En dannelsesrejse
Populær
Fra vred ælling til vanvittig svane. Historien om Kollapse går ind i tredje kapitel, og det er både værre og bedre end nogensinde før
2. Knæler
3. Drukner
4. Byrd
5. Libido
6. Der Hvor Jeg Tænker Er Der Altid Mørkt
Det er få danske undergrundsbands, vi har formået at følge helt så tæt som Kollapse. Det er en skam, for man kan ikke andet end glædes, når man ser potentialet udfolde sig. Det er som en lærer, der endelig ser de børn vedkommende har hjulpet med at binde sko og holde op med at æde bussemænd stå strålende og glade med eksamensbevis i hånden sidste skoledag.
Det er en ære og et privilegium at opleve. Og det er sådan, vi får det, når vi lytter til Kollapses seneste plade. Naturligvis skal vi ikke tage æren. Vi har ikke lært dem noget som helst, men alligevel føles det rart at se et band gå fra at spille temmelig ubehjælpsom efterskolestøj over intellektuel poseren i ekspressionistisk kunstrock og nu folde vingerne ud på deres, til dato, bedste plade. Det er et fint øjeblik.
Og så fint som de de unge dimittender med deres blændende smil og rene hvide klæder står i solen, ved vi også, at aftenen lover en eksplosion af energi, og morgendagen bringer hovedpine og opkast ned ad kjolen.
Alt dette indkapsler Kollapse på 'Sult'.
Engelsk er so last year
På ‘Kollapse’ sang bandet kun på engelsk, på ‘Angst’ blandede de både deres modersmål og en smule fransk ind i deres stadig primært anglofone lyrik, men nu, på deres svendestykke, er vi fuldt og helt i nationaltsindet territorium. Og det klæder bandet.
En anmelder skrev om ‘Angst’, at det var bedst på engelsk, fordi musikken "ikke behøver yderligere kant fra de hårde danske artikulationer". Her må vi erklære os lodret uenige. Den skarpe, næsten hadske vokal, fungerer fremragende og fremhæver det buldrende mørke, der ligger dybt i ‘Sult’.
Man kan fristes til at gå med på Kollapses tydeligt kunstneriske aspirationer og drage den tydelige parallel. Hvis ‘Angst’ var en reference til Edvard Munch, er ‘Sult’ det samme til Knut Hamsun. Og den holder langt henad vejen – og understøttes endda af det maleriske vanvid, der illustreres på coveret, hvor objektet pines og holdes vågen, præcis som fortælleren i det knap hundrede år gamle mesterværk.
Deliriet, som er omdrejningspunkt for Hamsuns 'Sult' finder også sin plads centralt i Kollapses ditto. Og den følelse af uvirkelighed og depraveret fornedrelse er aalborgenserne eminente til at fremmane. Skiftet fra den sanseløst ravende og rasende 'Libido', der jævnfør titlen, behandler de lavere følelser og over til den håbløse og introspektive ‘Der Hvor Jeg Tænker, Er Der Altid Mørkt’, der er ligeså meditativ, som ‘Libido’ er kaotisk, er et perfekt billede på mental turbulens og skiftet fra delirium til depression.
Det danske sprog understøtter følelsen så ganske glimrende og tilføjer kun yderligere nærvær til en plade, der i den grad presser sig på hos lytteren. Det er umuligt at ignorere Kollapse.
Et billede malet med støj
Det kunstneriske aspekt, hvor prætentiøst det end måtte lyde, er et solidt element i ‘Sults’ helhed. Det er ikke svært at visualisere musikken og den stemning, den skal udtrykke, under gennemlytningen, og det taler til Kollapses ære.
Fra første track, ‘Drift’, er der tale om en totalinstallation af lyd, hvor de buldrende trommer, der henter inspiration i hardcoren, ligger som mistænkelige buler under guitarens lodne væg-til-væg-tæppe. Og
Netop som man tror, man har gennemskuet pladen, overraskes man igen: Om det så er af langsommere rundgange eller af et sart ekko af feminin vokal kommer det ud af det blå, ligesom den sparsomt, men effektivt, anvendte trompet på det lange afslutningsnummer.
Vokalerne er mangefacetterede og veludførte, og trækker tråde til både Neurosis, Isis og mere klassisk black metal på 'Byrd', inden den rammer hardcorelejet i 'Libido'. Denne variation understøtter det eksperimenterende islæt og passer både til breakdowns og crescendo-jagten i 'Drukner'.
‘Sult’ er i langt højere grad et helstøbt værk, end Kollapse tidligere har udsendt, og det er tydeligt at høre både modningen og det større kunstneriske overblik i løbet af de omtrent fyrre minutter pladen kører.