En læringskurve, der stadig udfolder sig

I september 2013 udgav Dream Theater deres 12. album ’Dream Theater’. I anledning af deres kommende turné, som også rammer København den 20. februar, har Devilution fået en snak med trommeslager Mike Mangini om hans rolle, i bandet og på det nye album.

Det nye album er det første album, hvor du har været med i sangskrivningsprocessen. Hvordan har modtagelsen udefra været for dig personligt?

Modtagelsen kunne ikke have været bedre, hverken udefra eller fra resten af bandet. Det lader til, at alle nyder, hvad jeg laver, men de lader også til at være i stand til at sige klart, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide, så jeg har noget at bygge videre på. Så jeg værdsætter ærligheden og tålmodigheden både fra fans og fra folk i Dream Theater-familien.

Hvordan har det så været at skrive musik sammen med John Petrucci og resten af fyrene fra bandet?

For mig var skriveprocessen et stadium. Det har været en læreproces, og det føles som en læringskurve, der stadig udfolder sig. Udtrykket ”at skrive musik” kan betyde forskellige ting for forskellige folk. Eksempelvis kunne en trommeslager se det som sangskrivning bare at læne sig tilbage og sige til de andre fyre: “Hey, find lige på noget i den stil, find lige på noget i en anden”. Det er ikke sangskrivning. Sangskrivning har mere at gøre med at skrive noder, du føjer til melodier, og som trommeslager kan du levere en rytmisk base for de toner at ligge på. Så sangskrivning kan betyde mange forskellige ting.

Fordi det er en læringsproces for mig, iagttager jeg det meste af tiden. Når jeg har noget at sige, så prøver jeg at liste det ind. F.eks. iagttager jeg James LaBrie. James LaBrie har en bestemt måde at bidrage på, og jeg iagttog, hvordan han gjorde det. Hvornår han siger noget, hvornår han ikke gør - hvordan han bidrager. Og det er lidt anderledes end den James, jeg kender, som jeg har indspillet trommer med tidligere. James var chefen på sine soloplader. Han var den eneste, der sagde noget. Nu er det en bandsituation, og jeg iagttager, hvordan hvert medlem giver hinanden plads. Så igen, så føler jeg, at det er en læringskurve. Jeg iagttager stadig, selv om jeg kommer med idéer til trommerne, og jeg har nogle inputs til noder og arrangement.

Ifølge et interview med John Petrucci, har I været meget inspirerede af nye metalbands, såsom Periphery, Between The Buried And Me, Animals as leaders og lignende. Er det også gældende for dig?

Jamen, ingenting var meget inspireret af noget. Indflydelse er en ting, men det er et vigtigt at forstå i hvilken grad. Det, som vi gør, er, at vi tager ind i et rum og jammer. Så hvis nogen af os er inspirerede, vil de indflydelser selvfølgelig sive ind i musikken, men ikke så meget at vi former noget efter det. Vores band former ikke noget efter Periphery eller noget andet band. Men man bliver inspireret af folk. Det er bare brugen af ordet her, som jeg snakker om. Vi er alle sammen inspirerede. Inspirationen er personlig. Når vi mødes, så sidder vi ikke og hører musik overhovedet, vi jammer bare.

Nej, ok. Jeg undrede mig bare over, om du måske delte den samme interesse og fandt inspiration i ny og moderne metalmusik, som John gør.

Jeg deler den, men ikke på samme niveau. Ikke på samme måde. Det har noget at gøre med, hvem jeg er. Jeg plejer bare at sætte mig bag mit trommesæt og tage det et sted hen, hvor ingen andre er. Jeg har venner, som spiller trommer, som sætter sig bag deres trommesæt, og de lader deres fantasi føre dem. Og det er også det, jeg gør. Jeg finder ikke så meget inspiration i andre, selvom jeg hører efter, og jeg bliver inspireret. Jeg sidder bag mine trommer og ser på formerne. Jeg køber ikke så mange plader. Altså, ikke fordi jeg stjæler dem! Jeg mener, at jeg ikke hører så meget andet musik, fordi jeg har travlt med at udvikle mig. Jeg har travlt - stadig - med at dykke ned i mange af Dream Theaters plader.

Du har været med i mange andre bands. Du er tydeligvis en meget alsidig trommeslager, der kan spille mange forskellige genrer. Tager du mange af dine erfaringer fra andre bands og genrer ind i Dream Theaters musik?

Ja. Og det understreger bare det, som vi snakkede om tidligere angående Johns bestemte inspirationer. Han holder sig opdateret med aktuel musik, og jeg er sikker på, at han er inspireret af alle de andre ting, han har lavet. Og det er jeg også. Jeg er inspireret af tingene, jeg lavede sammen med Annihilator, Steve Vai, Extreme, Missing Persons og andre. Jeg tænker over de folk, jeg arbejdede sammen med. Jeg tænker på, hvad de krævede af mig. Jeg tænker på, hvordan jeg havde andre meninger om ting, end de havde, og hvordan jeg håndterede det. Så alt det tager jeg med ind i Dream Theater. Jeg spiller måske et dobbeltpedal-stykke, som nok er noget, der ville passe meget godt til Annihilator, men ikke ville passe til Extreme. Jeg kommer med trommeudtryk, fills og ting, som ville passe meget til, hvordan jeg ville følge Nuno Bettencourt eller Steve Vai. Der er en måde, jeg lytter til guitarspillet på, som inspirerer mig, så når jeg hører John Petrucci komme med riff efter riff efter riff, så siger min hjerne: “Wow, hvordan skal jeg understøtte ham på trommer, ligesom jeg understøttede Nuno og Vai?”. Så det er sådan, det kommer ind.

Hvad med temaer på albummet? Jeg så online, at John Petrucci har skrevet det meste af teksterne for eksempel. Har du haft noget input?

