Man kan gøre noget
Kollapse & Grava holder en kæmpe velgørenhedskoncert for kræftramte Peter Clement Lund og hans familie, lige når næste år er gået i gang. Vi har taget en snak med de to bands om sorg, pres og en turbulent tid.
Det er sommer. Køen udenfor Roskilde Festivals bedste scene, Gloria, er lang, og ingen festivalgæster er endnu blevet lukket indenfor i mørket. Koncerten med Kollapse & Grava er forsinket på grund af tekniske vanskeligheder, og indenfor i stalden, der danner rammen om Gloria, er stemningen presset og hektisk. Kan bandsene få lov at gennemføre koncerten, som den oprindeligt var tiltænkt?
De tekniske vanskeligheder er kulminationen på en lang og hård proces for Kollapse og Grava, men lad os først spole tiden tilbage til der, hvor det hele begyndte. Vi har sat Kollapses Thomas Martin Hansen og Gravas Atli Brix Kamban stævne i det liminale rum, internettet er, for at tale om processen fra ideen til deres fælles samarbejdsplade opstod og frem til den kommende koncert i Pumpehuset.
Atli: Det var en løbende snak, vi havde. Vi havde spillet nogle koncerter sammen. Det er sådan noget, vi havde snakket om efter koncerterne. Så var der nogen, der pitchede en idé, om vi eventuelt skulle synge på et af hinandens numre. Du ved, sådan nogle snakke der. På et eller andet tidspunkt blev en af vores venner lidt semi-involveret (bookeren Thomas Grønkjær, red.). Vi begyndte at snakke mere og mere. Hvad kunne være en spændende måde at gøre det på? Hvad skulle være en split? På et eller andet tidspunkt var der nogen, der fik en idé, at vi skulle prøve at høre hinandens ufærdige ting. Nye numre, som vi stod og bryggede på. Og se, om vi ikke kunne lidt nakke dem, inden de blev færdige, og give vores eget spin på det. Så gik vi i studiet sammen, og først der hørte vi hinandens færdige udgaver af hinandens numre.
Thomas: Vi havde fulgt hinanden. Du havde jo kendt Peter Drastrup (trommeslager i Kollapse, red.) i en del år. Vi havde set jer spille, og I havde set os spille. Og så havde vi nogle tanker omkring, at vi ikke var klar til at lave en hel plade. I hvert fald ikke i Kollapse. Og så tror jeg bare, at vi blev mere og mere tændt på den her idé om at prøve at lave noget sammen. Og prøve at få det til at virke ... frisk, interessant, spændende for os. Også som musikere og som mennesker. Prøve at give noget ... slippe noget kontrol. Det har vi det rigtig svært med. Vi har det svært med at invitere folk ind i maskinrummet, når vi laver noget. Det er derfor, vi bruger Jacob Bredahl, hver gang vi indspiller en plade. Fordi ham har vi ligesom ... Han er inde under huden nu. Men det her med at lade nogle andre musikere komme ind og pille lidt. Og spørge ind til, og få forklaringer på ting. Og at man også kunne lade sig inspirere og prøve at synge nogle af hinandens tekster. Og det har vi aldrig nødvendigvis gjort i Kollapse i hvert fald. Og det var noget, der tændte en ild i os på en eller anden måde. Det, og så at vi faktisk havde en tidsplan.
Det er her, at Thomas Grønkjær kommer ind i billedet. De løse snakke og den organisk opståede idé om et samarbejde bliver med ham som tovholder til et mere fast formuleret projekt med konkrete tidsplaner og booket studietid. Ligesom Kollapse havde Grava også benyttet sig af en fast producer på deres to fuldlængdeudgivelser, nemlig Troels Damgaard Holm. Det var tid til at finde neutral producergrund, og det blev en så intimiderende figur som legenden Flemming Rasmussen.
Atli: Det er jo ikke en af vores venner, der sidder ved pulten og bærer os igennem. Det er en mand, der har hørt alt. Og han skal nok fortælle os, hvis han ikke synes, det lyder godt. Den der angst er fed. Der er simpelthen ikke nogen vej udenom. Det er sådan et øjeblik, hvor man lærer et eller andet. Vi ville gerne prøve at udfordre os selv, inden vi skulle i gang med at lave plade nummer tre. Det her var ligesom et perfekt tidspunkt at prøve det på.
Thomas: Jeg føler meget, at vi skulle gabe over noget. Først skulle vi gabe over noget, og så skulle vi gabe over mere. Og det var fuldstændig absurd til sidst. Alt det, vi skulle gabe over i den her proces. Og så oven i købet siger vi til os selv, at ... numrene er først helt færdige, når vi står nede i studiet. Vi havde ikke rigtig spillet dem til ende i øvelokalet. Og så tænker vi, at vi skal improvisere også. Vi er nødt til at have noget på spil her, andet end at vi bare skriver noget og går ind og indspiller det. Buen skal være spændt. Og det blev den virkelig også. Og så er der også Roskilde lige pludselig. Så skulle vi gabe over det også. Det var jo i virkeligheden ret vanvittigt.
Midt i den her vanvittige proces rammes Kollapse og Grava hårdt. Peter Clement Lund får konstateret en meget aggressiv form for kræft, der gør, at han ikke vil kunne spille koncerten på Roskilde Festival. Koncerten, og at Henriette Sennenvald fra Under Byen skulle gæsteoptræde, var Peters store drøm, og det skabte en vaklen hos de andre bandmedlemmer. Skulle de gennemføre koncerten uden Peter?
