En god tur i 'drømmeteatret'

En god tur i 'drømmeteatret'

Falconer Salen bød torsdag indenfor til 3 timer i godt selskab med de progressive perfektionister i Dream Theater, mens lydmanden tog sig en blunder.

Spillested
Dato
20-02-2014
Trackliste
Act I
False Awakening Suite (Intro)
The Enemy Inside
The Shattered Fortress
On the Backs of Angels
The Looking Glass
Trial of Tears
Enigma Machine
(med trommesolo af Mike Mangini)
Along for the Ride
Breaking All Illusions

Act II
The Mirror
Lie
Lifting Shadows Off a Dream
Scarred
Space-Dye Vest
Illumination Theory (Outro)

Ekstranumre:
Overture 1928
Strange Déjà Vu
The Dance of Eternity
Finally Free
Illumination Theory
Koncertarrangør
Karakter
3

På trods af gentagne advarsler om ”tryllerock” med alenlange guitar-, keyboard-, bas- og trommesoli fra venner, bekendte samt fra dele af Devilution-redaktionen tog jeg torsdag aften i Falconer Salen for at opleve ekvilibristerne i Dream Theater. Og formentlig til mange af ”haternes” store overraskelse var det slet ikke så ringe endda. Dog havde lydmanden tilsyneladende lidt af en off-day.

Af nørder for nørder

Det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i folks kritik af Dream Theaters progressive stil, for det er musik af nørder for nørder, og er man ikke en integreret del af nørderiet, så kræver det sin mand at bevare koncentrationen i 3 stive timer. Det gjorde det desto mere imponerende at opleve de ægte Dream Theater-fans stå troligt lyttende, jublende, heppende uden at røre mig på sig, som i en kollektiv spirituel trance. For en udenforstående virkede det nærmest sekterisk, og da jeg på et tidspunkt ville længere frem i rækkerne, syntes jeg også at bryde nogle for mig ukendte konventioner ved åbenbart at træde ind i folks intimsfære. Det kunne ved nærmere eftertanke blot være en typisk dansk, selvretfærdig reaktion på en minimal indskrænkning af den enkeltes udsyn til scenen.        

Meningen med en gul taxa

Udsynet var da heller ikke uvæsentligt, for der var masser af visuelt at opleve på det digitale bagtæppe. Ikke fordi jeg forstod det indholdsmæssige i animationen af en gul taxa. Det afgørende var imidlertid, at musikken og det visuelle syntes at gå op i en fin enhed, og så var det jo mindre vigtigt, at man ikke afkodede den dybere mening, hvis der overhovedet var en?

Sætlistestrukturen

Den tre timer lange koncert var struktureret således, at første akt var så godt som en gennemgang af Dream Theaters seneste og selvbetitlede album med en indlagt trommesolo til bandets nyeste medlem, Mike Mangini, som måske bekendt overtog tjansen fra Mike Portnoy. Mellem akterne var der et kvarters pause. Anden akt var en god blanding af ældre slagere fra et imponerende bagkatalog. Herefter fire ekstranumre, som nærmest fungerede som en akt i sig selv.     

Ude af fase vs. instrumentel perfektion

Første akt var dog især præget af et forfærdeligt dårligt lydbillede. Alt lød udefineret og fjernt, og man kunne formode, at lydmanden ikke lige havde gjort sig ulejligheden med at tune anlægget, så det lød ude af fase. I pausen blev der rettet gevaldigt op, men jeg var alligevel skuffet over lydsiden på min debutkoncert i Falconer Salen. En sal, som burde være skabt til store lydoplevelser, men blot lød som enhver anden gjaldende idrætshal. Det slog imidlertid ikke skår i glæden over at se en kvintet af perfektionistiske ækvilibrister, der fuldstændig overlegent viste, hvad hårdt og målrettet nørderi kan føre til. Man kunne altså ikke andet end at udvise den største respekt for et band, der er helt og aldeles sit eget.