John Petrucci skrev alle teksterne undtagen til én sang. John Myung skrev teksten til ’Surrender to Reason’. Jeg sad ikke med Petrucci og skruede tekster sammen. Jeg kom dog med en masse holdninger og meninger - mens vi spiste middag, spiste frokost eller kørte i bil - om situationen i verden og livet. Nogle af mine udtalelser om verden og livet blev til tekster. For eksempel ved jeg, at mine udtalelser konceptmæssigt inspirerede John på ’Illumination Theory’. Han sad i gud-ved-hvor-mange timer og knoklede igennem med at skrive disse tekster, som så også er en helt anden sag. Jeg arbejdede ikke, som han gjorde. Han arbejdede så hårdt og lagde så meget tid i at skrue teksterne sammen, noderne, fraseringerne, meningen, ordene. Alt, hvad jeg gjorde, var bare at være mig. Jeg talte bare om, hvad jeg mente om ting i livet. Engang imellem syntes jeg bare, at det var fedt, at han hørte mig. At han hørte mig sige noget, der slog ham. Og tro mig, med alt det sludder, som kommer ud af min mund, er det rart, at noget af det giver mening ind imellem!

Du har været en del af bandet i tre år nu. Føler du, at du er en integreret del af bandet efterhånden?

Jeg skal sige dig, hvor meget en del af bandet, jeg føler, at jeg er: Jeg føler, at jeg er forankret i bandet, fordi det påvirker måden, jeg nu køber briller på. Det påvirker, hvilket tøj jeg køber. Det påvirker den måde, jeg opfører mig på - selv væk fra trommerne. Det påvirker, hvordan jeg tager mine valg her i livet. Dette band er lige så meget en familie, som min kone og børn er. Og bandet er endda mere involveret i mit liv, end mine forældre og min bror og mine fætre og kusiner. Jeg tænker mere på, hvordan jeg skal tackle ting, der har med Dream Theater-familien at gøre, end på min normale familie. Jeg er nødt til virkelig at planlægge, bare for at besøge mine forældre. Jeg emailer dagligt med bandet, jeg tænker på showet, og jeg øver. Jeg arbejder på produktionen, jeg planlægger, hvad jeg skal gøre ved mit hår, så det passer ind. Jeg lærer om, hvordan jeg skal se ud, eller ikke se ud. Hvordan jeg gerne vil se ud, og hvordan jeg helst ikke vil se ud. Det er en læringskurve. Det tager tid.

Mange metal fans kalder Dream Theater for kongerne af progressiv metal. Hvordan har du det med det?

Hvis vi skal være i en kategori, så må det enten være progressiv rock eller progressiv metal. Men det er lidt følsomt, for før betød ordet ”metal” Led Zeppelin. Led Zeppelin var hard rock/metal. Metal har i dag flere hundrede subgenrer. For nogle folk betyder metal black metal eller death metal. For andre folk betyder det Van Halen, eller måske Led Zeppelin eller Black Sabbath. Dream Theater er progressiv metal, tror jeg, men genren er så stor, at det er svært. Vi kunne lige så godt være progressiv rock, for jeg ved, at nogle folk vil ikke klassificere os i nogen metalkategori overhovedet på grund af det faktum, at vi har sange kun bestående af klaver og vokal.

Ja, det er ikke helt det, jeg mener. Lad os så se på det sådan her: Før du kom med i bandet, så du da Dream Theater som et af de førende progressive bands?

Er du gal, jeg anså det for at være dét førende progressive metalband, især på grund af at melodi altid var en del af det. Det gør jeg stadig. Mens John Myung og John Petrucci spiller unisone riffs i bestemte taktarter, lægger Jordan Rudess og jeg polyrytmer ind i disse taktarter. Taktarter, som jeg ved, at de fleste folk ikke kan forstå. At følge Dream Theaters taktskifte er virkelig noget, man skal på skolebænken og terpe for at forstå. Og vi presser det videre. Jo mere vi skriver sammen, jo dybere går vi. Så ja, jeg ser bandet som toppen.

Er du klar til den kommende turné? Hvordan forbereder du dig?

Jeg arbejder nok to timer om dagen på produktionsaspektet af showet med hensyn til at synkronisere video, sekvensering og samplinger, som Jordan Rudess afspiller. Jeg laver en masse arbejde for at sikre, at alle disse ting passer i tid. Det er størstedelen af min tid. Et par timer om dagen eller mere, hver dag. Jeg øver ikke sangene hver dag. Lad os sige, at jeg bruger fire dage om ugen på at lære dem mere i dybden. Ellers øver jeg dem sammen med produktionsskiftene, med timing, cues og lignende. Med andre ord er jeg nødt til at øve numrene og arbejde med cues, udover at spille trommestykkerne. Så der er ret meget arbejde, jeg skal lave. Det skøre er, at jeg slet ikke bruger så meget tid på at lære Portnoys trommestykker, som jeg burde. Fordi det tager mig tid at lære. Altså, jeg spiller ikke bare hans stykker som han gør. Det ville jeg kunne gøre, hvis jeg havde et almindeligt trommesæt. Så ville jeg bare lære delene og spille dem på sættet. Med mit trommesæt bliver jeg nødt til at spille ‘half lefty’. Forstået på den måde, at jeg bliver nødt til at spille præcis de samme trommedele som Portnoy, men halvt højrehåndet og halvt venstrehåndet.

(en alarmklokke lyder i baggrunden)

Jeg tror, jeg bliver nødt til at gå nu, men mit svar er: ja, der er en masse forberedelser, men jeg forventer at være klar til turnéen.

Tak skal du have, Mike. Vi glæder os til at se jer i København i februar!

Det gør jeg også! Hav det godt!