Atli: Men vi sad altså sammen med Peter, der sagde: “I skal gøre det her, drenge. Det bliver I simpelthen nødt til at gøre.” Og jeg tænkte over det bagefter. Jeg kan godt se, at det ville have været endnu hårdere for ham, hvis vi ikke havde gjort det. At noget, han har været med til at skabe, pludselig går i stå, fordi han ikke kunne være der. Jeg var meget stålsat omkring, at det her skulle lykkes, koste hvad det vil. Og da vi stod, og der var gået et kvarter over tid, så skulle man stå og tage dybe indåndinger og tænke sådan … come on. Nu skal der altså ikke ske mere. Kom i gang, mand. Ja, det er mærkeligt at snakke om egentlig. Nerverne var virkelig ... hjertet sad oppe i halsen, og det gjorde det virkelig.
Koncerten, som vi gav fem kasser, var en god oplevelse for os, der overværede den, men oppe på scenen var der meget mere på spil.
Thomas: Jeg fik et nervesammenbrud, som jeg har kæmpet med siden. En kæmpe livskrise, som var i gang, men som ligesom kom i fuld flor. Det mærkede jeg tydeligt på scenen også. Jeg var fuldstændig ude af mig selv. Jeg havde ikke kunnet nyde den koncert. Jeg havde ikke kunnet nyde at spille den. Men der var en sammenhængskraft, og jeg har selvfølgelig følt mig tryg deroppe. Jeg tænkte over det og talte med professionelle omkring det og alt muligt. Men jeg følte virkelig, at jeg gik disintegreret op på den scene der følelsesmæssigt. Jeg har på en eller anden måde måske set mig selv lidt udefra. For jeg har ikke følt, at jeg kunne være ordentligt til stede. Der skete så mange ting op til. Vi skulle tage Victor (Ravn, Demersal, red.) ind, som skulle øve med os. Han skulle ind i hele processen og universet, og vi har siddet og tudet til øvere. Det, at vi fik så meget modgang, fra vi satte op og til koncerten var slut, tror jeg har gjort, at jeg følte, at det ikke gjorde ham helt den ære, som det burde have gjort. For mig var det ikke en koncert. Der var det lidt noget, som jeg skulle kæmpe mig selv igennem på en eller anden måde. Det er helt sikkert noget, jeg aldrig nu skal komme til at glemme.
Heldigvis var det et stærkt hold af venner, der stod på og bag scenen, som sikrede en fornemmelse af tryghed trods de ekstremt svære omstændigheder. Nu er chancen der så til at skabe den koncert, der i sandhed gør Peter Clement Lund ære, og som samtidig forhåbentlig vil spytte nogle penge i kassen til en familie, der i den grad har fortjent at have det lettere.
Atli: Ideen opstod, at det kunne være muligt at lave noget sammen. Peter, han kender jo og har spillet med et utal af folk. Og han har berørt rigtig mange folk. Overfor sygdommen er man jo ret hjælpeløs. Men her var der en ting, vi kunne gøre sammen. Som også kunne generere penge til den familie. Det synes vi bare virkede som en enormt fed ting at gøre. Vise noget opbakning.
Thomas: Jeg ved, at der er rigtig mange mennesker, som føler sig magtesløse i det her. Og som føler sig rigtig langt væk. Altså, selvom jeg bor i stort set samme by som Peter, føler jeg mig også meget afskåret fra ham. Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra folk, som er utroligt kede af og knuste over det her. Og den der følelse af, at man kan gøre et eller andet. At man kan handle et på en eller anden måde ind i det her. Det tror jeg bare er vigtigt, at folk de får en mulighed for. Vi gør noget. Vi står ikke bare og går til i vores egen sorg, eller hvad fanden det nu er, vi alle sammen står i. Vi kan handle nu, og det er det eneste vi kan gøre, kan man sige. Og det synes jeg er stort, at vi kan give folk en mulighed for at handle ind i det her. Og gøre et eller andet med al den frustration og vrede og fortvivlelse, man har. Men jeg tror helt sikkert også, helt personligt for mig, så er der også noget i, at jeg kan få lov til at gøre det her ordentligt.
Koncerten i Pumpehuset den 3. januar bliver uden Peter Clement Lund, og ligesom på Roskilde i sommer, så er det Victor Ravn, der skal træde i hans sted på scenen, hvilket han gjorde på fremragende vis dengang. Alligevel sætter Peter et aftryk på koncerten, ikke kun i form af den musik, han har været med til at skabe, men også som en slags kurator i processen med at finde bands, der skulle spille med Kollapse & Grava.
Thomas: Det skete lidt løbende, men der var mange, der kendte Peter, der ligesom henvendte sig. Er der noget, vi kan gøre? Så det var en af grundene. Peter har jo stort set valgt samtlige af de bands, som spiller med. Han har nogle rigtig tætte relationer til mennesker i alle de her bands. Han har spillet koncerter med dem, han har kørt folk rundt. Blandt andet Town Portal har han kørt rundt på deres turnéer. Og Tvivler har vi spillet tours med. Det er folk, som har gjort en forskel på en eller anden måde i Peters liv. Det er meget hans aften, kan man sige.
Kollapse & Grava spiller koncerten fra Roskilde, som den var tænkt, i Pumpehuset den 3/1. Med sig har de et stærkt lineup bestående af Tvivler, Town Portal, Smertegrænsens Toldere, Oxx, Mari, Katla, Jacob Bredahl (solo), EYES og Demersal.
Overskuddet fra billetsalget går ubeskåret til Peter Clement Lund og hans familie.