Skal vi blande blodansamlinger?
To af Danmarks tungeste og grummeste bands krydsbestøver hinanden langt fra lys og håb
Invokation
Hæmatomets filosofi - Kollapse
Hæmatomets filosofi (Blóðtøka) - Grava
Knæl
Side B
Omen
Red Furnace - Grava
Red Furnace - Kollapse
Knell
Grava, som spiller doomy sludge, og Kollapse, som spiller abstrakt og støjende hardcore, har musikalske fællestræk i form af tyngden og en sparsom brug af livets lyse sider som inspirationskilde – og det er disse fælles træk og forskelligheder, der sættes i spil på ‘KOLLAPSE & GRAVA’.
Fordelt over to vinylsider eller digitale afdelinger, hvis man streamer, får vi et nummer fra hvert band, der efterfølgende omfortolkes af det andet band, samt en intro og en outro. Hele pladen er yderst stemningsfuld, og jeg synes, at formatet klæder de to bands. Der bliver måske eksperimenteret en smule friere, foranlediget af det genfortolkningscredo, pladen udspringer af, men det er ikke sådan, at deres musikalske verdener fusioneres fuldstændig. Til gengæld virker det, som om de har haft god inspiration i hinanden, og det er fire gode numre samt fire vellykkede stemningsstykker, der ligger på ‘KOLLAPSE & GRAVA’.
Det var ‘Hæmatomets filosofi’ i Kollapse-versionen, der først ramte mig, da jeg begyndte at gennemlytte pladen, men efterhånden som pladen åbnede sig, begyndte jeg især at sætte pris på albummets samlede forløb. Hvor Kollapses numre er langstrakte og synes at være i evig bevægelse hen mod noget nyt (jeg prøver virkelig på ikke at bruge ordet ‘progressiv’ her), så er Gravas numre mere fortættede og sammenvævede, og det giver pladen et bølgende, dynamisk præg. De musikalske habitusser beriger hinanden. Eksempelvis er kontrasten mellem det åbent vibrerende, jazzede hornstykke og de efterfølgende, kantede guitarhug på ‘Hæmatomets filosofi’ versus det lækkert flydende groove på Gravas ‘Hæmatomets filosofi (Blóðtøka)’ virkelig berigende. Og nu vi har fat i det, så er jeg fascineret af, hvordan Grava kan forene det førnævnte flydende og elegante antrit med så grusomt et mørke.
Skal jeg finde en flue i suppen, så benytter ‘Knæl’ sig måske af en lidt for åbenlyst Vangelisk synth, men det er altså en meget lille flue. Til gengæld er jeg pjattet med, hvordan stemningsstykkerne binder pladen sammen. Hvor der ikke er en stilistisk syntese på de fire hovednumre, så fungerer de små kompositioner glimrende som narrativ lim. Lyrisk hænger især de to ‘Red Furnace’-numre meget åbenlyst sammen med deres ret direkte spejlede oprulninger af fordømte mænds sidste sejlads mod dødsriget, men også de to ‘Hæmatomets filosofi’ kredser poetisk om hinanden. Her er vi i klassisk Kollapse-territorium, hvor det følelsesmæssige indhold udmønter sig i en kropslig opløsning. Fingre vandrer over huden, men er det kærtegn, eller åbner de sår? Hjertet slår, men er det af kærlighed, eller er hjertet bare en blødende hammer? Det er sjældent gode illustrationer af intimitetens paradoks. Vi må nærme os hinanden, for vi kan ikke leve uden, men når vi gør det, bliver vi sårbare.
Samlet set står side A måske en lille my stærkere end side B, men pladen er som helhed et flot forløst forsøg på at blande blodansamlinger, som bør nydes som et fuldt forløb. Sæt dig ned og lyt.