer, der løbende guider den indviede igennem, uden at miste fokus på den samlede kontekst. Hele pladen fremstår gennemarbejdet og samtidig gennemsyret af en iderig tilgang til sangskrivning. Ud over førnævnte er det en fornøjelse at lytte til den utroligt smukke kontrast mellem det melodiske og tunge på 'King Redeem/Queen Serene', det Faith No Moreske klaverspil på 'The Ectopic Stroll' og Paul Waggoner og Distuie Warings smukt syngende guitarer på afslutningsbraget 'Life In Velvet'.
Akt 4: Konklusion
’Coma Ecliptic’ er uden tvivl en af de stærkeste udgivelser inden for genren i år. BTABM er efterhånden blevet synonym med høj kvalitet, komplekse progskæringer, koncept-album og ikke mindst fandens god musik. Denne 7. udgivelse er det logiske skridt fremad for kvintetten, om end det musikalsk er ganske bagudrettet i tilgang og inspirationskilder. Alt for mange prog-rock såvel som -metalbands kæmper med at finde det hårfine balancepunkt, hvor teknikaliteter og snørklede kompositioner går side som side med en god melodi. ‘Coma Ecliptic’ kræver op til flere gennemlytninger, men kvintetten har netop formået at finde det rette balancepunkt – og derved skabt intet mindre end et fantastisk album, hvor samtlige numre giver værdi og bidrager til den samlede oplevelse.
Det er dystert, det er melodisk. Det er smukt, det er tungt. Det er Between The Buried And Me.