RF'14: Fængslende for de få
Populær
Corrections House leverede en meget sammenhængende og kunstnerisk fuldendt koncert, det vanskelige tidspunkt til trods.
Nu ville man jo normalt regne et timeslot fredag aften på Roskilde Festival som et ret godt og heldigt et af slagsen, så derfor kunne man sige, at Corrections House på papiret var heldige. Det var de nu ikke, for i den virkelige verden lå deres koncert samtidig med mægtige Deftones, der oven i købet og uheldigt set fra Corrections Houses synspunkt desværre gjorde det ret godt derovre på Orange. Det var synd, for Corrections House leverede faktisk en umanerlig musikalsk og stemningsfuld omgang, som ikke blev overværet af alverden, selv efter Pavilions beskedne standarder.
Bandet er en såkaldt supergruppe bestående af medlemmer fra andre mere eller mindre kendte bands, men en underlig én af slagsen. Den bliver nemlig ikke holdt sammen af de gængse bas-trommer-guitar, men af en dyster industriel mur af samplinger styret af Sandford Parker (Minsk) og nok især Scott Kellys (Neurosis) mørke guitararbejde. Basguitar benytter bandet sig ikke af, men derimod en stor møghund af en baritonsaxofon, som blev betjent af Bruce Lamont (Yakuza). Saxofonen blev dog ikke benyttet så toneflittigt, som en basguitar plejer at blive det, men var en art ornamenterende og vemodig modvægt til samplingerne og sangens melodi – når man da kunne tale om en sådan. Frontmanden Mike Williams' (EyeHateGod) hæse og bjæffende vokal var nemlig ikke egentlig melodibærende, men havde en messende, aggressiv karakter. I øvrigt understøttet af en talerstol og en rekvisitbog, som fik det til at se ud, som om han forkyndte sin egen mørke religion. Både Kelly og Lamont sang også i stigende blødhedsgrader sammenlignetl Williams' vokal. Igen en fin og vellykket måde at variere det musikalsk udtryk på.
Med en besætning som denne og kun én plade i bagkataloget kunne man derfor godt tillade sig at være spændt på – eller måske ligefrem bekymret for – om de kunne få det hele til at smelte sammen på en livescene. Men det gik. Over al forventning faktisk. En sang som industrialsmadreren 'Dirt Poor and Mentally Ill' var et sonisk sammenhængende lynangreb, som stod i smuk kontrast til den mere majestætiske 'Party Leg and Three Fingers'. Selv nummeret 'Last City Zero' fungerede live, og faktisk bedre end på plade. Det er mere en digtrecitation med guitarakkompagnement end en sang, og hjemme i privaten bliver det sgu lige en tand for patetisk (i hvert fald for denne anmelder). På Roskilde Festival fik ”oplæsningen” lige præcis det nærvær, der skulle til, for at det fungerede, og guitaren den uforvrængede sårbarhed, der skulle til for at gøre det troværdigt.
'Hoax the System' satte et smukt punktum for en fængslende koncert. En skam, at ikke flere fik den at se.