Man gjorde noget

Baggrunden for den store velgørenhedskoncert i Pumpehuset er trist. Peter Clement Lund fra Kollapse kæmper mod kræften, og der blev samlet penge ind til ham og hans familie. Alligevel var det en opløftende aften.

Hele ti korte koncerter var der linet op, og fælles for dem alle var det, at de optrædende tog opgaven meget seriøst. Der blev spillet for os, men i virkeligheden var det for Peter. Forhåbentlig kunne han mærke kærligheden og den gode energi hele vejen fra København til Aalborg.

Demersal havde fået æren af at åbne aftenen allerede kl. 17.30, og der var lykkeligvis godt proppet, det tidlige starttidspunkt til trods. Dermed fik Viktor Ravn, der også skulle spille med Kollapse & Grava, chancen for både at åbne og lukke seancen. Demersal spillede fantastisk, og det kulminerede med den fantastiske sang ‘Jeg ved ikke hvor det er’ fra gruppens seneste udgivelse, men også ‘Som et barn mod dit bryst’ gik rent ind. Publikum lyttede intenst, og det var, som om rammen om denne aften formanede publikum til at lytte og tie. I hvert fald oplevede jeg ikke meget af den sædvanlige småsnak.

Hvor lod lyrikken fylde, så lod Town Portal guitaren tale med en koncert, der nakkenikkende postrockede os. Der var noget på spil hos bandet, som Peter Clement Lund har været tourchauffør for. Man kunne mærke et personligt engagement, hvilket hævede niveauet for koncerten. Instrumental-post-rock kan godt virke lidt distanceblændende, men her kunne man altså fornemme en gravitas.

Jeg talte med flere, der havde knuselsket Marís stille og funklende musik, men jeg gik glip af det meste af hendes sæt, da jeg lige skulle suge noget næring til mig. Det må være min største fortrydelse denne aften, for det sidste nummer, jeg trods alt nåede at høre, fyldte scenen med en nærmest magisk ro og skønhed. Damn you, krop, der skal fodres!

Peter Clement Lund har været meget involveret i at kuratere lineuppet, og man fornemmer en eklektisk musiksmag, for der var langt fra Marís tysthed og til Oxx’ vanvid, men det fungerede! Bevæbnet med sin guitar og en nyligt forstuvet tommelfinger spillede guitarist og sanger Alex Bossen altså – undskyld – som en boss. Det var en fornøjelse at opleve trioens hektisk tekniske posthardcore. Man holder fast med det yderste af fingerneglene!

En særlig fornøjelse var det at opleve Tvivler, som i den grad har været savnet på spillestederne. Og det var en udsøgt ære at få lov til at lægge ører til en række helt nye numre, som vi formentlig og forhåbentlig kan nyde på en udgivelse i den nærmeste fremtid, men det var også skønt at høre den velkendte banger ‘Der er for få borgerlige i det her land’. Der var engang, hvor vi talte om klasse, og Tvivler har helt ret i, at det bør vi gøre igen.

Katlas Rasmus Bang bekendte sin nervøsitet i lyset af formålet med koncerten, men det havde han sådan set ingen grund til at føle, for trioen føjede elegant et “... og Satan” til den kærlighed, vi alle vist følte hele aftenen. Der var mange krammere derude! Katla leverede en yderst underholdende koncert, som føjede en dimension til aftenen, som måske ellers havde manglet lidt, nemlig good times. Jeg var især glad for ‘White Dagger’, som vi fik i en medrivende dimension. Jeg ved ikke, om det var tænkt ind i bookingprocessen, men det slog mig på dette tidspunkt, at ligesom det føltes, som om hele metalmiljøet var i Pumpehuset på grund af de mange bekendte ansigter, så fik vi også rundet enormt mange af metallens æstetiske facetter denne aften.

EYES kan noget særligt. Hele aftenen havde publikum været kærligt lyttende og støttende, men fra det sekund, EYES gav lyd fra sig, åbnede pitten sig. Vi fik ‘Congratulations’ fra albummet af samme navn og ‘Tha Captain’ fra gruppens seneste album ‘Spinner’ med en yderst ivrig gæsteoptræden fra Syls Benjamin Clemens, og 'Deflating Rooms’ nærmest blæste mig bagover. Vi ved det jo godt, men det er altid dejligt at blive mindet om, hvor fortræffeligt et liveband EYES er.

Allermest rørende, måske, var det, da Jacob Bredahl spillede et americana-klingende sæt af triste solosange – dog med vokalhjælp fra sin bonusdatter – og han havde fået lov at tage Peter Clemens Lunds smukke Telecaster med sig på scenen, så han ligesom også kunne være til stede.
Det var en vild overgang til Bredahls anden optræden med Smertegrænsens Toldere, fra siddende til ekstremt bredstående, men selvfølgelig fedt at blive revet lidt rundt efter den følelsesudladning. Jeg tror aldrig, jeg har set et dårligt Tolder-show, og også denne gang fungerede det, som det skulle; hurtigt og effektivt.

Kulminationen på det hele var naturligvis Kollapse & Gravas fælles koncert, hvor de spillede den koncert, som på Roskilde Festival var martret af tekniske problemer. Det var alligevel en fremragende koncert, men som Kollapses Thomas Martin Hansen og Gravas Atli Brix Kamban kunne berette om i vores interview med dem, så var det en stressende og presset oplevelse for alle på og omkring scenen, så det jeg stod med håbet om en forløsende oplevelse for de optrædende, inden koncerten indledtes med en rørende digtoplæsning af digtet ‘Immortality’. De vigtigste linjer derfra er disse:

“Do not stand
          By my grave, and cry—
     I am not there,
          I did not die.”

Denne aften stod ikke i frygten for dødens tegn, men i håbet om livet! ‘Invokation’ med trompetisten Dan Hejslet gav os en smuk overgang til ‘Autofagia’, et af de bedste numre fra Kollapses fremragende album ‘AR’, som ramte virkelig hårdt og fungerede forunderligt godt som optakt til Gravas ‘Bayonet’ fra deres album ‘The Great White Nothing’. Man forstår godt, hvordan ideen om et samarbejde har kunnet opstå, for både ligheder og forskelligheder mellem de to bands klæder hinanden, hvilket blev endnu tydeligere under de to makkerpar-opførelser af begge bands’ versioner af ‘Hæmatomets Filosofi’ og ‘Red Furnace’. I pausen inden koncerten havde jeg frygtet, at jeg simpelthen ville være for musikalsk mættet efter på det tidspunkt fem og en halv times koncertaften, men det var heldigvis ikke tilfældet. Også ‘Forårsdag’, ja, den med Anne Linnet, fungerede fantastisk med en æterisk velsyngende Henriette Sennenvald fra Under Byen som et magnetisk centrum for musikken, der samtidig fungerede som centrum i koncerten. Alt dette, og så blev vi også overvældet af Gravas ‘Breaker’, af Kollapses ‘Form’ og ikke mindst af Gravas fornemme ‘Hinterland’, hvor de to bands syntes at smelte en smule sammen. Ikke en finger blev sat forkert, og jeg håber, at Thomas Martin Hansen måtte knæle under vægten af mere håbefulde følelser denne gang.

For dette liv ER en kollektiv grav, men kollektivt kan vi også grave os ud af nogle dybe, sorte huller. Det var det, denne lørdag på Pumpehuset viste os. Vi graver videre, til døden viger for livet. Vi gør det for Peter.