Ideforladt supergruppe

Populær
Ideforladt supergruppe

Downs medlemmer er muligvis nogle af de sejeste i den hårde musiks historie. Men der er ikke mange nosser tilbage i legendernes uinspirerede musik, der dog redder æren på målstregen.

Kunstner
Titel
Down IV: Part II
Distributør
Genre
Trackliste
01. Steeple
02. We Knew Him Well
03. Hogshead/Dogshead
04. Conjure
05. Sufferer's Years
06. Bacchanalia
Karakter
2

Det er snart 25 år siden, at supergruppen, Down blev dannet i New Orleans. En tid, hvor medlemmerne stod foran deres helt store gennembrud i henholdsvis Pantera, Crowbar, Eyehategod og Corrosion of Conformity.

For et år siden stod de på Copenhell og gav vel nok festivalens mest groovy og underholdende koncert – legenderne kunne i den grad endnu levere varen.

På pladefronten har det derimod haltet siden debuten og hovedværket NOLA fra 1995.

I 2012 vendte de tilbage efter fem års tavshed siden ’Down III: Over the Under’ og annoncerede, at bandet ville udsende fire ep’er i løbet af den næste årrække.

Første udspil, ’The Purple EP’, fik hård medfart af Devilutions redaktør, der konkluderede, at pladen var en ”underlig drøj lytteoplevelse, der skuffer fælt og desværre ingenlunde lover godt for de kommende tre af slagsen.”

Det kunne han have ret i. ’Down IV – Part Two’ er stort set lige så ideforladt som forgængeren.

Pladen åbner såmænd meget godt med ’Steeple’, der tungt og sydende oser af maskulin sydstatspondus. Men som desværre hurtigt bevæger sig over i trivielle guitarriffs, der klinger hult og nosseløst.
 
Inspirationen trækker stadig urimelig meget på idolerne i Saint Vitus og Black Sabbath, hvilket den kedsommelige ’Conjure’ minder én om. Hovedriffet lyder som et, Tony Iommi kunne have skrevet i søvne og kasseret uden at blinke med øjnene.

Mere opløftende bliver det dog på ’Hogshead/Dogshead’, hvor Phil Anselmos whiskystemme stadig brummer fælt på fede måde. Men vildbassens karismatiske kranieknusende skrig hører fortiden til.

Håbet virker dog ikke helt ude for supergruppen, der sidste år sagde farvel til det grundlæggende medlem, Kirk Weinstein, som stadig tonser tungt rundt i Crowbar.

Ep’ens afslutningsnummer, ’Bacchanalia’, runger løs som udsyret sludge i bedste stil, inden der lukkes ned for pladen med et akustisk guitarstykke og tilhørende melankolsk og skarpt forvrænget guitar til tonerne af Anselmos følsomme stemme.

Black Sabbaths ’Planet Caravan’ er ikke skrevet forgæves, og ’Bacchanalia’ redder lidt af æren på en ellers skuffende udgivelse fra vel nok verdens sejeste supergruppe.